Hvad sagde partilederne på grundlovsdag? Få overblikket her

Flere danske politikere talte i dag i anledning af grundlovsdag. Læs hvad partilederne sagde her.

Følg alle talerne live på TV 2 Play

I dag fejrede Danmark grundlovsdag. Og som traditionen foreskriver, betød det, at politikere gik på talerstolen landet over.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) benyttede blandt andet sin tale i Aarhus på at fortælle, at Danmark er langt i bestræbelserne på at oprette et udsendelsescenter for afviste asylansøgere et sted i Europa i samarbejde med andre europæiske lande.

Derudover kom statsministeren blandt andet ind på, at det bekymrer ham, når store, toneangivende lande bevæger sig i den modsatte retning af Danmark:

- Jeg har det i øjeblikket mere end svært ved at genkende det USA, som ellers altid har stået for mig som den frie demokratiske verdens leder. USA har trukket sig fra vigtige aftaler, blandt andet fra kampen om den menneskeskabte klimaforandring, og lige før weekenden indførte USA dybt skadelige handelsrestriktioner mod nære allierede, herunder også i Europa.

- Samtidig fortsætter Rusland med aggressiv fremfærd og spiller ikke efter reglerne. Og Kina øger sin politiske og økonomiske indflydelse globalt. Det udfordrer os på en ny måde, og derfor skal vi rykke tættere sammen med dem, vi deler værdier med. Europa.

DF: Vi er klar til at indgå i regeringen

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, overraskede i sin grundlovstale med en udmelding om, at Dansk Folkeparti er klar til at indgå i regeringen i forbindelse med det næste folketingsvalg.

- Inden vi står her igen om et år, så har vi nok haft et folketingsvalg. Et spændende et af slagsen. Vi går til valg på, at nok kan Lars Løkke Rasmussen fortsætte som statsminister med vores opbakning. Men vi går også til valg på, at det bliver en nysammensat regering.

- Hvis danskerne vil give os opbakning, så vil vi gøre det klart, at så er vi klar til, at det er med os, Dansk Folkeparti, i regeringen. Så er vi parate til at styre Danmark fremad fra regeringskontorerne, lød det i talen.

Kristian Thulesen Dahl løftede sløret for Dansk Folkepartis regeringsplaner i sin grundlovstale. Video: Mads Biener

Mette Frederiksen: Kan ikke få øje på et parti, vi kan gøre det hele sammen med

Mette Frederiksen, der er Socialdemokratiets formand, holdt sin tale i Aarø ved Haderslev. Her kom hun blandt andet ind på Socialdemokratiets planer om at gå efter at danne en S-mindretalsregering efter næste valg:

- Når jeg kigger ud over Folketinget, kan jeg se masser af politiske partier, jeg tror, vi socialdemokrater kan samarbejde med om noget af det, vi gerne vil. Men jeg kan ikke få øje på et parti, vi kan gøre det hele sammen med.

- Alle skal have lov til at få indflydelse. Alle mandater skal gælde. I vælger sikkert også næste gang at sammensætte Folketinget, så der er mange forskellige partier. Jeg vil gerne sætte mig i spidsen for et Folketing, der kan samarbejde. Men vi er nødt til at forudsætte, at der ikke er et parti, der kan spænde ben for alle andre, sagde hun.

.

Heidi Jønch-Clausen, der er Ph.d. i retorik, synes ikke, at Mette Frederiksens grundlovstale fangede alle dem, den var rettet imod:

- Jeg synes, den her tale vil rigtig meget. Måske også for meget. Men at den, i forhold til at det er en grundlovstale, bevæger sig lidt for langt væk.

- Hun har jo forskellige målgrupper. Hun har både dem på News, men også dem, der sidder på Aarø. Dem tror jeg ikke, at hun rammer i hjertet med den her tale.

Pia Olsen Dyhr talte om fællesskab

Jørlunde i Nordsjælland havde i dagens anledning fået besøg af SF’s formand Pia Olsen Dyhr. Og her var hovedtemaet fællesskab:

- Hvis vi ikke passer på og plejer det, så forsvinder det. Og det vil være mit hovedbudskab her i dag. Med grundloven sikrede vi rammen om et stærkt samfund med en stor sammenhængskraft. Det er netop den sammenhængskraft, der i dag udfordres, og som vi er nødt til at værne om med de midler, vi har.

