16x9

Trusler og chikane har fået flere toppolitikere til at overveje at stoppe

Fire af dem står frem i denne artikel og deler åbent tankerne bag det spørgsmål, der har meldt sig hos dem alle: Er det, det værd?

- Havde jeg vidst, at det fulgte med i pakken, så er jeg ikke sikker på, at jeg var endt med at stille op i politik, siger Trine Bramsen fra Socialdemokratiet.

Hun ser på de tre andre. De kunne have været hvem som helst.

- Du og jeg har talt om det her, siger hun til Venstres Carl Holst.

Han nikker uden at sige noget.

Jeg ligger nok også i den hårde ende, fordi jeg er blevet et symbol på noget grimt

Carl Holst (V)

Tre ud af fire folketingspolitikere har oplevet at blive truet og chikaneret. Det viser en spørgeundersøgelse, TV 2 har sendt ud til alle Folketingets medlemmer, hvoraf 94 har deltaget.

For 10 af dem er truslerne nået så vidt, at de har overvejet at stoppe i politik. 

TV 2 har sat fire af dem i stævne på Christiansborg for at tale om den pris, de betaler for en politisk karriere. Og hvor meget mere, de kan holde til.

- Man ville lyve, hvis man som politiker ikke siger, at man gør op med sig selv løbende, om det er det værd, når man får direkte og indirekte trusler, siger Trine Bramsen.

- Selvfølgelig er der jo en grænse. Det er der jo for alle.

Hun nåede sin, da et uventet pizzabud bankede på hoveddøren.

Det var et klart signal om, at ”vi ved, hvor du bor”

square to 16x9
Det var et klart signal om, at ”vi ved, hvor du bor”. Foto: Anders Helmer / TV 2

Pizzabudene

Først troede Trine Bramsen, at det var en gave.

Hun havde ikke bestilt pizza, faktisk var hun lige kommet ind ad døren. Men buddet insisterede.

Det kan jo ske.

Fem minutter efter ringede det på døren igen. Endnu et bud med en pizza, og endnu et ring på dørklokken. Flere pizzabude.

- Det virkede så overlagt, at det kom lige efter, at jeg var kommet hjem en sen aften, siger Trine Bramsen, der i dag og dengang havde hemmelig adresse.

- Der fik jeg tanken: Er der nogen, der har ligget og holdt øje med mig?

Trine Bramsen var alene, da det væltede ind med pizzaer.
Trine Bramsen var alene, da det væltede ind med pizzaer. Foto: Anders Helmer / TV 2

Snart var fortovet sort af bude, der ville aflevere hawaiipizzaer til den socialdemokratiske retsordfører. En uskyldig drengestreg, kan man tænke. Men Trine Bramsen er ikke i tvivl.

- Jeg fik en følelse af, at det kunne have været noget andet end pizzaer. Det var et klart signal om, at ”vi ved, hvor du bor”, siger hun.

Episoden, der fandt sted et par år tilbage, står som den værste, Trine Bramsen endnu har oplevet.

Den overgår de dødstrusler, hun jævnligt får på e-mail og sociale medier. Og de beskeder og facebook-debatter, hvor hun bliver kaldt luder, fisse og fed.

- Der kom det for tæt på. Der kom det helt ind og bankede på min hoveddør, siger hun.

Den følelse kender Carl Holst alt for godt. Han finder jævnligt trusselsbreve i sin postkasse, hvor der står, at han skal dø. Og han husker tydeligt det allerførste han fik. 

- ”Smid det ud. Smid det ud med det samme”

- Jeg tænkte, at det nok var en enlig svale, siger Carl Holst om den dødstrussel, han modtog som ung lokalpolitiker i Sønderjylland.

Han skulle tidligt erfare, at han tog grueligt fejl. Siden har han fået utallige dødsdomme. Sort på hvidt.

- Jeg havde ikke forudset, at alle andre politiske spørgsmål, uanset om det er flygtningepolitik eller hvad ved jeg, også ville være så hadefuldt, konfrontatorisk og ondt. 

Det første brev kom i kølvandet på, at Carl Holst havde ytret ønske om mere dansk-tysk samarbejde. 

En sårbar sag for historiebevidste sønderjyder.

Da han havde læst den ene håndskrevne side efter den anden om, hvor uduelig og historieløs han var, og hvordan han "en dag ville få konsekvenserne at føle", ringede den unge Holst til sin far.

Jeg har da haft blod på tanden og brugt de sociale medier ret offensivt

Trine Bramsen (S)

- Og så sagde han: Smid det ud. Smid det ud med det samme. Lad være med at bruge tid på det, siger Carl Holst, der har destrueret alle trusselsbreve lige siden. 

Burde du ikke hellere gemme dem og anmelde det?

- Jeg kunne ikke lave andet, hvis jeg skulle anmelde alle halve eller hele dødstrusler, siger Carl Holst, der ikke længere har tal på, hvor mange gange han i sin politiske karriere er blevet truet på livet.

