BLOG: Danske velfærdsydelser tilhører danskerne – ikke udenlandske borgere

16x9
Søren Gade. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

BLOG: Du står op hver dag, går på arbejde, betaler din skat og bidrager til vores fælles husholdningskasse i den gode tro på, at dine hårdt tjente penge vil komme danskerne til gode. 

Så vores unge kan få SU under deres uddannelse. Så de danskere, der på ulyksalig vis er havnet uden for arbejdsmarkedet, kan få dagpenge. Eller så danske børnefamilier kan få en børnecheck til at få hverdagen til hænge sammen.

Sådan burde det være. Men lad os ikke være naive. For alt imens stiger en EU-borger ombord på det næste fly til sit hjemland med en dansk check i hånden. En anden EU-borger afleverer checken på det nærmeste posthus, og checken begiver sig derefter ud på en form for pilgrimsrejse ned igennem Europa, indtil den ankommer til familien i hjemlandet.

Penge, som alle vi danskere har en aktie i. Og selvfølgelig skal man have ret til de sociale ydelser, som ens danske kollegaer har, hvis man arbejder her i landet og betaler skat. Men det hører ingen steder hjemme, at danske skatteydere skal betale for borgere, der ikke bor i vores land. Vi må på ingen måde bare trække på skuldrene og se passivt til på sidelinjen, alt imens danske pengesedler får vinger og flyver ud af landet.

Mange politikere vil sikkert sige, at det kun er en lille sjat håndører i det store billede. Og hvad så? Betyder det, at vi bare skal vende det blinde øje til? Nej, for det er stadig penge. Og hvad vigtigere er, det er danskernes penge! Det er mig en gåde, at nogle kan have en så nonchalant tilgang til danskernes hårdt tjente penge.

For helt ærligt, er det retfærdigt, at en arbejdende polak i Danmark kan sende børnepenge hjem til sine børn i Polen på danske skatteyderes regning? Er det i orden, at udenlandske borgere kan komme til Danmark og få SU? Er det rimeligt, at østeuropæere kan tage deres dagpenge med tilbage til hjemlandet, indtil de finder et job, selvom leveomkostningerne i mange østeuropæiske lande er væsentligt lavere end herhjemme?

Svaret er ganske enkelt nej. Så hvordan i alverden skal det danske velfærdssamfund bestå, når vi uden at løfte et øjenbryn bare giver EU-borgere lov til at tage for sig af retterne? Vi skal huske på, at det danske velfærdssystem er skattefinansieret, hvilket vil sige, at vi i Danmark betaler en høj skat, så vores børn og børnebørn fx kan få SU. Den danske velfærdsmodel kan ikke holde til, at alle europæiske borgere får snablen ned i velfærdskassen.

Danske velfærdsydelser, betalt af danske skatteborgere, tilhører selvfølgelig danskerne. Derfor mener jeg, at alle sociale ydelser bør indekseres. EU skal ikke være en social union, hvor danske velfærdsydelser fordeles på tværs af medlemslandene. Og EU skal heller ikke blande sig i, hvordan vi indretter vores velfærdssamfund, fx når det gælder barsel. Det handler om ret og rimelighed. Det handler om Danmark.