Pind tæt på at blive smidt ud af Venstre efter tese-ballade

Som ung Venstre-løve var Søren Pind i meget voldsomt opgør med parti-toppen, afslørede eks-ministeren i 'Lippert'.

Han var betydeligt yngre. Håret var mere strit end i dag. Meningerne var mindst lige så markante. Og han var ikke bange for at rage uklar med nogen, heller ikke den gamle magtbastion i sit eget parti.

Søren Pind var blandt de 13 unge og lidt mere garvede Venstre-løver, som helt tilbage i 2003 formulerede ti liberale teser for at ruske op i Anders Fogh Rasmussens mere midtsøgende partilinje. 

Interne diskussioner under Fogh

Teserne talte om skattelettelser og en offentlig sektor på skrump og fast diæt. Og sammen med sine medkumpaner, der talte navne som Leif Mikkelsen og Peter Christensen, sendte Pind chokbølger gennem det daværende regeringsparti Venstre.

Reaktionerne lod ikke vente på sig. Og Søren Pind erkender selv, at den efterfølgende turbulens og murren i baglandet kunne have fået konsekvenser for hans politiske liv.

- Jeg var tæt på at blive smidt ud af Venstre. Det var meget overhængende og meget, meget voldsomt. Det samme med Peter Christensen, siger Søren Pind i TV 2s politiske magasin 'Lippert' uden at gå mere konkret ind i hverken hændelsesforløb eller persongalleri.

Pind og de ti teser

Søren Pind var bygge- og teknikborgmester i København, da Anders Fogh Rasmussen i 00'erne svingede den liberale taktstok som landets statsminister. Men selv om Pind på det tidspunkt ikke havde sin gang i Folketinget, forhindrede det ham ikke i at trække i trådene.

- Da Pind laver de ti teser under Fogh, kommer han i voldsomt blæsevejr, og der er mange interne diskussioner. Claus Hjort Frederiksen, der var en central figur i Venstre, beskylder ham blandt andet for at bedrive partiskadelig virksomhed, siger TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe.

Leif Mikkelsen var blandt dem, som i 2007 forlod Venstre efter længere tids uenighed for derefter at blive en del af Liberal Alliance som et alternativ til netop Venstre. Sammen med Søren Pind og Peter Christensen havde han udgjort en del af det slæng, der mødtes i DGI-byens restaurant i Københavns centrum, og som forsøgte at formulere en fremsynet politik, der i dag er blevet implementeret i den politiske realverden.

Splittelse skabte plads på højrefløjen

- Det var det, Søren Pind havde gang i med teserne: Det individuelle ansvar skulle mere i centrum. Det var lige skrap nok kost dengang, men ikke desto mindre er det blevet en politisk realitet, som den nuværende regering er skarp i retorikken om, sagde lektor og samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet til Berlingske for en lille håndfuld år siden i anledning af de ti tesers 10-årsjubilæum.

Ifølge Søren Pind betød uenigheden og splittelsen i Venstre, at Liberal Alliance fik bedre plads i det politiske fløjspil.

- Jeg opfatter i virkeligheden LA som Venstres højrefløj. De er et resultat af, at den politik, som blev skabt i 00'erne, blev ført for hårdt. Kontraktpolitikken blev stoppet for hårdt ned i halsen på Venstre, og Leif Mikkelsen blev smidt ud af partiet, som jeg også selv var tæt på, siger Søren Pind med henvisning til det begreb om en "vælgerkontrakt" med valgløfter, Anders Fogh Rasmussen stod politisk fadder til fra 2001 og frem.

Søren Pind blev da også først for alvor taget til nåde, da Lars Løkke Rasmussen overtog formandsposten i Venstre. I 2010 blev Søren Pind udnævnt til udviklingsminister og siden integrationsminister.

Om de ti teser og deres betydning for eftertiden sagde Søren Pind for fem år siden selv til Berlingske:

- Historien om teserne må andre skrive, men i dag betragter jeg dem som mainstream liberal politik. Som for eksempel da Lars Løkke Rasmussen fastslog, at det er vigtigere, at skatterne falder, end at verdens største offentlige sektor vokser.

Søren Pind meddelte tirsdag den 1. maj, at han stopper i politik. Hans efterfølger på posten som uddannelses- og forskningsminister er erhvervsmanden Tommy Ahlers, der blandt andet er kendt fra iværksætterprogrammet 'Løvens Hule'.

De 10 liberale teser

  1. Ingen skal afstå mere til det offentlige, end vedkommende har tilbage selv. Den første tese handler om, hvem man tilhører. Enhver med et liberalt udgangspunkt har valgt, at det enkelte menneske kommer før systemet, kollektivet - før staten. Man tilhører først og fremmest sig selv. Overføres denne holdning til skattespørgsmålet, er det logisk, at ingen skal tvinges til at afstå over halvdelen af, hvad han tjener. For så tilhører han og hans frembringelser i højere grad andre end ham selv.

