BLOG: Hvor i alverden skal landets fattigste nu bo?

16x9
Aftale om udsatte boligområder Foto: Scanpix Denmark

BLOG: Med de indgåelse af fe såkaldte ghettoaftaler, vil mange af landets fattigste og mest udsatte kunne lægge ”boligløs” oven i bunken af problemer.

Partierne bag aftalerne vil nemlig smide mennesker ud af deres boliger, rive ned og nægte arbejdsløse adgang. Uden at der bygges boliger, som er til at betale, andre steder. Det hjælper ingen. Det skaber kun flere problemer for de mennesker, der har allermindst.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF bruger meget krudt i disse dage på at forklare, hvor forfærdeligt det står til i udsatte boligområder. Men de glemmer for det første at fortælle, at det i langt de fleste områder rent faktisk går støt og roligt fremad, og at kriminaliteten falder drastisk. For det andet glemmer de helt at tænke over, om deres såkaldte løsninger rent faktisk virker.

Realiteten er, at de mennesker, der bor i udsatte boligområder, og som de påstår, de vil hjælpe, kommer i gevaldige problemer med at finde et sted at bo, hvis aftalerne bliver til virkelighed. Det bliver bare endnu et problem oven i andre problemer som fattigdom, sprogvanskeligheder, manglende job og uddannelse eller måske et misbrug.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvad partierne bag aftalen har tænkt sig.

Hvor skal man så bo?

Aftalerne indeholder usædvanligt mange metoder til at få folk smidt ud af de udsatte boligområder. Eksempelvis ved at rive bygninger ned og sælge almene lejligheder til private ejerlejligheder uden at give familierne ret til et andet sted at bo. Men også ved at give regeringen mulighed for at overtage et helt område og dybest set jævne de almene boliger med jorden.

Samtidig må arbejdsløse ikke flytte ind i udsatte boligområder og boligselskaberne skal tvinges til at sætte mennesker med uddannelse og job foran i køen.

Jeg tror, at man skal være mere end almindeligt virkelighedsfjern, hvis man ikke umiddelbart må få tanken: Hvor skal de mange mennesker så bo? Hvis man lever i fattigdom – og det er der over 10.000 flere mennesker, der gør nu, hvor regeringens kontanthjælpsloft har slået igennem – kan man ikke bare købe et hus i Rungsted i stedet. Hvis man er syg eller har svære sociale problemer, så finder man ikke bare lige noget andet.

Ingen tvivl om, at der er problemer i udsatte boligområder. Men aftalerne for de udsatte boligområder hjælper ikke de mennesker, det hele burde handle om. Tværtimod.