BLOG: Energiudspil tager ansvar for kommende generationer

16x9
. Foto: Scanpix

BLOG: I 2050 skal Danmark være et lavemissionssamfund uafhængigt af fossile brændstoffer som kul, gas og olie.

På vejen dertil skal vi kunne dække minimum halvdelen af Danmarks energibehov med vedvarende energi i 2030. Det er yderst ambitiøst – men det forpligter at være et foregangsland.

Danmark er verdensmester i grøn energi. Vi har det bedste energisystem i verden, de bedste investeringsvilkår og er førende inden for grønt iværksætteri. I 2017 blev vi – for anden gang i træk – kåret som verdens bedste land til at omstille til grøn energi. Det kan vi godt være stolte af. Men det forpligter.

Derfor har regeringen netop præsenteret et nyt energiudspil, som i den grad er ambitiøst. Udspillet sikrer, at vi fortsat kan være foregangsland, når det kommer til grøn energi. Ikke nok med det, så gør vi også den grønne energi billigere. Det er første gang nogensinde, det er lykkedes at samle grønnere OG billigere energi i ét og samme udspil.

Vi har Europas højeste elafgifter. Det gav mening engang – men nu er de grønne energikilder blevet bæredygtige. Det betyder, at strømmen er blevet grønnere. Derfor sænker vi nu elvarme- og elafgiften. Elregningen bliver altså billigere, og det kommer vi alle til at nyde godt af. Direktør som pædagog.

Vi er allerede kommet langt med den grønne omstilling. Vi er førende inden for vindenergi, og el fra nye vindmøller er nu billigere end el fra nye kulkraftværker. Det falder godt i tråd med, at regeringen, som en del af udspillet, har præsenteret en ny havvindmøllepark på 800 megawatt. Det svarer til, at den kan forsyne Danmarks syv største byer med el.

Samtidig har vi bevist, at den grønne omstilling sagtens kan gå hånd i hånd med høj vækst. Siden 1990 er den danske økonomi vokset med over 40 procent. I samme periode har vi vekslet en stigning i CO2-udledningen til et fald. Faktisk har kun få andre lande opnået lige så store reduktioner i CO2-udledningen siden 1990 både globalt og i EU.

Planeten har vi kun til låns. Det er vores pligt at passe på den – også bedre end vi gør i dag. Det handler om, at vi skal kunne se fremtidens generationer i øjnene. Og det kan vi kun, hvis vi handler nu. Det er jeg glad for, at vi med det nye energiudspil rent faktisk gør.