16x9

Regeringens yngste minister har kæmpet med skandalerne - og han har brugt cognac til at skylle dem ned

Karsten Lauritzen kan godt savne livet som almindelig politiker.

Den øverste skjorteknap står åben. Flipperne på kraven sidder løst. Og ærmerne er rullet op til et stykke over albuen.

Uniformen ligner ikke en ministers. Det gør kropsholdningen heller ikke.

Karsten Lauritzen (V) har krydset benene ind over hinanden og er sunket godt ned i en bred, velpolstret stol med store armlæn. Han føler sig tydeligvis godt tilpas i de omgivelser, hvor han har brugt det meste af sin politiske karriere.

Min departementschef sagde, at jeg skulle tage en sag med hjem og hælde mig en stor cognac op

Karsten Lauritzen

Vi er i samtaleværelset på Christiansborg. Karsten Lauritzen vil hellere mødes her end i sit eget ministerie. For selvom mange nok kender ham som skatteminister, ser han først og fremmest sig selv som folketingsmedlem. Og på Christiansborg findes meget af det, han mangler i sit nuværende job.

Karsten Lauritzen i samtaleværelset på Christiansborg.
Karsten Lauritzen i samtaleværelset på Christiansborg. Foto: Anders Helmer / TV 2

De tre første år som minister har ikke været, som han havde regnet med. Det fortæller han i dette interview med TV 2.

Politikerne bag facaden

TV 2 sætter over sommeren særligt fokus på politikernes personlige oplevelser og tanker om livet i dansk politik.

Cognac til at skylle problemerne ned

Karsten Lauritzen forsøgte ellers at gøre det helt klart for sin departementschef, da han mødte ham for første gang i forbindelse med tiltrædelsen i sommeren 2015.

Han var 31 år, havde ikke været minister før og fortalte, at han ville bruge sin tid på at udvikle politik og have holdninger. De tunge administrative opgaver og driften af ministeriet kunne departementschefen tage sig af.

- Så sagde han til mig, at han måske mente, at jeg godt kunne komme til at bruge en hel del af min tid på drift, husker Karsten Lauritzen i dag.

Han kan ikke lade være med at smile, når han tænker tilbage på mødet med departementschefen.

- Og det må man sige, at han har haft ret i.

Karsten Lauritzen havde store forventninger til sin ministertid, da han blev udnævnt den 28. juni 2015. De mange skandaler i Skat ændrede hurtigt hans planer.
Karsten Lauritzen havde store forventninger til sin ministertid, da han blev udnævnt den 28. juni 2015. De mange skandaler i Skat ændrede hurtigt hans planer. Foto: Keld Navntoft / Scanpix Denmark

Allerede efter få uger som skatteminister begyndte skandalesagerne at vælte frem. Karsten Lauritzen var manden i centrum, og han skulle fortælle offentligheden om danmarkshistoriens største svindelsag og lukningen af det voldsomt kritiserede it-inddrivelsessystem EFI.

Den nye skatteminister var blevet brandslukker, og meget af hans tid gik med at sætte sig ind i teknisk komplicerede emner for at løse problemerne. Det skete blandt andet ved at låne bøger i Skatteministeriet og tage sagsmapper med hjem som aftenlæsning.

Jeg har meget, meget svært ved at se, hvordan jeg skulle kunne få et normalt familieliv til at hænge sammen

Karsten Laurtizen

Holdningsministeren gled hurtigt i baggrunden, men Karsten Lauritzen husker et råd, han fik til at klare sig igennem.

- Min departementschef har sagt til mig på et tidspunkt, at jeg skulle tage en sag med hjem, og at jeg skulle hælde mig stor cognac op og læse den. Det var en meget problemfyldt sag, så det var bedst, man lige sad afslappet og fik den læst, siger Karsten Lauritzen.

Han har ellers siddet i skatteudvalget i fire ud af sine otte år som folketingsmedlem inden ministertiden. Men her fulgte han ikke meget med, fordi udlændinge, integration og retsområdet var mere spændende.

Derfor var investeringen i et par cognacflasker godt givet ud.

- Det råd har jeg brugt nogle gange, lyder det fra Karsten Lauritzen.

Så der er blevet drukket noget cognac i din ministertid?

- Arg, ikke sådan i stort omfang, griner han.

square to 16x9
Karsten Lauritzens erfaring med skatteområdet var begrænset, inden han blev minister. Cognac fik noget af den tunge litteratur til at glide lettere ned. Foto: Anders Helmer / TV 2

Svært at forene med familieliv

Selvom de mange komplicerede sager godt kunne retfærdiggøre det, kan en skatteminister ikke drikke store mængder cognac hver aften. Ministergerningen og de mange medfølgende forpligtigelser kræver meget tid, og det er langt fra unormalt med arbejdsdage på 16 timer.