Men nogle få trusselsbreve står ulideligt klare i hans erindring.

Som det brev, der var adresseret til hans dengang 12-årige datter, mens han selv stod midt i sit livs krise i 2015.

square to 16x9
Carl Holst får så mange trusler, at han er holdt op med at tælle. Foto: Anders Helmer / TV 2

Din far skal dø

Som forælder må man selvfølgelig ikke åbne breve, der er til ens børn, betoner Carl Holst. 

- Men hvis det var fra mormor eller morfar, så havde de nok skrevet afsender på. Så selvom det var grænseoverskridende at åbne det, så er jeg glad for, at jeg gjorde det. 

Det begyndte med: "Kære Maja. Din far skal dø", hvorefter dødsdommen blev foldet ud i mere og mere detaljerende grad. 

- Men jeg ligger nok også i den hårde ende, fordi jeg er blevet et symbol på noget grimt, siger han med henvisning til den kugleregn af belastende medie-sager, der i 2015 fik ham til at trække stikket som forsvarsminister efter blot 93 dage i Folketinget.

Det hænger uløseligt sammen, mener Carl Holst, der i den periode fik flere trusler dagligt.

Man kunne også stå af og blive fri

Sofie Carsten Nielsen (RV)

I dag er det, med hans egne ord, "nede på en dødstrussel om ugen eller hver 14. dag”.

- Jeg er egentlig forbavset over, hvor meget man vænner sig til det. Eller i hvert fald lader som om, at man vænner sig til det, siger Carl Holst.

- Ja, det er dybt ubehageligt, siger den radikale Sofie Carsten Nielsen.

Men hendes klare grænse for, hvor meget hun kan holde til, går ved børnene.

- Det er simpelthen det værste, jeg kunne forestille mig. Det er, hvis det skulle ramme mine børn, siger hun.

Hver gang Sofie Carsten Nielsen har optrådt i medierne, venter der nedgørende skældsord i indbakken, fortæller hun.

Luder. Fisse. Klamme so.

Hun har flere gange følt sig truet på livet, men det er indtil videre gået forbi hendes to børn.

Men sådan bliver det nok ikke ved meget længere, frygter hun.

- Man kunne også stå af

Børnene bliver jo ældre, forklarer Sofie Carsten Nielsen. Og risikoen for, at det bliver dem, der finder noget i postkassen, vokser.

- Jeg har engang fået 27 håndskrevne sider sendt til min privatadresse om, hvor klam jeg er, siger hun.

Og så er der billederne af guillotiner. Og avisudklippene med grove, håndskrevne kommentarer. Og de indirekte trusler, som hun klart synes er de værste.

Her er ordlyden tvetydig, fortæller hun. ”Jeg vil ikke kunne svare for følgerne”, og ”hvis jeg var dig, ville jeg kigge mig en ekstra gang over skulderen”. I den dur.

- Man kunne også stå af og blive fri, siger hun.

Det overvejer Sofie Carsten Nielsen årligt.

Sofie Carsten Nielsen fik engang breve fra en, der gav sig ud for at være Margrethe Vestagers (tidl. formand for de radikale) mand. Han fik også breve fra en, der udgav sig for at være Sofie Carsten Nielsen.
Sofie Carsten Nielsen fik engang breve fra en, der gav sig ud for at være Margrethe Vestagers (tidl. formand for de radikale) mand. Han fik også breve fra en, der udgav sig for at være Sofie Carsten Nielsen. Foto: Anders Helmer / TV 2

For Carl Holst er det også en vedvarende refleksion.

- Det, du har været udsat for, det ligger jo i én. Det er jo ikke sådan, at man lige kigger på uret og noterer tidspunktet, siger han.

- For mit vedkommende handler det om min familie. Hvor meget mere vil jeg byde dem, siger han.

Men er det ikke en forventelig del af det at være en offentlig person med offentlige meninger? At der kommer skidt med i købet.

- Jo, man må kunne holde til noget, siger Sofie Carsten Nielsen.

- Men tænk, hvis jeg til sidst får så tyk teflon på af alt det lort, der kommer ind, at jeg bliver kynisk og bare siger ja-ja.

Jeg havde ikke forventet, at der ville være så mange mennesker i Danmark, der er så ubehøvlede og ubehagelige

Jeppe Jakobsen (DF)

Det bekymrer også Carl Holst.

- For hvad er det så for nogle mennesker, vi får herinde, spørger han.

Det har Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti et bud på.

- Iskolde mennesker, siger han.

- Hvis udviklingen fortsætter, så skal man være meget rå og følelseskold for at være herinde

square to 16x9
Hvis udviklingen fortsætter, så skal man være meget rå og følelseskold for at være herinde Foto: Anders Helmer / TV 2

De kyniske politikere

I den vestsjællandske by Mørkøv og omegn, er den unge DF’er en rimelig kendt figur fra sin tid i lokalpolitik, og han er vant til lidt af hvert.

