V-ordfører lægger afstand til Støjberg: - Det gør ondt i et liberalt hjerte

Som liberal bør man stræbe efter at lovgive så lidt som muligt - ikke prale med, hvor mange stramninger man har lavet, siger Martin Geertsen.

Det er noget af det første, man får øje på, hvis man bevæger sig ind på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside: Tælleren, der med stor skrift bekendtgør, hvor mange stramninger på udlændingeområdet regeringen har gennemført siden valget i 2015.

I skrivende stund er tallet 98.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) forspilder sjældent en mulighed for at fremhæve, at tallet stiger og stiger. Da hun sidste år nåede 50, fejrede hun det sågar med kage.

Men den tilgang til politik tager Støjbergs partifælle Martin Geertsen, medlem af Folketinget for Venstre og partiets bolig-, innovations- og ligestillingsordfører, nu klart afstand fra.

- Det smerter en liberal at se, at vi slår hinanden oven i hovedet med tal på, hvem der har lavet flest udlændingestramninger. Og hvor mange lempelser der blev lavet af den tidligere regering. Som liberal må udgangspunktet være, at jo mindre lovgivning man har, jo bedre er det, siger Martin Geertsen i et interview med TV 2s politiske redaktør Anders Langballe.

- Betyder det, at vi ikke skal have lovgivning? Nej. Da man i 2015 havde tusindvis af flygtninge, der spadserede rundt på danske motorveje, krævede det lovgivning og en stram udlændingepolitik. Men jeg synes, vi bør genbesøge vores ideologiske ophav og altid spørge os selv: Er der behov for det her? Og det synes jeg, vi har glemt i iveren efter at prale med, hvor meget vi har lovgivet.

Debatten i Venstre

Det er velkendt, at der i en række sager på udlændinge- og integrationsområdet har været forskellige holdninger internt i det store regeringsparti de seneste år. Eksempelvis i spørgsmålet om, hvorvidt man bør forbyde den muslimske hovedbeklædning burka ved lov.

For få måneder siden vakte det også intern debat, da Inger Støjberg i et debatindlæg opfordrede muslimer til at tage ferie under ramadanen, fordi det eksempelvis kunne ”være farligt for os alle, hvis buschaufføren hverken spiser eller drikker i løbet af en hel dag".

Martin Geertsen understreger i interviewet med Anders Langballe, at han mener, at Inger Støjberg ”skal skrive alle de indlæg, hun vil”, men opponerer stærkt imod, at liberale politikere blander sig i den slags.

Anders Langballe interviewer Venstres Martin Geertsen. Video: Hans Redder

- Jeg tror altid, vi har haft udlændingepolitiske drøftelser i Venstre. Helt tilbage fra Uffe Ellemann. Men det er klart, at i takt med at man strammer mere og mere, så gør det på nogle områder meget ondt helt ind i et liberalt hjerte, siger han og fortsætter:

- Når vi for eksempel begynder at diskutere, hvad det er for noget tøj, folk må gå rundt i. Om Føtex må lave en Eid-kage, som en DF-kollega blev meget sur over for nyligt. Og når vi begynder at diskutere, om muslimer må gå på arbejde under Ramadanen. Alt sådan noget, som vi liberale aldrig kunne finde på at blande os i. Når det pludselig bliver en politisk diskussion, så gør det ondt i et liberalt hjerte.

For Martin Geertsen er den eneste rigtige måde at håndtere de interne uenigheder i det store borgerlige parti at turde tale åbent om dem.

- Jeg synes, at det bliver et større problem for os, hvis vi ikke giver os selv lov til at have de her interne debatter, siger han.

Anders Langballe interviewer Venstres Martin Geertsen.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, men det har ikke været muligt.