Løkke vil bidrage med finansiering af lufthavne i Grønland

16x9
Lufthavnen i Søndre Strømfjord. Foto: Ernst Van Norde / Scanpix Danmark

Tidligere i år kom det frem, at kinesisk selskab ønskede ordre på udbygning af Grønlands statsejede lufthavne.

Regeringen vurderer, at grønlandske lufthavnsprojekter kan have udenrigs- og sikkerhedspolitiske perspektiver. Både i og uden for Grønland.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og formand for Grønlands landsstyre, Naalakkersuisut, Kim Kielsen (Siumut), er derfor blevet enige om at se på, hvordan man fra dansk side kan bidrage i forbindelse med finansieringen af dele af lufthavnsprojekterne.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

- Jeg er enig i de hensyn, der ligger bag ønsket om en forbedret infrastruktur i Grønland. Det handler blandt andet om konkurrenceevne, erhvervsudvikling og bedre vækstvilkår for turismen, siger Løkke.

- Det aktuelle samlede lufthavnsprojekt kan have udenrigs- og sikkerhedspolitiske perspektiver, der rækker ud over Grønland, og det vil i en årrække lægge beslag på store ressourcer i Grønlands økonomi.

- Jeg er derfor glad for, at formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen og jeg i dag er blevet enige om, at vi igangsætter det fælles udredningsarbejde, siger Løkke.

Panderynker på Christiansborg

Han og Kielsen er også enige om en fælles udviklingsfond. Fondens opgave er at forstærke mulighederne for vækst og udvikling i Grønland.

- Jeg ser Danmark som en medspiller for Grønland, også når det handler om erhvervsudvikling og finansiering af infrastrukturinvesteringer i Grønland.

- Det er samtidig et konkret udtryk for den styrke, rigsfællesskabet repræsenterer for både Grønland og Danmark, siger Løkke.

Anlæggelsen af de tre lufthavne i Grønland har ført til panderynker på Christiansborg. Det skete, fordi et kinesisk statsselskab blev prækvalificeret til at byde på opgaven.