Regeringen kan komme i mindretal om bilafgift

16x9
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) under Folketingets afslutningsdebat på Christiansborg i København, onsdag den 30. maj 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

DF havde planer om at gå udenom regeringen sammen med S og SF i en aftale, der ville betyde dyrere biler. Nu er det i første omgang skudt til hjørne.

Det skulle have været en ganske fredelig dag med Folketingets afslutningsdebat. Men i stedet udspillede der sig onsdag et helt andet drama i Christiansborgs korridorer.

Regeringen måtte således se et flertal tegne sig for et udspil, der fremover vil gøre det dyrere at købe ny bil, end regeringen selv har foreslået.

Regeringens lovforslag vil helt friholde bilkøberne for ekstra udgifter, mens det alternative flertal uden om regeringen kun delvist vil kompensere bilejerne, der ellers har skullet til lommerne på grund af nye EU-regler for, hvordan man udregner bilers brændstofforbrug.

Lovforslaget om en sænkning af bilafgifterne, der efter planen skulle vedtages fredag, var dermed på gyngende grund, da Dansk Folkeparti sammen med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten begyndte at vride armen om på regeringen.

Det fik statsminister Lars Løkke Rasmussen til at finde den udvidede politiske værktøjskasse frem, og sammen med blandt andre LA's Anders Samuelsen blev der holdt møde i Folketingssalens sidegemakker.

Undgår at blive nedstemt fredag

Efter et ekstraordinært møde i Folketingets Skatteudvalg endte sagen sent onsdag eftermiddag med, at regeringen undgår at blive stemt ned i Folketinget på fredag, hvor det pågældende lovforslag skal endeligt vedtages.

Dermed er spørgsmålet om afgiften i første omgang sparket til hjørne.

Den del, som handler om kompensation til bilkøberne for de nye brændstofberegninger, bliver nu i stedet en del af de igangværende forhandlinger om et nyt energiforlig.

- Der er fundet den løsning, at vi piller den del af lovforslaget med bilafgiften ud. Vores holdning er stadig, at en del af pengene kommer retur til bilejerne, men ikke hundrede procent som foreslået, siger DF's skattepolitiske ordfører, Dennis Flydtkjær, til TV 2.

Men Dansk Folkeparti siger, de står fast på, at bilkøbere ikke skal kompenseres fuldt ud for nye brændstofafgifter.

Regeringens hovedpine er udskudt

Dermed er regeringens hovedpine kun udskudt, og med et fortsat flertal uden om regeringen, kan det alligevel ende med at blive dyrere at købe bil.

Noget, der særligt vil være et hårdt slag for Liberal Alliance, forklarer TV 2s politiske kommentator Anders Langballe.

- Liberal Alliance har netop fremhævet billigere biler som en de indrømmelser, man har fået i regeringen. Og så går regeringens støtteparti går ud sammen med Socialdemokraterne med det her, forklarer han.