Folketingets formand kalder til hastemøde om IT-sikkerhed

16x9
Arkivbillede. Foto: Camilla Rønde / Scanpix

Flere af Folketingets medlemmer frygter at blive overvåget via deres telefoner og computere og tager forskellige forbehold.

Folketingets formand vil indkalde repræsentanter fra alle Folketingets partier til en snak om IT-sikkerhed.

Det sker, efter at en række folketingspolitikere har udtrykt bekymring over for særligt russisk spionage via deres mobiltelefoner.

- Det er nødvendigt med et samlet møde, så vi får mere styr på denne her situation, siger Folketingets formand, Pia Kjærsgaard til TV 2.

Her vil Folketingets medlemmer blive sat mere grundigt ind i den sikkerhed, som Folketinget har, og de trusler der reelt set er. 

Klisterbånd over kameraet på telefonen

For når Lisbeth Bech Poulsen fra SF eller Ida Auken fra Radikale Venstre tager billeder med deres telefon, er det lidt noget bøvl.

Der er tape over kameraet.

Det har der ifølge Berlingske også været på tv’et hjemme i venstremanden Torsten Schack Pedersens soveværelse. Hvis der nu skulle sidde et kamera. Og på computerens kamera hos Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofoed.

Man skal selvfølgelig kunne leve sit liv uden at være paranoid. Men jeg vil heller ikke være naiv

Lisbeth Bech Poulsen, finansordfører, SF

Ligesom flere andre folketingspolitikere frygter de at blive overvåget af fremmede efterretningstjenester gennem deres elektronik. Derfor forsøger de at beskytte deres privatliv og politiske oplysninger på forskellig vis.

- Som offentlige personer kan vores privatliv misbruges på en meget ubehagelig måde. På den måde er vi mere udsatte, siger Ida Auken til TV 2.

Hun frygter særligt russisk spionage.

- Hvorfor skulle russerne ikke samle alt, hvad de kan få på danske parlamentarikere? Det vil de måske kunne bruge på et tidspunkt, siger hun.

Den lille sølvgrå prik er et klistermærke, som Lisbeth Bech Poulsen har sat foran kameraet på sin mobil for at beskytte sig mod overvågning.
Den lille sølvgrå prik er et klistermærke, som Lisbeth Bech Poulsen har sat foran kameraet på sin mobil for at beskytte sig mod overvågning. Foto: TV 2

Telefonen og computeren er det bedste overvågningsudstyr

Jan Kaastrup, sikkerhedsekspert i CSIS

Krypterede samtaler og systematisk sikkerhedstjek

I den seneste tid er det blandt andet kommet frem, at det store hackerangreb på Mærsk sidste år blev begået af russerne, ligesom de også stod bag et hackerangreb på det danske forsvar, hvor de fik adgang til ansattes e-mails.

Og det har også pustet liv i bekymringen for overvågning hos Lisbeth Bech Poulsen.

- Man skal selvfølgelig kunne leve sit liv uden at være paranoid. Men jeg vil heller ikke være naiv, siger Lisbeth Bech Poulsen til TV 2.

Hun krypterer blandt andet sine telefonsamtaler ved at ringe op fra en app, som hun også sender sms’er fra.

- Det er både for at beskytte mit privatliv. Det har alle ret til. Men det er også for at beskytte sensitive oplysninger i mit arbejde som folketingspolitiker, siger hun til TV 2.

Lisbeth Bech Poulsen krypterer de fleste af sine opkald og sms-beskeder. Her viser hun hvordan. Video: Katja Brandt Andersen

Mobiltelefonen har både kamera og mikrofon, som helt almindelige apps som Facebook og Instagram har fri adgang til. Ida Auken fortæller, at hun én gang om ugen gennemgår sin liste af apps for at slå tilladelsen fra.

- Jeg kan tit slå 6-7 stykker fra, siger hun til TV 2.

Men hvorfor har du overhovedet de apps?

- Fordi jeg har brug for de funktioner, de giver mig. Hvis jeg gerne vil dele et billede fra noget, jeg har oplevet i mit arbejdsliv på Facebook, så er jeg nødt til at give app’en adgang til mit kamera og mine billeder, siger hun.

- Jeg synes, det er en meget svær situation, vi alle sammen er kommet i. For på den ene side vil vi gerne have funktionerne, men samtidig bliver vi udsatte af dem.

Ingen telefoner til vigtige møder

Og truslen fra mobiltelefonernes øjne og ører bliver også taget alvorligt på resten af Slotsholmen.

- En tidligere udenrigsminister har fortalt mig, at de danske efterretningstjenester regner med, at minimum tre udenrigstjenester til hver en tid holder øje med udenrigsministeren, siger Ida Auken til TV 2.

Lisbeth Bech Poulsen fortæller, at hun har oplevet at blive bedt om at lægge telefonen uden for lokalet til vigtige møder. Og ifølge Berlingske er det kutyme til møder i blandt andet Udenrigspolitisk Nævn og Sikkerhedsudvalget.

Det er en meget svær situation - på den ene side vil vi gerne have funktionerne, men samtidig bliver vi udsatte af dem

Ida Auken, IT-ordfører, Radikale Venstre

I en Facebookopdatering fra Radikales Martin Lidegaard sidste år, fortalte han, at medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn måtte tage på studietur til Rusland uden deres elektroniske gadgets.

Af frygt for russisk overvågning blev det i stedet med denne mobile model:

Farvel smartphone På vej til Rusland med Udenrigspolitisk Nævn, hvor vi er blevet frarådet at have gadgets med af...

Posted by Martin Lidegaard on Sunday, March 5, 2017

Ekspert: - Telefonen og computeren er det bedste overvågningsudstyr

Og risikoen for overvågning er en trussel, der bør tages alvorligt. Det mener flere sikkerhedseksperter.

- Man skal tænke på, at telefonen og computeren er det bedste overvågningsudstyr, siger Jan Kaastrup, der er sikkerhedsekspert i it-virksomheden CSIS, der blandt andet tilbyder sikkerhedsløsninger.

- I dag har man slet ikke brug for overvågningsudstyr, der skal plantes ligesom i spionfilm. Nu kan man gå direkte gennem computeren eller telefonen, der har både mikrofon og kamera.

- Det er det bedste overvågning, man overhovedet kan komme i nærheden af, siger han til TV 2.

Han mener ikke, det kan være op til det enkelte folketingsmedlem at sikre sig mod overvågning. Og Folketingets formand er enig. 

- Det er også Folketingets ansvar at sikre sikkerheden, og det gør de også, fortæller Pia Kjærsgaard.

Af hensyn til sikkerheden vil Folketingets Oplysning ikke informere TV 2 om, hvilke forbehold politikerne rådes til.