BLOG: En mønt i bh’en stopper ikke social kontrol

16x9
Tvangsægteskabstruede kvinder opfordres til at skjule en mønt i bh’en, så de stoppes i lufthavnen. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

BLOG: Tvangsægteskabstruede kvinder opfordres til at skjule en mønt i bh’en, så de stoppes i lufthavnen, men det er slet ikke nok.

Sommeren nærmer sig, og for de fleste af os betyder det afslapning og frihed til at nyde den danske sommersol, hvis den kigger frem. Men for en særlig udsat gruppe kvinder er ustadigt dansk vejr den mindste bekymring. De frygter nemlig, at årets sommerrejse til udlandet dækker over et tvangsægteskab i et fremmed land.

Sidste år fik opholdsstederne for unge på flugt fra æresrelaterede konflikter 307 henvendelser fra blandt andet kvinder, der frygtede, at de var på vej ind i et tvangsægteskab. Et af de råd, man giver de kvinder fra kommunal side i København og Aarhus, vidner om deres desperate situation. Man opfordrer nemlig kvinderne til at gemme en mønt i bh’en, inden de tager i lufthavnen. På den måde bliver kvinderne stoppet i sikkerhedstjekket og kan få hjælp i absolut sidste øjeblik.

Sæt ind længe før sikkerhedstjekket

Det er svært at forestille sig det pres, disse kvinder er under. At man kan komme i så svær en situation, at man må sætte sin lid til en metaldetektor i håbet om at undslippe undertrykkelse. Det er uhyggeligt. Og det viser, hvor frygtelig en situation de her kvinder kommer i, hvis ikke vi sætter ordentligt ind, længe før de står i lufthavnen.

For selvom det måske kun er et par hundrede kvinder, der ender i så store problemer, at et stop i sikkerhedstjekket er sidste udvej, så rammer social kontrol mange flere kvinder. Særligt i belastede boligområder med en stor andel af danskere med anden etnisk baggrund. Og skal vi forbedre de kvinders mulighed for at kunne forfølge deres drømme og selv finde deres kærlighed, så skal vi styrke arbejdet for at bekæmpe social kontrol. Vi skal debattere og fremme ligestillingen overalt.

Uddannelse, exitprogrammer og opholdssteder

Først og fremmest skal vi have engageret dem, der allerede færdes i de relevante boligområder. Det kan være sundhedsplejersken, fodboldtræneren eller læreren. De her lokale autoritetspersoner skal uddannes til at styrke lokalsamfundets modstandskraft mod radikalisering, undertrykkelse og tvangsægteskaber, så de kan hjælpe med at fremme ligestillingen. 

Dernæst skal vi sørge for, at der er exitprogrammer til rådighed for alle unge, som søger at bryde ud af et ufrit miljø. De skal have nogen at henvende sig til i fortrolighed. Det er nemlig en nærmest uoverskuelig opgave at stå alene med. Derfor skal vi sikre at kvinderne, og særligt pigerne og drengene, kan rapportere til en lærer, pædagog eller socialrådgiver, uden at vedkommende er forpligtet til at rapportere det videre til forældrene. 

Og så skal der skabes flere pladser på de opholdssteder for kvinder, der flygter fra tvangsægteskaber, vold eller undertrykkelse. Nogle kilder vurderer, at flere end halvdelen af kvinderne i dag afvises på grund af pladsmangel, når de søger hjælp på krisecentrene. Det er ikke i orden. For hvis vi ønsker et land, hvor alle kan leve frit og uden frygt, så er vi nødt til at sikre de mest udsatte kvinder i vores samfund et sikkert helle. Et sted, hvor de i tryghed kan rejse sig igen og grundlægge en ny tilværelse med deres egne drømme og den hverdag, de selv ønsker.

En mønt i bh’en kan være et godt råd til en lille gruppe kvinder, der forsøger at holde fast i deres tilværelse med det yderste af neglene. Det er et simpelt råd, der kan gøre social kontrol synlig. Men skal vi undgå, at flere kvinder i fremtiden må lade deres frihed afhænge af en metaldetektor, så er vi nødt til at sætte ind de steder, hvor det er sværere at få øje på undertrykkelsen. Det kan vi kun gøre med uddannelse og ressourcer til de hjælpende hænder. Kun sådan sikrer vi ligestilling og frihed i hele Danmark.