Jeg kan grundlæggende ikke lide, at der er nogen, der ejer min tid

Karsten Lauritzen

Det vidste Karsten Lauritzen, da han sagde ja til posten. Men efter selv at have prøvet det i tre år, er respekten vokset for de kollegaer, der både skal passe familie og et ministerium.

- Jeg har ikke kone og børn, men jeg har meget, meget svært ved at se, hvordan jeg skulle kunne få et normalt familieliv til at hænge sammen med at passe min ministergerning. Det er meget, meget svært, og der er virkelig nogle, der ofrer noget, fordi de gerne vil noget politisk og vil gøre en forskel, siger han.

Regeringens yngste minister, 34-årige Karsten Lauritzen, har svært ved at se, hvordan familieliv kan forenes med tilværelsen som minister.
Regeringens yngste minister, 34-årige Karsten Lauritzen, har svært ved at se, hvordan familieliv kan forenes med tilværelsen som minister. Foto: Anders Helmer / TV 2

Savner friheden

Den 34-årige minister har også selv måttet give afkald på noget af det, han holder allermest af.

Hold da op, kan jeg klare det?

Karsten Lauritzen har tvivlet meget på sig selv

Han er trådt ind i en verden, hvor han har folk til at tage sig af alt. Pressemedarbejderne tager telefonen, ministerchaufføren kører ham rundt, og embedsmændene rådgiver ham og styrer kalenderen. Plads til selv at tilrettelægge dagene er der ikke meget af.

- Jeg kan ikke lide sådan nogle systemer. Og jeg kan grundlæggende ikke lide, at der er nogen, der ejer min tid, siger Karsten Lauritzen.

Et af de områder, han godt selv vil have fingrene mere ned i, er besvarelsen af borgerbreve. Et ministerium modtager hver dag adskillige henvendelser fra borgere med kommentarer, spørgsmål og opråb om hjælp til at løse bestemte problemer.

De bliver i mange tilfælde besvaret af embedsfolk for senere at blive forelagt ministeren, der blot skriver under. Det skyldes blandt andet, at besvarelserne tager lang tid, og at de skal være helt korrekte.

Karsten Lauritzen vil dog gerne selv svare på mange af dem, så han sikrer sig, at svarerne bliver, som han vil have det. Men det er der ikke tid til i en travl kalender.

- Det der med at være fanget af et system – hoppe op på tigeren – det har jeg syntes, var rigtig, rigtig svært. For jeg kan godt lide min frihed, og man har ikke meget frihed som minister, siger Karsten Lauritzen.

square to 16x9
Karsten Lauritzen deler frustrationer over arbejdslivet med sine venner. Foto: Anders Helmer / TV 2

Har du så ikke haft lyst til at sige til ministeriet, at du selv bestemmer din kalender eller svarer på bestemte ting?

- Jeg har også temperament, og nogle gange har vi haft nogle højlydte diskussioner, men på en ordentlig måde. Og der har da også været lejligheder, hvor jeg har sagt til nogen, at jeg var ked af at have været lidt hård.

Han bruger ofte sine venner til at vende frustrationer i arbejdslivet med og vil ikke uddybe, hvornår temperamentet er løbet af med ham.

- Det holder jeg for mig selv, siger han efterfulgt af et langt grin.

Tvivlede på sig selv

Det har ellers været svært for offentligheden at se, at Karsten Lauritzen føler sig ”fanget af et system”, som han selv kalder det.

Politikeren i mig har måske været klemt en gang i mellem

Karsten Lauritzen

På det ene pressemøde efter det andet har han som en anden firmaets mand stået roligt og fortalt om genopretningsplanerne. Men bag facaden har regeringens yngste minister også tvivlet meget på sig selv.

"Skat ud af krisen" var overskriften på et af de pressemøder, Karsten Lauritzen stod for kort efter sin tiltrædelse. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix Denmark

- Hele det der kæmpe pres, der var i efteråret 2015 på Skatteministeriet var en ordentlig mundfuld, siger Karsten Lauritzen om den første hektiske tid.

- Det var noget af en oplevelse, og jeg tænkte "hold da op, kan jeg klare det? Kan jeg løfte opgaven?". Det har jeg da tænkt over flere gange og tvivlet på, siger han.

Det var især det, at skandalerne i Skat havde hobet sig op over en årrække og syntes næsten uendeligt store, der fik ham til at tvivle.

- Men jeg vokset op med, at når lokummet brænder, så må man fortælle sandheden, så det blev ligesom min model at gå ud og sige åbent og ærligt, at det her er problemerne. Nu må vi arbejde sammen om at få dem løst.

