Maskerne falder i Tibet-sagen

16x9
(ARKIV) Demonstration mod Kinas menneskerettighedsovertrædelser over for Tibetpå Højbro Plads i København fredag d. 15. juni 2012. Foto: Dennis Lehmann / Scanpix Denmark

Nye oplysninger om politiets snydemodel ved kinesiske statsbesøg får nu for alvor tibet-sagen til at eksplodere.

Afhøringerne rundede de 70. Mødedagene 25. Og siderne i rapporten 2000. Tibetkommissionen havde nok at lave, inden konklusionerne blev afleveret til regeringen og Folketinget i december 2017.

Dertil 400 afhøringer i Den Uafhængige Politiklagemyndighed af enhver politimand, der havde et minimum af berøring med sagen. En slags benarbejde for Kommissionen.

Men først nu falder maskerne for alvor i Tibet-sagen om Grundlovsbrud, når kinesiske statsledere besøgte København.

Nye oplysninger betød i går, torsdag 14. juni, at justitsminister Søren Pape Poulsen udvider undersøgelsesfeltet, det såkaldte kommissorium, for Tibetkommissionen, som han gennedsatte i sidste uge.

Og i dag, fredag, meddeler Statsadvokaten for København, Lise-Lotte Nilas, at hun på sin side har bedt Politiklagemyndigheden om at se på sagen igen.

Det foreløbigt vigtigste vidneudsagn i sagen kom nemlig slet ikke hos Politiklagemyndigheden eller under Tibetkommissionens afhøringer i de ydmyge lokaler på Fremtidsvej 1 i Søborg for over et år siden, men først i går i en lang række medier, herunder naturligvis TV2/News. En tidligere leder for motorcykelbetjentene i Københavns Politi, Ole Kahr, kunne fortælle om en helt almindelig praksis under kinesiske besøg.

Politiet skulle skærme kineserne fra utilfredse danske aktivister. De følsomme kinesere måtte ikke se demonstrationer mod deres fremfærd i Tibet eller brud på menneskerettighederne.

Politiet snød simpelthen aktivisterne. De fortalte om ruten, kineserne ville køre. Men tog en anden, så demonstranterne viftede med flag og skreg paroler ud i den blå luft. Men det havde ikke noget med sikkerhed at gøre. Kun kinesernes forfængelighed.

- Alle ledende politifolk kender til den her praksis. Sådan har det altid været, forklarede Ole Kahr.

Problemet er bare, at den slags kispus med demonstranter er brud på Grundloven eller i hvert fald ånden i den.

Både under besøg i 1995, 2002 og 2011. Understreget af den taktiske befaling fra Københavns Politi, der også blev kendt i går. Da den kinesiske udenrigsminister meldte sin ankomst til landet i 2011, gjaldt det om at holde nyheden hemmelig så længe, at traditionelle demonstranter ikke kunne nå at aktivere deres protester.

Ikke bruge snydemodel

Ballonen revnede for alvor i juni 2012, da den kinesiske præsident Hu Jintao var på officielt statsbesøg. Her kunne politiet ikke benytte snydemodellen. Christiansborg ligger trods alt, hvor Christiansborg ligger. Og der er kun en eneste officiel indgang til den obligatoriske middag med Majestæten. Gennem Dronningeporten hen over Christiansborg Slotsplads.

Nu tegner sagen et billede af, at politiet trods den geografiske udfordring stadig tog det nidkært alvorligt at skærme kineserne. Operationsbefalingen taler om, at kineserne ”ikke må tabe ansigt”. Forstået sådan, at det kunne fornærme, hvis præsidenten så Tibet-flag og demonstranter.

Og da man ikke kunne vælge en alternativ rute uden for syns- og hørevidde, så blev løsningen øjensynligt at rive flag fra aktivisterne og køre politimandskabsvogne ind foran de lovlige demonstranter. Så slap Hu Jintao stadig for at se dem og kunne blive i vildfarelsen om, at ingen i Danmark havde noget at protestere over.

