Trump var glad efter NATO-møde - men Løkke afviser at have lovet ham noget

Danmark kan ikke love et forsvarsbudget på to procent af BNP'et. Det har Løkke meldt klart ud til Trump.

Den amerikanske præsident Donald Trumps udlægning af det netop overståede NATO-topmøde er helt gal.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde torsdag eftermiddag i Bruxelles.

Efter to dage med kaos og hård kritik af NATO-samarbejdet var Donald Trump torsdag middag pludselig godt tilfreds, da han forlod mødet. Han føler sig overbevist om, at NATO-landene har lovet, at deres forsvarsudgifter inden få år når op på målsætningen om at udgøre to procent af bruttonationalproduktet (BNP).

Jeg er et vældigt stabilt geni

Donald Trump

Men det har Danmark slet ikke lovet, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Nej, det kan jeg sige med bestemthed, jeg har tværtimod været meget, meget klar om præcis det modsatte, siger han.

Trump: Jeg er et vældigt stabilt geni

Danmark er sammen med mange andre NATO-lande langt fra målsætningen om i 2024 at have forsvarsudgifter i nærheden af to procent af BNP. Det er Donald Trump utilfreds med, fordi USA med 3,5 procent allerede er langt over. Han mener, de amerikanske skatteydere udnyttes.

Derfor har han i løbet af det to dage lange NATO-topmøde langet hårdt ud efter de andre lande, men torsdag middag var han pludselig vendt på en tallerken. Han kaldte blandt andet topmødet "fantastisk".

Den Twitter-glade og til tider uforudsigelige præsident blev spurgt, om han kunne finde på at skifte holdning, når han senere på dagen satte sig til rette i Air Force One. Det afviste han.

- Jeg er et vældigt stabilt geni.

Donald Trump under det improviserede pressemøde i Bruxelles torsdag

Klar besked til Trump

Lars Løkke Rasmussen er glad for, at den amerikanske præsident er tilfreds, men han understreger, at Danmark ikke når op på de to procent i 2024. Ifølge ham giver det slet ikke mening kun at kigge på udgifterne.

Statsministeren fremhæver, at Danmark bidrager meget til internationale missioner, og at de danske tabstal i Afghanistan sammenlignet med befolkningstal er lige så høje som amerikanernes.

- Jeg har i direkte og klar tale, gjort det klart for ham, at vi ikke vil acceptere at blive målt på, hvor mange penge vi bruger, men i høj grad også, hvordan vi bruger dem, siger Lars Løkke Rasmussen, der mener Danmark kan være indsatsen bekendt.

Han tilføjer, at det allerede aftalt, at de danske forsvarsudgifter stiger de kommende år, så de i 2023 ender på omkring 1,3 procent af BNP. Det bliver der ikke ændret på, lyder det. Regeringslederne i Frankrig og Italien gør det ligeledes klart, at de ikke har planer om at bruge flere penge på forsvar, end der allerede er planlagt.

Lars Løkke Rasmussen tror, at årsagen til Donald Trumps pludselige begejstring skal findes i, at det i løbet af mødet er blevet klart for ham, at det er for firkantet udelukkende at se på forsvarsudgifterne.

Trumps opførsel "helt uden fortilfælde"

NATO-topmødet i Bruxelles onsdag og torsdag har været både tumultarisk og kaotisk, og her har Donald Trump spillet en hovedrolle.

Det begyndte allerede tidligt onsdag, hvor han under en morgenmad med NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, langede hårdt ud efter Tyskland.

Størrelsen af medlemslandenes forsvarsbudgetter er det store stridspunkt, når NATO's medlemslande mødes til topmøde i Bruxelles onsdag. Video: Kasper B. Andreasen

For rullende kameraer og med appelsinjuice i glasset holdt Donald Trump en enetale, hvor han beskyldte Tyskland for at holde igen med forsvarsudgifterne og være i lommen på Rusland på energiområdet. Blandt andet fordi tyskerne støtter etableringen af den omdiskuterede gasledning Nord Stream 2, der skal sende russisk gas til Europa.

- Tyskland er fanget af Rusland, fordi det får så meget af sin energi fra Rusland. De betaler milliarder af dollar til Rusland, og vi skal forsvare dem mod Rusland, lød det fra Donald Trump.

- Det er jo helt uden fortilfælde i NATO's historie, at alliancens mægtigste mand opfører sig sådan over for den administrerende direktør i fællesskabet, hvad Stoltenberg jo er. Men hvis man ser på, hvem Trump er, var hans retorik ikke noget ud over det sædvanlige.

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), bemærkede onsdag amerikanernes bekymring over Nord Stream 2 og medgav, at den efter hans opfattelse er "andet og mere end en gasledning".

Lykke Friis fortæller, at Tyskland ikke mener, at det passer, når Trump udtaler, at de er i lommen på Rusland.

Erklæring uden Trump-imødekommelse

Undervejs på topmødet stillede Donald Trump også forslag om, at alle NATO-lande skal øge forsvarsudgifterne til fire procent af BNP. 

Lars Løkke Rasmussen betegnede torsdag morgen forslaget som ren retorik og havde svært ved at tage det alvorligt.

- Trump har jo også det synspunkt, at amerikanerne skal betale mindre. Amerikanerne bruger jo 3,5 procent, så man kan jo ikke både sige fire procent og betale mindre, end hvad man gør i dag, lød det fra den danske statsminister.

I en fælles erklæring fra samtlige NATO-lande onsdag aften, som også USA står bag, er der heller ikke nævnt noget om et krav på fire procent. Målsætningen om de to procent står ved magt, og i erklæringen blev der lagt vægt på den såkaldte musketered.

- Ethvert angreb på en allieret vil blive betragtet som et angreb på os alle, lød det blandt andet.

Statsminister, Lars Løkke Rasmussen, kalder Trumps krav for ren retorik.