De største problemer i Skat i Lauritzens ministertid

August 2015: Det kommer frem, at udenlandske svindlere har snydt statskassen for milliarder af kroner. Beløbet er siden vokset til over 12 milliarder kroner.

September 2015: Karsten Lauritzen beslutter at lukke det skandaleramte it-inddrivelsessystem EFI. Milliarder af skattekroner er aldrig blevet inddrevet, og borgere har uretmæssigt fået inddrevet forældet gæld.

April 2017: Den samlede gæld til det offentlige er steget voldsomt og er nået op på rekordhøje 100 milliarder kroner.

Juni 2017: Som følge af de massive problemer beslutter regeringen, at Skat skal nedlægges.

Den klemte politiker

Det er vigtigt for Karsten Lauritzen at få et afbræk fra brandslukningen på skatteområdet, og derfor prøver han så vidt muligt at holde fri i weekenden. Gerne i hans sommerhus ”Skattely” i Nordvestjylland. Og så bruger han løbeture til at få tankerne væk.

Det har der været behov for, for jobbet som skatteminister har ikke været, som han havde regnet med. Møgsagerne har fyldt meget, og i 2017 valgte han helt at lukke Skat for i stedet at oprette syv nye styrelser.

- Hvor det meste af min tid er gået med at rydde op i Skatteministeriet og nogle driftsmæssige ting, så har politikeren i mig måske været klemt en gang imellem. Jeg er jo i politik for at mene noget, siger Karsten Lauritzen.

Han slår hænderne sammen foran sig.

- Men nu er det blevet min opgave at rydde op i skattevæsnet, og det gør jeg også gerne.

Karsten Lauritzen erkender, at han ikke er blevet den holdningsminister, han havde håbet. Brandslukning har taget for meget af hans tid.
Karsten Lauritzen erkender, at han ikke er blevet den holdningsminister, han havde håbet. Brandslukning har taget for meget af hans tid. Foto: Anders Helmer / TV 2

Politikeren Karsten Lauritzen har dog ikke været helt forsvundet de seneste tre år, mener han. Skatteministeren siger, at han har været med til at sikre danskerne større retssikkerhed på skatteområdet. Og så fremhæver han, at regeringen har fjernet en lang række afgifter og sænket skatten på arbejde. Alt sammen områder, som er vigtige politiske prioriteter for Karsten Lauritzen.

Det var jeg naturligvis ked af

Karsten Lauritzen mistede i maj pladsen i regeringens magtfulde økonomiudvalg

Skattelettelserne blev dog langt mindre, end regeringen havde ønsket, og de kom først i hus efter et meget dramatisk forløb i december, hvor især Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ragede uklar med hinanden.

Mistede plads i magtfuldt udvalg

Noget af det, Karsten Lauritzen til gengæld har kunnet glæde sig over i hele sin ministertid har været pladsen i regeringens økonomiudvalg. I hvert fald indtil for nyligt.

Økonomiudvalget er et magtfuldt udvalg, som ikke får meget opmærksomhed uden for Slotsholmen, men det er meget eftertragtet at sidde i for ministre. Årsagen er blandt andet, at regeringens samlede økonomiske politik bestemmes her.

Karsten Lauritzen var ikke i tvivl om, at kombinationen af udvalgspladsen og skatteministerposten var attraktiv og sagde derfor med det samme ja til statsministerens tilbud i sommeren 2015.

Derfor ramte det ham også, da han i begyndelsen af maj mistede pladsen. Det skete i forbindelse med regeringsrokaden, der blev udløst af Søren Pinds farvel til dansk politik. Her valgte Lars Løkke Rasmussen (V) at erstatte ham med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

- Det var jeg naturligvis ked af, siger Karsten Lauritzen.

- Men det er jo vilkårene. Det er statsministeren, der sætter holdet, og det er også statsministeren, der bestemmer fordelingen. Og jeg bakker loyalt op omkring de beslutninger, som han træffer, tilføjer han.

Karsten Lauritzen er ked af at have mistet pladsen i regeringens magtfulde økonomiudvalg.
Karsten Lauritzen er ked af at have mistet pladsen i regeringens magtfulde økonomiudvalg. Foto: Anders Helmer / TV 2

Hvorfor var du ked af at miste pladsen?

- Mine muligheder for også at sørge for, at jeg kommer i mål med den her oprydningsopgave er afhængig af de bevillinger, der bliver givet i regeringens økonomiudvalg, og de rammer, der bliver sat. Og det siger jo sig selv, at hvis en ressortminister sidder med i et centralt økonomiudvalg, så bliver der lyttet mere, end hvis man bare inviteres ind, når nu ens dagsordenspunkter er på.

