Langballe om S-udmelding: - Det er et opbrud i dansk politik

En mulig kommende rød regering vil være uden deltagelse af De Radikale, lyder det fra S-formanden.

Hvis Socialdemokraterne får flertal efter næste valg vil partiet danne en regering uden De Radikale. Det siger Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen i en kronik i Jyllands-Posten.

- Vi går efter at danne en S-mindretalsregering, såfremt mandaterne måtte tilsige det efter næste valg, siger hun til avisen.

Over for TV 2 uddyber Mette Frederiksen: 

- Jeg ønsker et folketing, der kan arbejde sammen på kryds og tværs. Jeg mener blokpolitikken, har nået sin endestation og tror inderligt på, at et samarbejdende folkestyre er det, der gavner Danmark bedst. For mig handler det ikke om at sætte De Radikale ud på et sidespor.

Beslutningen bryder med 25 års parløb mellem de to partier og kommer efter flere års voksende uenighed mellem dem. Ikke mindst på udlændingepolitikken.

Opbrud

TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, mener, at dagens udmelding fra Mette Frederiksen er kulminationen på en udvikling, der har været i gang over længere tid.

- Det er et klart billede på, at der er opbrud i dansk politik. At blå og rød blok selvfølgelig betyder noget, og at der sker noget meget, meget interessant i øjeblikket – på begge sider, siger Anders Langballe, der har dette bud på, hvorfor Socialdemokratiet skubber De Radikale fra sig:

- Mette Frederiksen vil have De Radikale lidt væk, fordi de ikke har så meget tilfælles med dem på det punkt, der hedder udlændingepolitik. Det er derfor, hun gør det her. Hun mener, at De Radikale skader Socialdemokratiet.

Anders Langballe peger desuden på, at Dansk Folkeparti "i voldsom grad" har gjort tilnærmelser til Mette Frederiksen.

- Så sent som forleden dag, da der var afslutningsdebat i Folketinget, sagde Kristian Thulesen Dahl, at nok er det Lars Løkke, der set med hans øjne helst skal fortsætte som statsminister efter et valg. Men den regering Løkke er leder for i dag med Liberal Alliance, den kan ikke fortsætte efter et valg. Og så sagde Thulesen Dahl også, at han mener, at den fremtidige regering skal bygge på et samarbejde mellem Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre.

- Nødvendigt

En anden politisk kommentator, Hans Engell, kalder beslutningen for nødvendig for at markere en strammere udlændingepolitik.

 - Det er et mangeårigt samarbejde i regeringsregi, som, hun meddeler, er afsluttet, men det er et meget vigtigt signal at sende forud for valget. Det er at sige til De Radikale, at man ikke vil deres udlændingepolitik. Man vil ikke give dem den indflydelse, som de har haft under Thorning-regeringen, siger han ifølge Ritzau.

Han peger på, at der er forskel på De Radikales rolle i forhold til 2015, hvor partiet var nødvendigt for et flertal for Helle Thorning-Schmidt(S).

 - Denne gang må vi regne med, at hvis der kommer et rødt flertal, og de Radikale presser, så vil Dansk Folkeparti gå ind og yde passiv eller aktiv støtte til Mette Frederiksen, siger Hans Engell.

Østergaard: - Besynderlig udmelding

De Radikales leder, Morten Østergaard, studser over sin partilederkollegas udmelding:

- Det er besynderligt, at Mette Frederiksen allerede er i gang med at fordele ministerposter, inden vi har haft et folketingsvalg. Man kan ikke vælge vores politik fra og tælle vores mandater med, siger han.

Får det betydning for, hvem De Radikale peger på? 

- Jeg ændrer ikke min position, fordi Socialdemokratiet har behov for at lege bogstavleg. Når jeg peger på en anden regering, så er det for at få en ny politik. 

Betyder udmeldingen, at I ikke vil pege på S? 

- Nu skal der være folketingsvalg, og danskerne skal have noget at vælge imellem. Jeg er garant for, at hvis en ny regering kommer til magten, så kommer der også en ny politik, der er et alternativ til den symbolpolitik, der bliver ført på blandt andet udlændingeområdet, siger Morten Østergaard.

Sidste rene S-regering i 1982

Den seneste rene S-regering var Anker Jørgensens frem til 1982, da han overlod magten til Poul Schlüter (K). I de næste ti år støttede De Radikale Schlüters borgerlige regeringer.

I 1993 valgte R at skifte side og gik i regering med Poul Nyrup Rasmussen (S).

Frem mod valget i 2011 gik S-formand Helle Thorning-Schmidt – trods parløb med SF – til valg på at danne regering med De Radikale.