Nu kommer 'tildækningsforbuddet' - se hvilke muslimske kvinder der bliver ramt

Forbuddet er rettet mod to slags muslimske klædedragter. To andre bliver ikke omfattet - men det bliver til gengæld julemandsskæg og elefanthuer.

I dag kom det omdiskuterede forslag om et ’tildækningsforbud’ til førstebehandling i Folketinget.

Forslaget, der skal forhindre muslimske kvinder i at gå tildækket af burka eller niqab i det offentlige rum, er på forhånd sikret et flertal bestående af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Men både i Liberal Alliance, Venstre og Socialdemokratiet vil der være medlemmer, der stemmer imod forslaget – men ikke så mange, at der vil være tvivl om, at forslaget bliver vedtaget.

Forslaget kaldes et ’tildækningsforbud’, fordi regeringen har vurderet, at man ikke kunne lave et forbud, der snævert ramte muslimske kvinder.

- Nu er det bare engang sådan, at man ifølge grundloven ikke må lave sådan et lovforslag. Derfor laver vi nu et lovforslag, der ikke bare dækker dét - men det gælder også burka og niqab, har justitsminister Søren Pape (K) tidligere sagt til TV 2.

Lovforslaget kommer derfor også til at gælde andre former for tildækning af ansigtet, for eksempel med elefanthue, tørklæde eller falsk skæg.

Ifølge lovforslagets tekst vil det dog komme an på en konkret vurdering, om tildækningen er ulovlig, eller om den tjener det der kaldes ’et anerkendelsesværdigt formål’. Det kan for eksempel være, at man vil beskytte sig mod kulden en vinterdag – eller at man optræder som julemand i december.

To forbudt - to tilladt

Lovforslaget kaldes i daglig tale ’burkaforbuddet’, fordi det primært er den muslimske klædedragt, der er målet for den nye lovgivning.

TV 2 har tidligere set nærmere på de forskellige former for tildækning af muslimske kvinder sammen med Connie Carøe Christiansen, der er kultursociolog ved det Amerikanske Universitet i Libanon og har studeret islamisk mode i det københavnske bybillede.

Der er grundlæggende fire former for hovedbeklædning, som muslimske kvinder bruger i Danmark.

,
, Foto: TV 2

To slags vil blive omfattet af forbuddet. Det er niqab og burka. Ifølge usikre opgørelser er der et par hundrede kvinder i Danmark, der bruger en af de to former for tildækning.

To andre vil ikke blive forbudt. Det er hijab og chador.

Niqab - forbudt

Niqab er en af de beklædninger, som det kan blive forbudt at bære i Danmark, fordi det stort set dækker hele ansigtet.

- Det er et beklædningsstykke, som dækker ansigtet, så kun øjnene er synlige, forklarer Connie Carøe Christiansen.

Ifølge kultursociologen er det kun meget få kvinder i Danmark, som bærer niqab.

- Mit indtryk er, at det findes blandt nogle kvinder, som er nye i landet. Det findes også blandt meget stærkt troende kvinder. De, som er ude på at demonstrere over for omverdenen, hvor stærke de er i troen, siger hun.

Niqab
Niqab Foto: TV 2 ECHO

Burka - forbudt

Burka er også omfattet af regeringens nye maskeringsforbud. Der er forskellige definitioner på, hvordan en burka ser ud, men den populære opfattelse er, at den ligesom niqabben dækker hele ansigtet, men derudover også dækker øjnene med et net.    

Ligesom niqabben er den ikke særlig udbredt i Danmark.

Burka
Burka Foto: TV 2

Hijab - tilladt

Hijab er den mest udbredte hovedbeklædning blandt muslimske kvinder i Danmark. Den vil fortsat være lovlig, da ansigtet er frit.

- Det er et tørklæde, som kan have forskellige størrelser. Håret er dækket, og hals og nakke er dækket. Det kan være bundet på forskellige måder. Det kan være pyntet, og det kan være helt simpelt, fortæller Connie Carøe Christiansen.

Tørklædet dækker kun hovedet, og flere kvinder bærer det med almindeligt tøj.

Hijab
Hijab Foto: Amr Alfiky / Ritzau Scanpix

Chador - tilladt

Chador dækker hele kvindens krop og kurver, men ikke ansigtet, og er derfor heller ikke en del af maskeringsforbuddet. Chadoren vikles rundt om hovedet og falder ned over kroppen. Det bæres typisk af kvinder fra Iran, fortæller Connie Carøe Christiansen:

- Det kan bestå af flere beklædningsgenstande, men danner samlet en løs kjole, så man ikke kan se kroppens facon. Man kan heller ikke nødvendigvis se hænderne.

Chador
Chador Foto: Atta Kenare / Ritzau Scanpix

Sendes hjem med en bøde

Ifølge justitsminister Søren Pape vil straffen for at gå med niqab eller burka i det offentlige rum være en bøde på 1000 kroner første gang – et beløb, der i gentagelsestilfælde kan stige til 10.000 kroner.

Justitsministeren slog i dag fast, at det ikke er meningen, at politiet skal hive det ulovlige tøj af kvinderne på offentlig vej, hvis de bliver stoppet iklædt niqab eller burka.

- De vil få en bøde og få besked om at gå hjem, siger Søren Pape i dag til TV 2.