Han er blevet kaldt taber foran sin søn og fået en sten smidt gennem vinduet i privaten. Han har også fået et enkelt vredt brev tilsendt med posten, men mængden af chikane som landspolitiker har alligevel været overvældende, fortæller han.

- Jeg havde ikke forventet, at der ville være så mange mennesker i Danmark, der er så ubehøvlede og ubehagelige, siger Jeppe Jakobsen, der blev valgt ind i 2015.

Han er hverken nazist, løgner eller bedrager, forsikrer han. Og han har heller ikke tænkt sig at tømme statskassen ned i egne lommer, som han jævnligt bliver beskyldt for.

- Og det rammer mig. For jeg går faktisk op i, hvad andre mennesker synes om mig, siger han.

- Hvis udviklingen fortsætter, så skal man være meget rå og følelseskold for at være herinde.

Det kan være hårdt at opleve, at man ikke gør noget rigtigt. - Der kommer denne her jævne strøm af modvilje og sure kommentarer uanset, hvilke aftaler, man er med i, siger Jeppe Jakobsen fra DF.
Det kan være hårdt at opleve, at man ikke gør noget rigtigt. - Der kommer denne her jævne strøm af modvilje og sure kommentarer uanset, hvilke aftaler, man er med i, siger Jeppe Jakobsen fra DF. Foto: Anders Helmer / TV 2

Og det bekymrer de fire politikere.

- De første gange, jeg blev mødt af det der, synes jeg, at det var helt enormt hårdt, siger Trine Bramsen.

- Nu har jeg så lært at leve med det og er blevet mere hårdfør.

Men det afskrækker tilsyneladende flere fra at gå ind i politik.

En spørgeundersøgelse, som TV 2 har lavet, viser, at halvdelen af Socialdemokratiets og Venstres kredsformænd har svært ved at finde kvalificerede kandidater til næste folketingsvalg.

De ønsker simpelthen ikke at stille op.

Når man synes, noget er hyklerisk, så synes jeg godt, at man må sige det

Sofie Carsten Nielsen (RV)

22 procent svarer, at det bunder i frygt for trusler og chikane.

- Det underbygger det billede, jeg selv har, siger Carl Holst.

- Og det er jo demokratisk bekymrende.

Men har I ikke også selv et ansvar som politikere? For en forrået tone i debatten, hvor I går mere personligt til værks mod hinanden.

- Jeg giver dig en flaske champagne, hvis du kan give ét eksempel på, hvor jeg så meget som har antydet at være personlig over for en anden politiker, siger Carl Holst.

- For jeg tror, at det er vejen frem: At vi er nogen, der på tværs af partierne, udvikler det, der hedder: "Snak ordentligt".

Trine Bramsen mener, at politikerne kan begynde med at holde sig selv i kortere snor på de sociale medier.

Men det har hun ikke selv været for god til, indrømmer hun.

Trine Bramsen oplever, at debatter om narko og internetovervågning kan få chikanen til at tage til i styrke. Hun tænker sig altid grundigt om, inden hun siger ja til de debatter. - Og det er jo et nederlag for demokratiet, siger hun.
Trine Bramsen oplever, at debatter om narko og internetovervågning kan få chikanen til at tage til i styrke. Hun tænker sig altid grundigt om, inden hun siger ja til de debatter. - Og det er jo et nederlag for demokratiet, siger hun. Foto: Anders Helmer / TV 2

Hvad med jer selv

- Jeg har da haft blod på tanden og brugt de sociale medier ret offensivt. Det har jeg da gjort, siger Trine Bramsen.

- Men jeg er blevet meget bevidst om, hvad det kan anspore til. Og der kan altså sidde nogle mennesker ude i mørket, som bliver inspireret til at sende trusler. For det er åbenbart okay.

Sofie Carsten Nielsen afholder sig helt fra at google sit eget navn af frygt for, hvad internettets mørke afkroge gemmer på af ubehagelige opfordringer.

- Jeg gør det simpelthen ikke. For så ville jeg virkelig for alvor føle mig truet, siger hun.

Men derfor skal politikerne på Christiansborg ikke til at gå i ren søndagsskole, mener hun.

Politikerne bag facaden

TV 2 sætter over sommeren særligt fokus på politikernes personlige oplevelser og tanker om livet i dansk politik.

- Politik er også konfliktfyldt, og når man synes, noget er hyklerisk, så synes jeg godt, at man må sige det.

Politik er benhårdt. Det medgiver de alle. Og de understreger, at de ikke deler deres oplevelser og tanker om chikanen for at klynke, men for at åbne debatten op.

- Når bundlinjen er gjort op, har jeg jo stadig valgt at være i politik, siger Jeppe Jakobsen.

- Og det er rart at se, at vi er flere, siger Sofie Carsten Nielsen om mødet med de tre andre.

square to 16x9
Carl Holst, Sofie Carsten Nielsen, Trine Bramsen og Jeppe Jakobsen Foto: Anders Helmer / TV 2