Noa Redington vandt den store politiske quiz: - Jeg er jo bare en fritidsanalytiker

Politisk kommentator Noa Redington kan nu smykke sig med titlen som Überbesserwisser. Jeg er ydmyg og overvældet, lyder det fra kommentatoren.

Tilbage i januar blev de politiske kommentatorer i NEWS-magasinet Besserwisserne bedt om at svare på 15 spørgsmål om dansk politik frem mod sommerferien.

Nu kan quizzen gøres op. Og her glimrer politisk kommentator Noa Redington som topscorer med 12 ud af 15 rigtige og kunne derfor lade sig hylde som sæsonens Überbesserwisser:

- Jeg er jo sådan en fritidsanalytiker, og de andre er jo fuldtidsprofessionelle. Jeg tror, at man vil tale om miraklet i juni fremadrettet, sagde den tidligere Helle Thorning-spindoktor om sin sejr i den politiske quiz.

TV 2s politiske redaktør Anders Langballe scorer en fornem andenplads med 11 rigtige. Men andenpladsen må dog deles med Altingets politiske kommentator Erik Holstein, der også scorer 11 rigtige.

I forhold til de øvrige kommentatorer og redaktører havde Noa Redington ramt plet på samtlige spørgsmål om sæsonens sidste Megafon-måling.

Her havde han forudset, at Alternativet ville stå som Folketingets mindste parti, at Nye Borgerlige ville stå over spærregrænsen på 2,0 procent, at Venstre ville stå som blå bloks største parti i målingen og at rød blok samtidig ville have en føring på 5 mandater eller mere i målingen.

Noa Redington ramte forkert på tre spørgsmål i quizzen. Han havde forventet, at der ville blive lavet en energi-aftale inden sæsonafslutningen på Besserwisserne. Og så havde han ikke ventet, at der ville blive skiftet mere end én minister i regeringen i første halvår.

Som bekendt er der blevet rokeret i to omgange i dette forår i VLAK-regeringen. I maj sagde Søren Pind (V) og Esben Lunde Larsen (V) farvel som ministre og her i juni takkede den Konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen af.

Endelig havde Noa Redington ikke forventet, at et politisk flertal ville indgå en aftale om at beskære Danmarks Radios budget med 20 procent.

Noa Redington skal forsøge at forsvare sin Überbesserwissertitel i efteråret, når 'Besserwisserne' og Lasse Sjørslev byder velkommen en til ny sæson fra den 17. august, klokken 18.20 på NEWS.