BLOG: Grøn skizofreni eller vælgerbedrag?

16x9
Statsminister Lars Løkke Rasmussen. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

BLOG: Lars Løkke praler af at lede den grønneste regering nogensinde.

Men enten er statsministeren ramt af grøn skizofreni eller også gennemfører han det største vælgerbedrag i mands minde.

For et par uger siden stod klimaminister Lars Christian Lilleholt og statsminister Lars Løkke Rasmussen med en flok journalister på en båd i solskin. Bag dem strakte en stribe havvindmøller sig op fra det spejlblanke vand. Der skulle lanceres et nyt energiudspil og begge Lars’er var enige om, at de var en del af den grønneste regering nogensinde. Det lød skønt.

Men desværre for regeringen blev der hurtigt sået tvivl om den konstatering. Flere begyndte at spørge, hvordan man kunne vide, om regeringen var den grønneste nogensinde. Hvordan kunne man vide, hvad energipolitikken betød for klimaet? Det spørgsmål stillede den tidligere regering også sig selv i 2015. Derfor valgte Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre at bede Danmarks Statistik føre et grønt nationalregnskab. På den måde kunne alle danskere blive klogere på, hvordan den førte politik påvirkede belastningen af klimaet. Det var et godt initiativ. Rigsstatistiker Jørgen Elmeskov kaldte endda nyskabelsen for ”det hotteste siden skiveskåret brød”. Større ros kan et initiativ dårligt få fra en rigsstatistiker. ”På sigt vil det give os mulighed for bedre at miljøbedømme den økonomiske politik, ” sagde han i april 2017.

Det er nemmere at prale uden fakta

Desværre var Lars Løkke ikke enig. Da finansieringen af projektet et halvt år senere skulle forlænges med finansloven, smed Lars Løkke nemlig det grønne nationalregnskab overbord. Det mest effektive overblik over dansk klimabelastning var åbenbart en fornuftig ting at spare væk for den selverklærede grønneste regering nogensinde. Efterfølgende var det svært for medierne at få svar på, hvorfor regeringen syntes, det var en god ide. Måske er det bare nemmere at prale af at være grøn, hvis man har sørget for at holde eksperterne fra regnemaskinerne, så fakta ikke kommer i vejen.

Uden det grønne nationalregnskab er det svært at sige noget om effekterne af energi- og klimapolitikken. Den bedste pejling på regeringens farve er derfor at kigge på, hvad den rent faktisk foretager sig. Og når man gør det, er det godt nok vanskeligt at genkende den ambitionsrige, grønne regering, som Lars Løkke siger, han står i spidsen for.

Kunsten at glemme sit eget regeringsgrundlag

Som bekendt startede regeringen med en massiv lempelse af kvælstofudledningen til landbruget og massive besparelser på både miljø og klima. I månedsvis måtte oppositionen kæmpe med næb og klør for overhovedet at holde fast i det energiforlig, vi indgik med Venstre i 2012. Og regeringen svigter også uden for landets grænser.

I disse dage forhandles der om fremtidsmål for vedvarende energi i EU. Tyskland, Frankrig, Sverige, Portugal, Holland, Luxembourg og Finland er bekymrede for, at klimaforandringerne kommer hurtigere end ventet i lyset af USA’s udtræden af Parisaftalen. Derfor foreslår de syv lande, at EU hæver målet for, hvor meget vedvarende energi EU-landene skal producere i 2030. Forrige fredag skulle Folketingets Europaudvalg så blive enige om regeringens mandat i EU-forhandlingerne. Med DF i ryggen slog Lars Christian Lilleholt fast, at Danmark maksimalt ville gå efter, at 50 procent af den danske energi skulle komme fra vedvarende energi. Men kigger man i regeringsgrundlaget fra 2016, så står der, at Danmark mindst skal dække 50 procent af energibehovet med vedvarende energi. Det kan lyde som en mindre detalje. Men forskellen mellem en modig, grøn regering og en ambitionsforladt praletrup ligger netop i forskellen på minimum og maksimum. Tager man ansvar for problemerne, når omverdenen ændrer sig? Eller ændrer man bare fortegnet for sine mål fra et plus til et minus?

Vælgerbedrag på børnenes bekostning

Jeg ville sådan ønske, at Lars Løkke havde ret, når han sagde, at han stod i spidsen for den grønneste regering nogensinde. Hele ideen med det grønne nationalregnskab var netop at styrke og løbende optimere energipolitikken. Hele formålet med brede forlig er jo at stå sammen om den grønne politik. Men afstanden mellem regeringens ord og handling på det grønne område er så voldsom, at de enten må have fået et akut anfald af grøn skizofreni – eller simpelthen er ude i rent vælgerbedrag. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det handler om vores børns fremtid, og her burde der ikke være nogen tvivl.