- Det handler om at styrke folkeskolen, fjerne skellet mellem land og by, sørge for at alle har samme muligheder, hvor end man vokser op, om det så er Gentofte eller Rødby. Og det handler om, at sikre sandsynligheden for at få et godt liv, uanset om man hedder Liam, William eller Halime.

. Video: Jacob Carlsen

Heidi Jønch-Clausen, der er Ph.d. i retorik, roser Pia Olsen Dyhrs evne til at skabe billeder i sin tale:

- Det er simpelthen sådan, man skal tale. Når man har en overordnet pointe, så udfolder man den med nogle små historier. Og så tre babyer med smilehuller. Jeg synes, at det var en rigtig fin måde at udfolde en pointe på.

TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, kommer også med rosende ord til talen:

 - Det var en klassisk grundlovstale. En fin tale, hvor hun underbygger sine SF-standpunkter med gode, sigende billeder. Det tror jeg, at rigtig mange danskere, der møder op til grundlovsmøde i dag til talerne, godt kan lide.  

- De gider jo ikke skænderier og ævl og kævl på kryds og tværs. Jeg tror godt, at vælgerne vil høre politikere, der siger, hvad de mener.

Samuelsen: Verden bliver et bedre og bedre sted

Anders Samuelsen var taget til Køge, hvor han holdt sin tale på torvet i den sjællandske by.

Han kom blandt andet ind på mediernes dækning af krig, sygdom, krise og andre negative ting:

- Man kan hurtigt blive deprimeret. Der er bestemt masser af problemer rundt omkring. Der er ulykker, og der er farer, der lurer, som vi skal være på vagt over for. Og som vi skal gøre alt for at overvinde.

- Men på en grundlovsdag som i dag kan man også se lidt på udviklingen ovenfra. Ser vi på den, viser det sig faktisk, at verden bliver et bedre og bedre sted. Det går næsten på alle parametre i den rigtige retning.

' Video: Jacob Carlsen

Anders Langballe var ikke imponeret over Liberal Alliances leders tale.

- Det er ikke en tale, der brænder igennem. Den fænger ikke. Han står et lidt svært sted, for hvad er det lige præcis, han skal gøre politisk, så det råber ud?

Danmark fejrer hvert år grundlovsdag den 5. juni, hvor Danmarks første grundlov blev underskrevet af Frederik 7. i 1849. Med grundloven gik Danmark fra at have et enevælde til at blive en demokratisk stat.

Enhedslisten-kritik af undervisning i vuggestuen

Enhedslistens Pernille Skipper talte i Ollerup på Sydfyn. Her langede hun blandt andet ud efter regeringens plan om at undervise vuggestuebørn i grundloven.

- For kort tid siden besluttede regeringen sammen med nogle andre partier, at 1-årige skal tvinges i daginstitution, hvis de bor i et udsat boligområde. Her skal de så lære om grundloven. Det kan man jo ikke lade være med at tænke tilbage på, på en dag som i dag.

- Jeg er selv lidt af en juranørd, så jeg har faktisk forsøgt mig med en snak om magtens tredeling med min snart otte måneder gamle datter. Hun var ikke helt klar til at tage det ind, tror jeg – heller ikke selv om hun får fire måneder mere at løbe på. Helt ærligt, det er heller ikke sådan, vi styrker vores demokrati og fællesskab. Hvis vi gerne vil det, skal vi ikke gå og belære 1-årige om grundloven.

- Min egen far sagde altid til mig, da jeg var teenager: "Du skal ikke gøre, som jeg gør, du skal gøre, som jeg siger". Det var bare ikke en pædagogik, der gik ind hos mig som teenager. Nogle gange kan jeg godt genfinde den der følelse af mistro og skepsis over at gøre, hvad nogen siger, uden at de selv kan finde ud af at gøre det. Når jeg på den ene side hører regeringen formane om grundloven, mens de på den anden side gør store indhug i vores frihedsrettigheder.