Måske var den gået igen, hvis ikke Tibet-aktivisterne denne gang tabte tålmodigheden og lagde sag an mod politiet ved domstolene og samtidig fik hidset adskillige retsordførere på Christiansborg op til at stille byger af spørgsmål.

Melodi blev messet

Ikke at politiet var videre hjælpsomme med svarene. Melodien blev messet, som var det en Helmig-sang op til VM: Der var ikke en generel ordre om at tage flag fra folk og skærme demonstranter af. Tonen kom dog til at lyde falsk, da Landsretten ikke tog politiets forklaring for pålydende. Og det hele blev ikke mindre pinligt, da en ny ledelse i Københavns Politi derefter ”fandt” den pågældende operationsbefaling. Tre år efter besøget.

Daværende justitsminister Søren Pind fra Venstre skulle ikke nyde noget af at holde hånden over nogen. Han nedsatte sammen med Folketinget straks den oprindelige Tibetkommission.

Det var ikke det eneste. Københavns Politi afviste længe, at de havde taget Tibet-flag fra aktivisterne. Trods levende billeder, der klart syntes at vise det modsatte. Lige indtil, der blev fundet et par flag på en politistation på Amager. Så måtte man beklage de forkerte svar. Det hele måtte skyldes, at enkelte politifolk havde været lidt for overivrige i tjenesten, måtte vi forstå.

Landsretten og de spørgelystne retspolitikere ville gerne have en udskrift af politiets radiokommunikation under præsidentens besøg. Men politiets første reaktion var, at det ville være så ressourcekrævende og dyrt, at det nærmede sig det umulige. Desværre for den forklaring var den daværende konservative retsordfører Tom Behnke selv tidligere politimand, som havde svært ved at forstå besværet, når man nu kendte de interessante tidspunkter. Så tog det alligevel ikke megen tid.

Kommunikationen indeholdt blandt andet de klare ord: ”Tag flaget fra dem”, da en betjent i marken spurgte hjem om forholdsordre.

Ulovligt tilbageholdt

Politiet var heller ikke i stand til at identificere de to betjente, der, med rettens senere ord, ulovligt tilbageholdt en demonstrant, Thomas Götz, i Kongens Have med sit Tibet-flag. Men da Landsretten havde talt, og Politiken havde offentliggjort et foto af situationen, så kom betjentene selv på banen med deres Politiforbunds mellemkomst. Det havde de ingen problemer med, da de blot havde handlet efter ordre. Sværere var de ikke at finde.

Ligeledes måtte vi forstå på politiet, at det var demonstranterne selv, der brød aftalen med politiet og grundlaget for den tilladte demonstration på Højbro Plads ved Christiansborg, så politiet måtte køre fire mandskabsvogne foran aktivisterne. Argumentet var, at aktivisterne begyndte at rykke frem, da Kina-præsidenten nærmede sig.

Problemet med den forklaring var bare, at TV2/News udsendte live-reporter, Lisbeth Davidsen, timer tidligere kunne fortælle, hvad der skulle ske. Hu Jintao ville aldrig komme til at se demonstranterne. Mandskabsvognene holdt klar i en sidegade.

Alt det var kendt af den oprindelige Tibetkommission. Alligevel sad politichef efter politichef og forklarede Kommissionens tre medlemmer med landsdommer Tuk Bagger i spidsen, at det kom lige så meget bag på dem som alle andre, da skeletterne faldt ud skabet. Trods polemik, medieomtale og samråd på samråd i Folketinget, så havde ingen anet uråd.

De vidste intet og var lige så bestyrtede over det, de også godt nu kunne se, lignede Grundlovsbrud. Sagde de. Som bekendt endte ansvaret derfor især på de to mellemledere, der havde det operative ansvar på dagen for præsidentbesøget.

Ikke belæg for mere

Kommissionen kunne ikke finde belæg for mere. Ingen ordre fra højere magter. Ministre og embedsmænd var om ikke uskyldsrene, så i hvert fald helt uden ansvar for Grundlovsbrud. Jo, der var måske nok skabt en stemning af, at intet måtte gå galt. Eksportordrer for et tocifret milliardbeløb var på spil og kunne ende som ingenting, hvis kineserne blev fornærmede. Men at bryde Grundloven for at undgå kinesisk ansigtstab, kendte ingen til.

