KOMMENTAR: Trump på vej ind i uge, der kan definere hele hans præsidentskab

16x9
Ifølge Mirco Reimer-Elster, vil mandagens beslutning, uanset hvad der ellers sker i Trumps præsidenttid, få kolossal betydning og stå tilbage som noget, størstedelen af det konservative USA vil være Trump evig taknemmelig for. Foto: Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Modsat flertallet af danskerne går præsidenten ikke på sommerferie endnu. Tværtimod.

Nogle gange kan det godt komme bag på mig, at Donald Trump kun har været præsident i halvandet år. Tempoet og begivenhedernes gang har været hæsblæsende, og en uge i Trumpland kan ofte føles som en måned, og en måned i Trumpland føles ofte som et år.

Så hvis du, kære læser, enten er ved at være forpustet eller kørt træt i amerikansk politik, særligt i dette dejlige sommervejr, kan jeg godt forstå dig. Sådan har jeg det også til tider. Okay, det var faktisk løgn. Tværtimod vil jeg komme med et opråb her i sommervarmen: Hold ud og følg med!

For præsident Trumps kommende uge er i den grad værd at følge med i. Både fordi der er meget på spil for præsidenten, og fordi udfaldet kommer til at få store og langsigtede konsekvenser – og det vel og mærke ikke bare for amerikanerne, men også for os europæere.

Trumps største indenrigspolitiske beslutning venter

På mandag offentliggør Trump, hvem han helst vil se som efterfølger til den afgående højesteretsdommer Anthony Kennedy, der ofte var tungen på vægtskålen blandt de ni medlemmer af den amerikanske højesteret.

Præsidenten får dermed for anden gang på bare atten måneder mulighed for at nominere en højesteretsdommer. En dommer der kommer til at sidde på livstid og kommer til at træffe store juridiske beslutninger om, hvilken retning det amerikanske samfund bevæger sig i.

Trump vil dermed allerede halvvejs inde i sin første embedsperiode have udvalgt lige så mange højesteretsdommere, som Bush og Obama hver fik udnævnt i løbet af deres otteårige perioder.

Og ikke nok med det. For modsat Bush og Obamas udkårne vil Trumps nominering kunne ændre magtbalancen i højesteretten helt afgørende. Ingen amerikansk præsident de seneste knap tredive år har haft mulighed for at tilte balancen så markant til enten højre eller venstre, som Trump får nu.

Mandagens beslutning vil derfor, uanset hvad der ellers sker i Trumps præsidenttid, få kolossal betydning og stå tilbage som noget, størstedelen af det konservative USA vil være Trump evig taknemmelig for.

Vi er med andre ord vidne til præsidentens største indenrigspolitiske beslutning indtil videre.

Akavede topmøder i Europa

I den forbindelse må jeg indrømme, at jeg er forbløffet over den dårlige timing, som forretnings- og marketingsmanden Trump har lagt for dagen.

For nomineringen kommer, lige inden præsidenten sætter sig i præsidentflyet Air Force One og drager mod Europa til en række topmøder. Topmøder, der bedst kan beskrives som værende akavede, og som kommer til at tage pusten fra den solstrålehistorie – set med Trumps øjne – som højesteretsnomineringen er.

Først drager præsidenten til NATO-topmødet i Bruxelles.

Her vil stemningen være anspændt, fordi der fortsat hersker tvivl om, hvorvidt USA's præsident egentlig kan se en mening med den fælles forsvarsalliance. Hjerteblod bliver den nok aldrig for ham, men lidt mere entusiasme vil blive modtaget med kyshånd i Europa.

Det skal man dog ikke forvente.

Tværtimod kommer præsidenten næppe til at arrivere i bedste sommerhumør, da en lang række lande – med tyskerne i spidsen – fortsat ikke agter at leve op til NATO`s målsætning om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (BNP, red.) på forsvarsbudgettet. Tværtimod har tyskerne lige meldt ud, at de kun vil bruge 1,5 procent af BNP i 2024 – vel og mærke det år, som NATO-landene ellers i 2014 forpligtigede sig til at komme op på de 2 procent af BNP.

Man kan ikke fortænke præsident Trump i at føle sig bare en anelse provokeret af tyskernes udmelding. Og som bekendt er Trump en åben bog, så den frustration vil stå til offentligt skue for alle i den kommende uge.

Efter diskussionerne i Bruxelles om uenighederne om de magiske to procent drager Trump videre til Storbritannien. Normalt vil sådan et besøg hos en tæt amerikansk allieret være guf for en amerikansk præsident. Men den historisk tætte allierede har selv sit at rode med efter Brexit, og præsidenten er forhadt i store dele af befolkningen.

Faktisk er Trump så upopulær i Storbritannien, at præsidenten og hans britiske vært har følt sig nødsaget til at gå en stor bue udenom hovedstaden og regeringsbyen London for ikke at blive mødt af store protester (inklusive en oppustelig Baby-Trump-ballon). Men mon ikke Trump kommer til at kommentere protesterne alligevel i en eller anden form (læs: på Twitter)?

Til møde med Putin

Og sidst men ikke mindst venter så mødet med den russiske præsident Vladimir Putin i Helsinki.

Forholdet mellem de to ledere har været genstand for alverdens spekulationer og bekymringer; ikke mindst i mange europæiske hovedstæder. At Trump fortsat giver udtryk for, at han har mere tillid til russernes benægtelser end hans egne spioners efterretninger - når det kommer til den russiske indblanding under det amerikanske præsidentvalg - forbliver et stort mysterium. Derfor er der også en stor usikkerhed og frygt i Europa om, hvad der kan komme ud af et direkte møde mellem Trump og Putin.

Hvad man til gengæld kan sige med en vis sikkerhed er, at mødet mellem Putin og Trump vil blive overværet med næsten lige så stor spænding, som da Reagan og Gorbatjov mødte hinanden for første gang i Geneva i 1985.

Jeg ved godt, at sommerferie for mange danskere også betyder en ferie fra det store fede Trump show. Men med præsidentens tætpakkede program i den kommende uge vil jeg se frem til at skifte badeshortsene ud med analytikerhatten for endnu en stund. For som man siger: Den danske sommer kommer og går, men hvad Trump foretager sig, det består. Okay, det er der nok ikke nogen der siger, men det er en meget god huskeregel.