Samuelsen: Danmark er allieret med USA – ikke nødvendigvis præsidenten

USA's præsident har endnu engang bragt sindene i kog i Europa efter at have kaldt EU en modstander på handelsområdet.

- USA er stadig Europas tætteste allierede, og det kommer Donald Trump ikke til at lave om på.

Sådan lyder reaktionen fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) på, at den amerikanske præsident anser EU som en modstander på handelsområdet.

Donald Trump har siden marts ført an i en eskalerende handelskrig ikke bare mod EU, men også globalt. Eksempelvis har han truet med at hæve tolden på europæiske biler, og i et interview med CBS Evening News søndag kridtede han endnu engang banen op. 

- Jeg synes, EU er en modstander, sådan som de behandler os i samhandlen. Sådan ville du normalt ikke tænke om EU, men de er altså en modstander, fastslog han i interviewet, som blev lavet i forbindelse med Trumps besøg i Storbritannien. 

Trump brugte udtrykket 'foe', der kan oversættes med fjende eller modstander.

Kommentaren har affødt stærke reaktioner fra flere sider, og blandt andet beskyldes Trump af EU-præsident Donald Tusk direkte for at svække den globale handelsorden. Den bekymring deler Anders Samuelsen. Alligevel mener han ikke, at den bør få betydning for EU's forhold til USA:

- Jeg ser USA som en af Danmark og Europas tætteste allierede, og det kan lidt hård retorik fra den nuværende præsident ikke lave om på. Når det er sagt, så synes jeg, at det er ærgerligt og unødvendigt, at Donald Trump føler sig kaldet til at bruge netop denne retorik.

- Han gik til valg på ”America First”, men det skal helst ikke udvikle sig til ”America Only”, for han burde vide, at handel på tværs af lande og grænser gør os alle rigere, friere og skaber en bedre verden. Derfor er jeg også meget ærgerlig over den protektionistiske handelspolitik, han ser ud til at ville føre. Det er skadeligt for hele verden – ikke mindst Danmark – hvis vi begynder at handle mindre med hinanden. Vi skal i stedet handle mere sammen, siger Samuelsen i et skriftligt svar til TV 2 og tilføjer:

- Donald Trumps retorik er, som den er, og det må vi leve med, men som jeg ser det, så er Danmark allieret med USA – og ikke nødvendigvis altid den siddende præsident. Vi skal have – og vi har – et godt forhold til Donald Trump og hans andre ministre, men politikere kommer og går som bekendt.

Korrespondent: Voldsom bekymring i EU og NATO

Den betragtning får han fuld opbakning til i Folketinget. Her kalder Socialdemokraternes EU-ordfører, Peter Hummelgaard, Trump for både "historieløs" og "farlig", men opfordrer ligesom udenrigsministeren til, at EU's ledere slår koldt vand i blodet og husker på, at der også kommer en tid efter den nuværende præsident.

- EU skal reagere, når der sker konkrete politiske handlinger, som når Trump for eksempel indleder en handelskrig mod Europa. Der er man nødt til at svare igen, og det har vi også gjort. Man er nødt til at vise, at amerikanerne ikke bare egenhændigt kan bryde de aftaler, der er, og hæve toldsatserne, uden at det bliver imødegået med et svar.

- Men de enkeltstående udtalelser tror jeg, man skal registrere og bekymre sig om, men også huske, at der også vil være et USA med en anden ledelse efter Trump.

I EU er unionens præsident, Donald Tusk, og kommissionsformand Jean-Claude Juncker mandag draget til topmøde i Kina for netop at diskutere handelsforbindelser på et årligt topmøde. Det kunne være en mulighed for at indlede nye venskaber som modsvar til Trump, men ifølge Hummelgaard er det ikke en mulighed, der skal udnyttes:

- EU’s interesser er i forvejen alle mulige forskellige steder, men at tro, at vi kan og bør gøre os til tættere allierede med Kina, end vi er med USA, er i min optik kortsigtet. Europas strategiske interesse ligger i tæt samarbejde med amerikanerne, og derfor er det også så enormt ærgerligt og deprimerende at se en amerikansk præsident, som ikke forstår det. For amerikanerne ligger også i et nært slægtskab med europæerne, siger han.

Donald Trump har den seneste uge været på turné i Europa, og mandag fortsætter den i den finske hovedstad Helsinki, hvor han mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Mandag mødes er der topmøde i Helsinki mellem Donald Trump og Ruslands Vladimir Putin. Video: Lars Bach Jørgensen