Regeringen vil tvinge dagpengemodtagere til at søge job i hele landet

Nyt udspil betyder principielt, at en ledig på Falster kan blive bedt om at tage et arbejde i Nordjylland.

Den ene ansøgning efter den næste bliver sendt afsted, når ledige på dagpenge i de største byer i Danmark er på jobjagt. Men ofte resulterer de mange ansøgninger i lige præcis ingenting.

Der er nemlig stor arbejdsløshed blandt nyuddannede i byer som København, Aarhus og Odense. Derfor vil regeringen nu presse borgere på dagpenge ud i nyttejobs fra første dag, de er ledige. Ligesom det gælder for kontanthjælpsmodtagere. 

I et nyt udspil lægger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) op til, at dagpengemodtagere kan blive tvunget til at tage et job i hele landet – uanset daglig transporttid. Noget, der allerede er gældende for borgere med mellemlange eller lange uddannelser.

- Man skal være villig til at flytte sig længere efter de job, der er. Fuldstændig ligesom det i dag gælder nogle af de højtuddannede grupper. Det er udtryk for, at rigtig mange jobs i dag har svært ved at blive besat, siger Troels Lund Poulsen.

Fjerner maksimal pendlingstid

Ifølge regeringens udspil giver det ingen mening, at der er en høj koncentration af nyuddannede i storbyerne, der står uden job, når der er job at få i andre dele af landet.

Dimittender, der modtager dagpenge, skal derfor søge job i hele landet, så de hurtigere kan komme i beskæftigelse.

Beskæftigelsesministeren ser gerne, at de skærpede krav gælder alle – og ikke kun på de områder, hvor der er særlig mangel på arbejdskraft.

Regeringen vil samtidig fjerne reglerne for maksimale pendlingstider og bestemmelserne om, at de lange pendlinger kun gælder for ledige med mellemlange og lange uddannelser samt for job i mangelområder.

I går meldte regeringen ud, at man vil erklære 20.700 kontanthjælpsmodtagere klar til at arbejde på fuld tid. Konkret betyder det, at kontanthjælpsmodtagere, der er over 30 år og har været kategoriseret som såkaldt 'aktivitetsparate' - hvilket betyder, at man årligt har skullet arbejde i 225 timer - også bør være i stand til at være jobparate.

Fra Falster til Nordjylland

I dag lægger regeringen så op til, at dagpengemodtagere fremover skal være klar til at søge job langt væk fra deres bopæl.

Socialdemokratiet reagerer på beskæftigelsesudspil

Forslaget mødes dog ikke umiddelbart med positive ytringer fra de andre partier på Christiansborg.

- Vi er fuldstændig klar på at kigge på alle de ting, de foreslår. Men når vi har en minister, der står og råber højt op om, at der er flaskehalsproblemer, og at han mangler faglært arbejdskraft derude, og han endda også vil åbne op for udenlandsk arbejdskraft, skulle han så ikke tage og løse det først, før han løser alt muligt andet, siger Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører.

DF reagerer på beskæftigelsesudspil Video: Anders Hjort

I Dansk Folkeparti mener man, at man bør tilbyde dagpengemodtagerne et fast job. I så fald vil folk være parate til at rejse væk fra deres bopæl, mener beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted.

- Vi kan øge kravet til jobcentrene og a-kasserne om at hjælpe de ledige med at finde et job og matche de ledige til de job, som arbejdsgiverne siger, de har, og så se på, hvilke muligheder der er. Jeg er sikker på, at hvis de ledige får tilbudt et fast job, så er der mange, der er klar til at flytte efter jobbet. Det er der ikke noget problem i. I hvert fald ikke i Jylland, siger han.

Hvis regeringens forslag bliver vedtaget, vil det principielt betyde, at en ledig nyuddannet på dagpenge, der bor på Falster, kan blive bedt om at tage et arbejde i Nordjylland. Men kan man så også blive tvunget til at rejse fra eksempelvis Rødovre til Skagen?

- Nej, det er for langt at rejse fra den ene ende af landet til den anden, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen til TV 2.

- Men vi bliver nødt til i langt højere grad at tilskynde folk til at flytte sig efter de arbejdspladser, der er, og ikke mindst stille nogle krav til dem, der ikke har lyst til det. Det er ikke nok, at man i dag bare kan sige nej, fordi transporttiden er for lang, fortsætter ministeren.