  1. Det er vigtigere, at skatten falder end at den offentlige sektor vokser. Med den anden tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at verdens højeste skat sænkes, end at verdens største offentlige sektor vokser. Baggrunden er i sagens natur, at en mindre skat skaber mere frihed, hvorimod en større offentlig sektor skaber mindre frihed for den enkelte.

  1. Det er vigtigere, at skatten falder end at overførselsindkomsterne stiger. Med den tredje tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at verdens højeste skat sænkes, end at verdens højeste sociale satser vokser. Baggrunden er i sagens natur, at mindre skat skaber mere frihed, hvorimod større offentlige overførsler skaber stigende afhængighed og dermed mindre frihed for den enkelte. For en god ordens skyld understreges, at der ikke heri ligger en kronemæssig fastfrysning, som ville medføre, at inflationen vil udhule overførslernes købekraft.

  1. Det er vigtigere at fastholde den enkeltes ansvar for fællesskabet end at lade fællesskabet overtage ansvaret for den enkelte. Med den fjerde tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere at den enkelte bærer ansvaret for sin næste i fællesskabet frem for at fællesskabet bærer ansvaret for alle. Tesen fastslår, at social ansvarlighed er et centralt begreb. Dog er det som udgangspunkt individuelt funderet.

  1. Det er vigtigere at opmuntre til personlig opsparing og uafhængighed end at tilbyde tilskud og afhængighed. Med den femte tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at det enkelte menneske får mulighed for at sikre sin egen uafhængighed ved at beholde, hvad vedkommende selv har skabt, fremfor at lade sig nøje med påstanden om at tilskud skaber reel frihed. Tilskud kan fjernes efter magthavernes forgodtbefindende. Hvad man selv har frembragt, kan derimod ikke fratages uden ved ekspropriation - og dermed en grundlovssikret fuld erstatning. Derfor er det sidste at foretrække frem for det første.

  1. Det er vigtigere, at det altid kan betale sig at arbejde end at bevare offentlig forsørgelse, der gør arbejde formålsløst. Med den sjette tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at det kan betale sig at være på arbejdsmarkedet fremfor at modtage offentlig forsørgelse. Der foretages samtidig et opgør med begreberne meningsfyldt og ikke-meningsfyldt arbejde. Alt arbejde, der lader den udførende tjene til brødet, er meningsfyldt. De offentlige satser skal således være mindre end det, der kan tjenes ved nogen form for arbejde.

  1. Det er vigtigere at skabe frie valg ved, at folk tjener deres egne penge end ved at det offentlige først kræver penge ind og dernæst skaber skatteyderbetalte valg. Med den syvende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det generelt er vigtigere, at det enkelte menneske får mulighed for at tjene sine egne penge, beholde dem og herud fra træffe frie valg, end at disse penge fratages ham, gøres til genstand for offentligt betalte såkaldte "frit-valgs ordninger", fordi bl.a. alene omfordelingen koster skatteborgeren penge til offentligt bureaukrati.

  1. Det er vigtigere, at der er offentlige frit valgs ordninger end at det offentlige har monopol på, hvordan en given ydelse skal udformes. Med den ottende tese etableres en prioritet - og en klargørende modifikation af den syvende tese. Hermed siges, at det er vigtigere, at det enkelte menneske - når det er defineret, hvad der er et specifikt offentligt ansvar - har mulighed for at træffe personlige valg fremfor blot at modtage én offentlig monopoliseret ydelse.

  1. Det er vigtigere, at det offentlige sikrer danskerne bedst mulige uddannelsestilbud end at det foretager udbetalinger, der fastholder det enkelte menneske i passivitet. Med den niende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at samfundet skal betrygge hver enkelts mulighed for en uddannelse. Dette tilsikrer, at såvel den mindre bemidlede som den velhavende har mulighed for at skabe sig den bedst mulige tilværelse.

  1. Det er vigtigere, at det offentlige sikrer danskerne en sundhedssektor med frie valg, konkurrence og mennesket i centrum end at bevare politisk styring, monopol og stive systemer. Med den tiende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at selvom sundhed er et delvist offentligt ansvar, er det vigtigt, at der foretages et opgør med den politiske styring af sundhedssektoren. Helbredelse og øvrige sundhedsydelser er som så meget andet en vare, og noget sådant handles bedst på et marked. F.eks. i form af konkurrerende sygekasser, hvor der grundlæggende skal være pligt til for den enkelte at vælge en, han skal indbetale til.