Radikale: Der er brug for at hente arbejdskraft i Ukraine og Nordafrika

Der skal åbnes mere op for udenlandsk arbejdskraft til Danmark, slår R-ordfører fast. Regeringen er på vej med udspil.

En af de største udfordringer for dansk økonomi er, at der simpelthen ikke er hænder nok her i landet til at udføre alt det arbejde, som både den offentlige og den private sektor har brug for.

Og derfor skal det gøres markant lettere for udlændinge - også fra lande udenfor EU - at komme hertil og tage et job.

Sådan lyder det fra Martin Lidegaard, Det Radikale Venstres finansordfører, i et interview med TV 2s politiske redaktør Anders Langballe.

- Tag bare den offentlige sektor: Her mangler der lige nu 4000 pædagoger. Jeg tror, at det er hvert andet plejehjem, der mangler sosu-assistenter. Vi mangler sygeplejersker og læger. Det samme gør sig gældende i den private sektor. Der er mange virksomheder, som ikke kan producere de varer, de gerne vil, siger Martin Lidegaard og fortsætter:

- Det er en kæmpe udfordring og vores største begrænsning. Det er det, vi nu kaster os over.

Det er en kæmpe udfordring og vores største begrænsning

Martin Lidegaard (R)

Polakkerne tager hjem

Antallet af personer, der er i arbejde i Danmark, er det højeste nogensinde. Andelen af ledige falder måned for måned og er nu på blot fire procent af arbejdsstyrken. I en række brancher melder stadig flere virksomheder om, at de har svært ved at skaffe hænder.

Martin Lidegaard peger blandt andet på Ukraine og Nordafrika som områder, hvorfra der i højere grad end i dag bør tiltrækkes medarbejdere.

- Vi har været vant til, at en masse polakker gerne ville herop og arbejde. Men nu er lønniveauet i Polen steget, og nu begynder polakkerne at tage hjem igen. Jeg tænker på lande som Ukraine, Serbien, Montenegro, men også på nordafrikanske lande. Så længe det er kvalificeret arbejdskraft, som vi har brug for, siger Lidegaard.

Plan på vej fra regeringen

Også regeringen mener, at der er behov for at gøre det nemmere for arbejdsgivere at lede efter medarbejdere uden for Danmarks grænser.

- Efter sommerferien kommer regeringen med et udspil, der skal gøre det lettere at ansætte relevant udenlandsk arbejdskraft, udtalte beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen eksempelvis i maj i forbindelse med offentliggørelsen af nye tal, der endnu engang viste, at flere og flere danskere kommer i arbejde.

På den modsatte side i dette spørgsmål står regeringens støtteparti Dansk Folkeparti og oppositionens største parti, Socialdemokratiet, som ikke mener, at der er samme behov for at åbne op for udenlandsk arbejdskraft. Og de to partier har, sammen med SF, i denne valgperiode blandt andet hævet beløbsgrænsen for, hvor meget man skal tjene, før man kan få tilladelse til at opholde sig og arbejde i Danmark. Grænsen er nu 418.000 kroner om året.

Men dén grænse skal sættes ned, mener Martin Lidegaard.

Socialdemokratiets medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg, Bjarne Laustsen, har for nyligt kaldt det "helt ulogisk at åbne for mere udenlandsk arbejdskraft" og spekuleret i, at "motivet må være at presse lønningerne".

Men det kan godt lade sig gøre at åbne mere op, uden at man oplever såkaldt social dumping, hvor udlændinge arbejder under langt dårligere forhold og til en ringere løn end danskere, mener den radikale ordfører.

- Hvis man gør, som vi foreslår, kræver det, at man også sætter betydeligt flere midler af til at kontrollere, at den danske model ikke bliver undergravet. At der ikke bliver snydt med lønnen, og at der bliver betalt skat, siger Martin Lidegaard.

DF: Der er rigeligt

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Martin Henriksen er lodret uenig med Martin Lidegaard. Han mener ikke, der er behov for at gøre det lettere for danske arbejdsgivere at hente nye medarbejdere i udlandet.

- Danmark importerer allerede tusindvis af udlændinge for at arbejde. Der har aldrig nogensinde været så mange, som der er nu. Det er en myte, at det skulle være meget vanskeligt at hente arbejdskraft til Danmark. Det passer ganske enkelt ikke, siger Martin Henriksen og fortsætter:

- Dansk Industri er umættelige, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Konservative er umættelige. De bliver jo aldrig tilfredse. For dem handler det om at øge arbejdsudbuddet ved at øge indvandringen, og det er ikke vejen frem. Vi har haft massive problemer i årevis med social dumping, netop fordi vi har haft meget udenlandsk arbejdskraft. De sidste år har et flertal i Folketinget så lagt en dæmper på, men det ændrer ikke ved, at virksomhederne stadig kan hente dem, og at der er et rekordhøjt antal udlændinge, som arbejder i Danmark. Og jeg tror egentligt, at der er rigeligt.