Enhedslistens Pernille Skipper holdt sin grundlovstale i Ollerup på Sydfyn. Video: David Buch

Morten Østergaard langede ud efter Mette Frederiksen

De Radikales leder, Morten Østergaard, kom i sin grundlovstale på Højskolen Marielyst med en opsang til Mette Frederiksen, som i går meldte ud, at hun har planer om en ren S-regering - uden De Radikale.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at med gårsdagens udmelding fra Mette Frederiksen, så er det med en vis lettelse, at jeg står her i dag. Nu har Mette Frederiksen kridtet banen op. Danmark har to statsministerkandidater, der er forfaldne alene til kampen om magten, og hvem der tør gå længst i retning af Dansk Folkeparti. Løkke, Mette - forskellen er ens, og katten i sækken følger med. Med den et regime, der hellere vil fejre menneskers ulykke med kage end at finde rigtige løsninger på virkelighedens problemer.

- Min politiske frihed er ikke frihed fra nogen. For alt for meget politik handler om personer og poster - om spillet om magten. Jeg tror ærligt talt, at det hænger folk langt ud af halsen. Nej, min frihed er en frihed til at kæmpe for noget. Og jeg synes, der skal være et valg. Jeg synes, der er brug for et nyt lederskab, der bekæmper det, der splitter os, og det, der får os til at lukke os om os selv.

De Radikales leder kom i sin grundlovstale med en opsang til S-leder Mette Frederiksen. Video: David Buch

Pape roste indsats mod bandekriminalitet

Justitsminister og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, gik på talerstolen i Faaborg, hvor han i sin grundlovstale blandt andet roste politiets indsats mod rocker- og bandekriminaliteten.

- Noget af det, som jeg tror har fyldt meget på alles dagsorden, og som har fyldt meget i medierne, er det seneste års bandekriminalitet. Sidste år fløj kuglerne i bogstavelig forstand gennem luften, og almindelige, lovlydige mennesker var bange for at bevæge sig rundt i deres eget nabolag. Der var bandekonflikt flere steder i landet. I København blev der skudt mange gange og enkelte gange med døden til følge.

- I en sådan situation spørger man sig selv, hvad man bedst kan gøre som justitsminister. Ja, først og fremmest skal man lade politiet gøre sit arbejde. Så skal man sørge for, at de har det, de skal bruge – og at de er mange nok. Og så skal der falde nogle hårde straffe. Man kan ikke ty til vold ustraffet. Jeg kan ikke acceptere, at bandemedlemmer får korte straffe og dermed kan fare ind og ud af fængslet – og skiftes til at holde sammen på deres kriminelle organisation. Det blev også i den grad ændret. Jeg står 100 procent på mål for de politiske aftaler, jeg har indgået. De er mine politiske resultater, og jeg deler dem med alle de partier, der har villet samle sig om den fornuftige politik.

- I dag sidder der flere bandemedlemmer i fængsel, end der nogensinde har gjort før. Omkring 440 personer er i dag fjernet fra gaden. Deres kriminelle aktiviteter er forbi. De skal ikke længere kunne overfalde, afpresse og skyde efter folk på gaden. Det er godt. Politik virker. Politik gør en forskel, lød det fra Søren Pape Poulsen.

Flere danske politikere taler i dag i anledning af grundlovsdag. Video: David Buch

Alternativet vil have naturen skrevet ind i grundloven

I Odder gik Alternativets Uffe Elbæk på talerstolen, hvor han opfordrede til, at naturen bliver skrevet ind i grundloven.

- Mange har studset og spurgt mig, hvad det betyder, at naturen skal have rettigheder. Det er også et opgør med en bestemt måde at forstå os selv i forhold til naturen. Igennem de sidste 150-200 år har der været en forståelse af, at naturen bare var noget, vi kunne bruge af. At det var uendeligt. Vi kunne bare blive ved med at tage naturen ned fra hylderne.

- De fleste af jer, der er her, kunne jeg forestille mig har en anden forståelse. Og forstår, hvad det er for en klimaudfordring, vi står over for i dag. Og at Jorden, den planet vi alle sammen bor på, er et lukket system og et begrænset system. Så når vi argumenterer for at give naturen rettigheder, så er det for at respektere naturen som en ligeværdig partner, som rent faktisk har rettigheder. Så man kan lægge sag an, hvis rettighederne bliver overskredet – mod dem, der forulemper naturen, lød det fra Uffe Elbæk.

Alternativets Uffe Elbæk gik på talerstolen i Odder. Video: David Buch

Se alle talerne live på TV 2 Play