Dansk Folkeparti vil tage passet fra dømte pædofile

16x9
Peter Kofod Poulsen (DF). Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Dansk Folkeparti vil sætte en stopper for, at danskere dømt for pædofili kan rejse ud og misbruge børn i for eksempel Thailand

Straffen for sex med børn skal skærpes, så alle, der bliver dømt for pædofili, får frataget deres pas i mindst 10 år.

Sådan lyder et forslag fra Dansk Folkeparti, skriver DR.

- Danske statsborgere skal ikke rejse verden rundt for at begå seksuelle overgreb på børn. Vi skal beskytte børn. Så som en del af straffen for at begå et pædofilt overgreb skal vi tage passet fra dem i mindst 10 år, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, til DR.

Øger det så ikke risikoen for, at de pædofile begår overgreb mod danske børn?

- Nej, fordi en del af forslaget er, at vi samtidig strammer kontrollen med de pædofile, så de danske myndigheder hele tiden har styr på, hvor de er og hvad de foretager sig, siger Peter Kofod Poulsen.

Venstre: Det er overkill

Hverken justitsminister Søren Pape Poulsen (K) eller Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, ønsker at kommentere forslaget.

Det vil Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, derimod gerne. 

- Jeg synes det er lidt overkill at tage passet fra samtlige pædofildømte. jeg har i øvrigt ikke set dokumentation for, hvor mange der rejser ud. Men på den her måde kommer man jo til at ramme alle. Det har ikke min sympati, siger retsordfører Preben Bang Henriksen til DR.

Dansk Folkeparti vil fremsætte beslutningsforslaget inden sommerferien.

I 2017 var der 88 sager, der førte til domme for pædofili, i Danmark.