Jeg forfaldt også lidt til nogle gange som parlamentariker at se håret i suppen

Karsten Lauritzen mener, han er blevet en bedre politiker af at være minister

- Så det var en lille bekymring i forhold til at sikre at komme i mål med oprydningsopgaven, hvor jeg kan se, at det bliver så lidt sværere, siger Karsten Lauritzen.

Tror du, det har noget at gøre med, at du støttede Kristian Jensen under formandsopgøret i 2014, og Troels Lund Poulsen støttede Lars Løkke Rasmussen?

- Det tror jeg ikke, lyder det kortfattet fra Karsten Lauritzen.

Er blevet en bedre politiker

Trods den mistede plads i regeringens økonomiudvalg fortæller han, at han i dag er glad for at være skatteminister. Det havde han egentlig ikke troet, at han skulle ende med at sige, men sådan har han det. Også selvom han langt fra altid går glad hjem fra arbejde.

Han er stolt over, at det er lykkes at samle bred politisk opbakning bag mange af de aftaler, der skal sikre et bedre skattevæsen. Og så mener han selv, at han er blevet mere konstruktiv. Det skyldes blandt andet, at han nu har fået et langt bedre kendskab til, hvordan administrationen bag det politiske system fungerer.

Som eksempel nævner Karsten Lauritzen, at han som oppositionsmedlem og retsordfører fra 2011 til 2015 stillede enormt mange spørgsmål til justitsministeren. Det gør rigtig mange politikere, men efter selv at have været minister har Karsten Lauritzen oplevet, at embedsværket bruger mange kræfter og ressourcer på at besvare dem.

- Jeg forfaldt også lidt til nogle gange som parlamentariker at se håret i suppen frem for at se den store helhed. Så det at have været minister i tre år gør efter min opfattelse mig til en bedre politiker, siger Karsten Lauritzen.

Så når du nu kommer ud og måske på et tidspunkt skal sidde i opposition igen, kommer vi så ikke til at se dig stå at lede efter hår i suppen hos regeringen?

- Jo, for det er en del af opgaven, men det er nok ikke det, jeg vil bruge det meste af min tid på. Men jeg tror, man vil opleve, at jeg vil stille færre spørgsmål, men også klogere spørgsmål.

Karsten Lauritzen mener, han er blevet en bedre politiker af at være minister.
Karsten Lauritzen mener, han er blevet en bedre politiker af at være minister. Foto: Anders Helmer / TV 2

På vej væk fra ministeriet?

Og så har vi taget hul på fremtidsplanerne. For hvad skal der egentlig ske med Karsten Lauritzen, hvis blå blok mister magten ved det folketingsvalg, der skal være afholdt om under et år?

Jeg savner da også at må mene noget andet end kun noget om skat

Karsten Lauritzen

Tilbage i maj blev han nævnt som mulig kandidat til den centrale og vigtige post som gruppeformand i Venstre. Den gik i stedet til Karen Ellemann, der stoppede som minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, mens Karsten Lauritzen fortsatte i Skatteministeriet.

Adspurgt, om han dengang tænkte, at det kunne være spændende at forlade ministeriet for til gengæld at få fingrene mere ned i den daglige ledelse af partiet, svarer Karsten Lauritzen, at hans førsteprioritet er gøre oprydningsarbejdet i Skatteministeriet færdigt.

- Det tager lang tid, før man kan se resultaterne, men meget af det politiske og lovgivningsmæssige skal sluttes af i det næste år, og jeg vil gerne køre i mål med den opgave, siger Karsten Lauritzen.

Han afviser dog ikke, at han var i spil til posten som gruppeformand.

- Der er da ikke nogen tvivl om, at jeg savner at være parlamentariker og det parlamentariske arbejde, siger Karsten Lauritzen.

Savner at mene noget om andre områder

Skulle det ske, at blå blok genvinder regeringsmagten efter næste valg – og det understreger Lauritzen, at han tror og håber på - vil han imidlertid gerne fortsætte som minister. Han afviser ikke at skulle blive i Skatteministeriet, men er bestemt også klar på et andet område.

- Jeg savner da også at må mene noget andet end kun noget om skat, siger Karsten Lauritzen og nævner, at han stadig har masser af holdninger til eksempelvis retsområdet, udlændinge og integration, samt miljøpolitik.

- Det kunne være spændende at prøve at være i et ministerium, hvor man bruger nogle penge, frem for at sidde der, hvor man kradser dem ind, siger Karsten Lauritzen.

Han rejser sig fra den dybe stol og forlader samtaleværelset og Christiansborg. Arbejdet med at kradse penge ind i hans nuværende job er ikke overstået.

square to 16x9
Som minister er det sjovere at dele penge ud end kradse dem ind, mener Karsten Lauritzen. Foto: Anders Helmer / TV 2