Trump langer hårdt ud efter Tyskland før vigtigt topmøde

Størrelsen af medlemslandenes forsvarsbudgetter er det store stridspunkt, når NATO's medlemslande mødes til topmøde i Bruxelles onsdag.

Selvom flere NATO-lande for øjeblikket øger deres forsvarsudgifter, er der meget lang vej igen, før Donald Trump er tilfreds.

Det siger den amerikanske præsident forud for onsdagens NATO-topmøde i Bruxelles, hvor netop forsvarsudgifterne er det helt centrale spørgsmål.

- Over de seneste år er der givet omkring 40 milliarder dollars (254,5 milliarder kroner, red,) mere for at hjælpe NATO, men det er overhovedet ikke nok, siger Donald Trump under et formøde med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Unfair for amerikanske skatteydere

NATO-landene vedtog i 2014 at stræbe efter, at forsvarsudgifterne i de enkelte medlemslande senest i 2024 kommer op i nærheden af to procent af bruttonationalproduktet. På nuværende tidspunkt er kun en håndfuld lande over de to procent.

Udvalgte NATO-landes forsvarsudgifter af bruttonationalproduktet.
Udvalgte NATO-landes forsvarsudgifter af bruttonationalproduktet. Foto: TV 2

USA ligger klart i spidsen med 3,5 procent, mens Grækenland, Estland, Storbritannien og Letland alle ligger lige over to procent.

I Danmark er forsvarsudgifterne øget fra 1,17 procent af bruttonationalproduktet sidste år til 1,21 procent i år, men der er altså fortsat meget langt op til de to procent.

Forud for topmøde giver Donald Trump sig selv æren for, at NATO-landene har øget deres forsvarsudgifter. Video: Morten Nielsen

- USA bruger alt for meget, og andre lande betaler ikke nok. Især nogle, siger Donald Trump.

- Sådan har det været i årtier, og det er skuffende og unfair over for de amerikanske skatteydere, og det skal vi have gjort retfærdigt, tilføjer han.

Langer hårdt ud efter Tyskland

Den amerikanske præsident langer især ud efter Tyskland. Han siger, landet er rigt og let kan øge sine forsvarsudgifter, men ifølge Donald Trump er tyskerne på energiområdet for afhængig af Rusland.

- Tyskland er fanget af Rusland, fordi det får så meget af sin energi fra Rusland. De betaler milliarder af dollar til Rusland, og vi skal forsvare dem mod Rusland, siger Donald Trump.

Han roser dog også NATO’s generalsekretær, nordmanden Jens Stoltenberg, for at forsøge at rykke de øvrige medlemslande.

- Jeg vil gerne komplimentere generalsekretæren. Han har arbejdet meget hårdt for at løse dette problem.

Vil ikke være Europas forsikringsselskab

Kravet for Trump er velkendt og voldsomt, men samtidig et, som de europæiske lande bør tage alvorligt. For ifølge Philip Christian Ulrich, udenrigsredaktør på mediet Kongressen.com, der dækker amerikansk politik, er kravene bakket op af en voksende frustration i den amerikanske befolkning:

- Amerikanerne er enormt trætte af at betale regningen. De synes, det er unfair, at europæerne bruger penge på deres velfærdsstater i stedet for at bruge penge på militæret, og det skaber en frustration hos den amerikanske befolkning, der nu er kogt over og kommer til udtryk hos den amerikanske præsident, siger han til TV 2.

Philip Christian Ulrich, udenrigsredaktør på mediet Kongressen.com, analyserer Donal Trumps kritik af NATO-landene. Video: Morten Nielsen

Før Trump har både Barack Obama og George W. Bush i deres præsidentperioder forsøgt at få Natos øvrige medlemslande til at betale mere. Men ifølge Philip Christian Ulrich har Trump nu strammet skruen.

-  Han har flere gange sagt, at hvis det for eksempel brænder på i Baltikum, hvorfor skulle han så komme og hjælpe. Hvis vi som privatpersoner ikke betaler vores forsikringer, så kommer forsikringsselskabet ikke og hjælper, og USA er jo i NATO det store forsikringsselskab, siger Philip Christian Ulrich

Løkke: Vi tager et stort ansvar

Donald Trump varmede allerede i sidste uge op til topmødet i NATO ved at sende et brev til flere statsledere, blandt andet Danmarks Lars Løkke Rasmussen (V). Her understregede han, at Danmark er langt fra målsætningen om de to procent.

Her er Trumps brev til Løkke:

Brevet fra Donald Trump til Lars Løkke Rasmussen
Brevet fra Donald Trump til Lars Løkke Rasmussen Foto: TV 2

Den danske statsminister mener imidlertid, at vi kan være indsatsen bekendt.

- Jeg blev ikke overrasket over brevet fra Trump. Brevet har et ensidigt fokus på militærudgifter i procent af BNP. Danmark tager et stort ansvar i forhold til det internationale generelt og i forhold til NATO i særdeleshed. Målt i militærudgifter per indbygger indtager Danmark en 5. plads, lød det i sidste uge i et skriftlig svar fra statsministeren til TV 2.

- Med det nye forsvarsforlig investerer vi 20 procent mere i militæret og øger rammen til internationale operationer med 50 procent. Vi kan godt være vores bidrag til den fælles sikkerhed bekendt, og Danmark tager til Nato-topmøde i næste uge med ryggen rank.

Lars Løkke Rasmussen deltager også i onsdagens NATO-topmøde.