Det kan man tro på eller lade være. De fleste i politiet er i hvert fald overbevist om, at det hele kom oppefra. Det var ikke noget, deres kolleger fandt på.

Tibetkommissionen havde også selv svært ved at lukke sagen efter det officielle sidste punktum. Formanden, landsdommer Tuk Bagger, brokkede sig til DR-gravejournalist Jesper Tynell. Hendes kommission havde ikke fået adgang til alt materiale.

Ledende politifolks mailbokse blev slettede 30 dage efter, de havde forladt tjenesten som pensionister. Og i Udenrigsministeriet havde det været op til embedsmændene selv at sortere i deres materiale for at finde frem til det, de personligt mente, at kommissionen havde brug for. Tibetkommissionen havde aldrig haft det fulde overblik.

Første svar fra myndighederne var, at det var normal praksis, og nu seks år efter kunne der ikke gøres noget ved det. Derefter måtte myndighederne nødtvungent indrømme, at filer kunne gendannes.

Politiet fandt en hidtil ukendt server med nyt materiale. Og en presset justitsminister, Søren Pape Poulsen fra de konservative, besluttede at gennedsætte kommissionen.

Og så i går. Den taktiske befaling fra 2011 er altså ”pludselig” dukket op. Ledsaget af vidneudsagnene om en årelang praksis.

Søren Pape gjorde det indlysende fornuftige. Udvidede undersøgelsesområde og kommissorium med ord som kæmpe skandale. Ord som statsminister Lars Løkke Rasmussen og alle øvrige politikere til Folkemødet på solbeskinnede Bornholm hurtigt gjorde til deres.

En noget anden opfattelse end den, daværende politidirektør for Københavns Politi under præsidentbesøget, Johan Reimann. Da han forklarede sig for Tibetkommissionen, var holdningen nemlig tæt på det arrogante, da hele sagen med hans ord var ”en fjer, der var blevet til syv høns”. Og ikke de fem, som vi andre plejer at nøjes med.

Nu skal Tibetkommissionen kulegrave sagen igen. Hele sandheden skal frem. Det må aldrig ske igen for at citere Rigspolitichef, Jens Henrik Højbjerg. Altså en noget andet holdning end Reimanns.

Sager forældet

Ingen taler om, at kommissionen kun kan håbe på at placere et ansvar. Anklagemyndigheden kan ikke efterfølgende lade nogle bøde for Grundlovsbrud. Strafferetligt bliver sager om embedsmisbrug og pligtforsømmelse normalt forældet efter to år. Selv, når det gælder brud på Grundloven.

Når Den Uafhængige Politiklagemyndigheder alligevel skal se på det strafferetlige ansvar, så skyldes det den sag ved Domstolene, der verserer mod de to politiledere med ansvaret på dagen. De er tiltalt for falsk forklaring for retten under den sag, som flere Tibet-aktivister havde anlagt mod myndighederne. En alvorlig anklage, der kan føre til fængselsstraf. De to erklærer sig ikke skyldige, og deres advokater ser endda det nye materiale, som væsentligt i deres forsvar af deres klienter.

Her hjælper forældelsen formentlig ikke. For falsk forklaring er fristen på hele ti år.

Måske – det vil vise sig – skal en række af cheferne fra Københavns Politi derfor være glade for, at de ikke på tilsvarende måde har forklaret sig under vidneansvar i Tibetkommissionen. Der var ikke pligt til at tale sandt.

I dansk ret behøver man nemlig ikke vidne mod sig selv. Det fine ord er ”inkriminere”, dvs. lægge løkken om egen hals. På samme måde hos Politiklagemyndigheden, hvor cheferne tæt på beslutningsprocessen, som det hedder, blev afhørt med udvidede rettigheder.

Sandsynligheden for, at flere kommer på en anklagebænk, er derfor lille, hvad så end sandheden om det hele er.

Tidligst om et par år har vi svaret fra Tibetkommissionen og måske også Politiklagemyndigheden. Om det overhovedet er nyt eller ej, ved vi nok først til den tid.