Partier vil sætte en stopper for skattefordele på forældrekøb

16x9
Ifølge uddannelsesordfører Sofie Carsten Nielsen (R) kan forældre stadig købe lejligheder til deres børn. Det bliver bare uden de skattemæssige fordele. Foto: TV 2

Det Radikale Venstre skønner, at staten kan tjene 285 millioner kroner årligt ved at afskaffe fordelene ved et forældrekøb.

Studiestart er lige rundt om hjørnet, og igen i år står mange kommende studerende til at mangle en bolig - specielt i Aarhus og København, som er blandt de store studiebyer.

Ifølge tal fra Dansk Byggeri vil der i år mangle 8400 studieboliger for studerende, der starter på et studie i København og RUC.

For nogle af de kommende studerende kommer forældrene dem til undsætning i form af et forældrekøb. Et køb, der kan give lukrative fordele for både forældre og deres børn.

Men det vil et forslag fra Det Radikale Venstre nu forsøge at sætte en stopper for.

- Vi vil gerne finde en løsning, så der bliver bygget flere ungdomsboliger, fortæller uddannelsesordfører Sofie Carsten Nielsen (R) til TV 2.

Forslaget møder opbakning fra andre partier i Folketinget.

Vil oprette ungdomsboligfond

Som det er nu, kan et forældrekøb blive registreret som en privat virksomhed, og det medfører visse skattefordele for ejeren af lejligheden.

Det kan give billigere renteudgifter, fællesudgifter og ejendomsskatter. Derudover kan forældre vælge at sælge lejligheden til deres børn til 15 procent under den offentlige vurderingspris, som ofte er væsentlig lavere end den egentlige salgspris.

Den ordning, mener man hos de radikale, er ulige.

De ser hellere, at de penge, forældre sparer ved et forældrekøb, går til en ungdomsboligfond, som har til formål at skabe boliger til de studerende.

- De store rabatter er ikke rimelige, fordi det kun er de rigeste forældre og unge, der kan få adgang til det, siger Sofie Carsten Nielsen.

Partiet skønner, at man kan få 285 millioner kroner i statskassen årligt, hvis man afskaffer fordelene ved et forældrekøb. Pengene skal over en periode på fire år være med til at opføre 20.000 nye ungdomsboliger i Aarhus og København.

EL med lignende forslag

Trods de radikales forslag om afskaffelse af de lukrative fordele ved forældrekøb mener Curt Liliegren, direktør i Boligøkonomisk Videnscenter, at det kun er et lille skridt på vejen mod flere ungdomsboliger.

- Forældrekøbte lejligheder er med til at begrænse det tilgængelige boligmarked for andre grupper. Det løfter priserne i de andre studiebyer. Men det er forældrekøbte lejligheder ikke alene om, fortæller han til TV 2.

Han peger blandt andet på den historisk lave rente, som en af årsagerne til, at det er svært for studerende at finde en bolig.  

Forslaget fra de radikale møder opbakning fra Enhedslisten, SF og Alternativet. Dansk Folkeparti bakker også op, men er ikke fastbesluttet på, hvordan pengene skal fordeles.

Enhedslisten har tidligere fremsat et lignende forslag og bakker glædeligt op, så længe man kan få afskaffet fordelene ved et forældrekøb.

- Jeg vil ikke forhindre forældre i at hjælpe deres børn, men hvorfor der skal være en ekstra skattefordel, kan jeg ikke se det rimelige i, siger Søren Egge Rasmussen, boligordfører i Enhedslisten.

Selvom man vil afskaffe fordele ved et forældrekøb forsikrer Sofie Carsten Nielsen, at forældre stadig er velkommen til at købe en lejlighed til deres børn.