Nu kommer der pant på saft- og juiceflasker

I kampen mod plastikforurening har regeringen besluttet at udvide pant- og retursystemet.

Tomme flasker med juice og koncentreret saft skal op af skraldespanden og ind i pantsystemet.

Pant på juice- og saftflasker

Initiativet gælder juice- og saftprodukter i plast, glas og metal.

Fra 1. januar 2020 kommer der: 

  • 1 kr. pant på glasflasker og dåser under en liter
  • 1,5 kr. fpant på plastflasker under en liter
  • 3 kr. pant på al emballage mellem 1-20 liter 

I forvejen er der pant på øl, sodavand, kildevand, iste, cider, alkoholsodavand, energidrikke og limonader.

Det har regeringen besluttet, der med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen netop har præsenteret et nyt initiativ i kampen for plastforurening. Ikke helt tilfældigt foran en pantautomat i en københavnsk dagligvarebutik.

- Når jeg står derhjemme og har en tom sodavandsflaske og en tom saftevandsflaske i hånden, så er det lidt besynderligt, at den ene skal hen i plastikposen, og den anden skal hen i pantposen. Nu skal de begge to i pantposen, og så har vi lidt bedre samvittighed, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV 2.

Det har vi efterspurgt i snart mange måneder

Christian Rabjerg Madsen, miljøordfører i Socialdemokratiet

52 millioner flere glas- og plastikflasker

Ministeren regner med, at initiativet, der træder i kraft 1. januar 2020, vil sende 52 millioner flere plast- og glasflasker ind i pantsystemet.

Han mener, at initiativet er en naturlig forlængelse af det nuværende pantsystem, der i 2005 kom til også at omfatte alkoholsodavand og energidrikke, og i 2008 at omfatte forskellige læskedrikke og kildevandsflasker.

I dag bliver cirka 3,5 millioner flasker og dåser med pant afleveret i retursystemet. Sidste år løb det op i 1,2 milliarder flasker og dåser, og det har ifølge Dansk Retursystem skånet atmosfæren for 114.000 tons CO2.

Nu er det juice- og saftflasker i dag. Kunne man forestille sig andre ting fremover. For eksempel pant på mælkeflasker?

- Udfordringen med mejeriprodukter er, at de har det med at blive lidt sure når de har stået lidt længe. Og det betyder noget for de maskiner, vi kommer dem ind i, siger Jakob Ellemann-Jensen, som altså ikke ser en oplagt yderligere udvidelse lige om hjørnet.

S: - Regeringen har været for langsomme

S-ordfører på miljøområdet, Christian Rabjerg Madsen, kalder initiativet ”vand på Socialdemokratiets mølle”.

I sidste måned fremlagde en samlet rød blok et udspil på området, hvor også højere afgifter på plastikposer indgik.

- Det er positivt, at regeringen endelig handler på det her og udvider pantsystemet. Det har vi efterspurgt i snart mange måneder, siger han til TV 2.

Men er det ikke let at sige, når I ikke selv gjorde noget ved problematikken, da I sad i regering?

- Nej, det synes jeg ikke. Det er regeringen, der har haft ansvaret de sidste tre år, og dem, der har ansvaret for at indkalde til forhandlinger om en samlet plastik-strategi for at mindste plastaffald. Det haster, siger Christian Rabjerg Madsen.

Miljøpolitisk rådgiver for Danmarks Naturfredningsforening mener, at fokusset på plast bland andet er kommet på grund af den skade, folk ser, plast gør på dyr.

Samlet plast-plan efter sommer

Til det, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen:

- Jeg har kun siddet som minister i to måneder, og jeg beklager, at jeg lige skulle finde mit skrivebord først.

Han forventer, at regeringen efter sommeren kommer med en samlet plasthandlingsplan, som vil rumme flere initiativer for at få bugt med plastikforureningen uden for skraldespandene.