S-profil om Real Madrid under CL-finalen: Fascistsvin vil altid være fascistsvin

16x9
Peter Hummelgaard (S) var meget frustreret over lørdagens Champions League-finale. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

Socialdemokraten forklarer, at han var fuld, da han skrev på de sociale medier under fodboldkampen.

Følelserne fik frit løb hos mange fodboldfans, da spanske Real Madrid og engelske Liverpool lørdag aften mødtes i årets største kamp i europæisk fodbold, Champions League-finalen.

Blandt andet hos socialdemokraten Peter Hummelgaard Thomsen, der holder med Liverpool og undervejs kom med flere opsigtsvækkende udbrud på de sociale medier.

- Fascistsvin er og bliver fascistsvin. Åbenbart også på banen, lød det blandt andet fra politikeren.

Kommentaren var rettet mod Real Madrid og formentlig især mod spaniernes anfører, Sergio Ramos, der tidligt i kampen var involveret i en voldsom duel, som betød, at Liverpools stjernespiller Mohammed Salah måtte udgå af kampen.

Men S-politikerens udtalelse spiller også ind i et historisk perspektiv, hvor holdet fra den spanske hovedstad er kendt for at have været den fascistiske diktator Francisco Francos favorithold.

Peter Hummelgaard Thomsen henviste på Twitter selv til Real Madrids historie som baggrunden for sin kommentar.

- Det er jo deres ideologiske ophav. Kan man aldrig løbe fra, argumenterede politikeren.

Men mange brugere på det sociale medie tager afstand fra udtalelsen og slår fast, at politikeren er helt galt på den. Eksempelvis brugeren Steffen Pihlmann:

- Politikerlede finder grobund i sådan forsimplet retorik. Er det tyske landshold nazisvin?

Fodboldhistoriker: Har ikke bund i fakta

Ifølge fodboldhistoriker Svend Rybner, der har stor indsigt i spansk fodboldhistorie og har skrevet bogen 'Fodbold i Spanien – meget mere end el Clásico', er det unuanceret at sætte lighedstegn mellem fascismen i Spanien og Real Madrid.

Han forklarer, at der i tiden efter den spanske borgerkrig var regimetro bestyrelser i alle spanske klubber, og at Franco fattede særlig interesse for Real Madrid, da hovedstadsklubben i slut-50'erne vandt de første fem udgaver af mesterholdenes turnering (der senere blev til Champions League, red.).

- Her faldt regimets interesser sammen med klubbens, og Franco kunne bruge Real Madrid udadtil som billedet på et land, der ellers var isoleret, forklarer Svend Rybner.

I dag kan man stadig finde højrenationalister blandt Real Madrids tilhængere, men det samme er tilfældet i næsten alle fodboldklubber, og derfor er det fejlagtigt at gøre hovedstadsklubben hverken værre eller bedre end andre, mener fodboldhistorikeren.

- Det er letkøbt og har ikke nogen bund i historiske fakta. Det er en myte, der hele tiden bliver fremstillet, og som passer godt ind i modsætningen mellem Barcelona og Real Madrid som symbol på undertrykkelse, forklarer Svend Rybner.

Hummelgaard fortryder fulde-tweet

TV 2 har søndag forsøgt at få en kommentar fra Peter Hummelgaard Thomsen, der undervejs også fik kaldt Real Madrids anfører for en "klam makker"

Det har ikke været muligt at få et interview med politikeren, der er sit partis EU-ordfører, men i en sms til TV 2 skriver han:

- Man skal ikke tweete, når man er fuld og har tårer i øjnene. Man skal simpelthen bare lade være. Tror ikke, der er mere at sige end det.

Politikerens tweet og efterfølgende forklaring vækker hovedrysten hos Astrid Haug, der er digital rådgiver. Hun mener, at det med al tydelighed viser, at det er en farlig cocktail at blande alkohol og sociale medier.

- Det er fuldstændig uden for skiven. Der er en uskreven regel om, at vi ikke skal blande sport og politik sammen. Det gjorde Franco i sin tid, men at se et hold spille i dag og forbinde dem med den her historie, det er fuldstændig vanvittigt, siger Astrid Haug.

Ifølge digital rådgiver og ekspert i sociale medier Astrid Haug er Peter Hummelgaards (S) tweet om Real Madrid vanvittigt og helt ved siden af. Video: Lars Keinicke Tofte

Mange politikere skriver om deres sportsinteresse på de sociale medier, for nogles vedkommende for at vise en mere personlig side. Men i dette tilfælde har har følelserne taget overhånd for Peter Hummelgaard Thomsen, lyder konklusionen.

- Jeg tror, at han i situationen har glemt, at han altså er politiker og repræsentant for et parti og her er med til at have en tone på nettet, som jeg ikke synes, hører hjemme nogen steder, mener Astrid Haug.