Tusindvis af varmekunder risikerer snart store prisstigninger: - Det haster med at finde en løsning

16x9
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) indleder snart forhandlinger om en ny energiaftale. Stigende priser i fjernvarmesektoren forventes at skulle diskuteres. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark

De hårdest ramte danskere kan se frem til en ekstraregning på op til 10.000 kroner om året. Tjek om dit fjernvarmeselskab mister tilskud.

Omkring 140.000 husstande står fra nytår til at få en noget højere regning fra deres lokale fjernvarmeværk.

Derfor er det på høje tid, at regeringen får gjort noget.

Sådan lyder det fra Socialdemokratiet og Radikale Venstre forud de forhandlinger om et nyt energiforlig, som forventes at begynde efter påske.

- Det er meget presserende, og det haster ekstremt meget med at finde en løsning. Først og fremmest fordi varmekunderne kan se frem til en meget markant prisstigning på flere tusinde kroner til nytår, siger Socialdemokratiets energiordfører, Jens Joel, til TV 2.

Radikale Venstres Andreas Steenberg er enig. Han er utilfreds med, at der med ni måneder tilbage af året fortsat ikke er fundet en løsning.

Han forudser, at det især er kunder i yderområderne, der kan blive ramt.

- Det her skulle have været løst for et par år siden. Det er helt urimeligt, at nogle borgere bliver ramt af en skatteforhøjelse, bare fordi de bor et bestemt sted. Jeg betragter det som en bunden opgave at få løst det her, siger Andreas Steenberg til TV 2.

Derfor kan regningen stige

Fra nytår forsvinder det såkaldte grundbeløb, som er en form for statstilskud, fjernvarmeværkerne har fået siden 2005. Og det er årsagen til, at forbrugerne står til at skal have flere penge op af lommen.

Grundbeløbet blev indført for at støtte de lokale fjernvarmeværker, da elmarkedet i politisk en aftale fra 2004 blev liberaliseret.

Dengang blev det aftalt, at tilskuddet skulle stoppe ved udgangen af 2018, fordi politikerne forventede, at stigende elpriser med tiden ville gøre ordningen overflødig.

Vi har kendt udløbsdatoen længe, men mange af de her værker kan ikke gøre noget, fordi lovgivningen ikke er tilpasset

Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme

Men blandt andet på grund af meget grøn strøm er elpriserne meget lavere end forventet, og derfor står mange fjernvarmeselskaber med et problem, når grundbeløbet forsvinder.

Zoom ind på kortet for at se, om dit fjernvarmeselskab mister tilskud.

Varmeværker, der i dag modtager grundbeløbet

Op til 10.000 kroner mere om året

Det er forskelligt, hvor store prisstigninger, forbrugerne vil opleve, men brancheorganisationen Dansk Fjernvarme anslår, at omkring halvdelen af de 140.000 husstande vil få en årlig ekstraregning på mellem 2000-4000 kroner.

Nogle steder kan prisstigningerne blive helt op til 10.000 kroner om året, men der vil også være områder, hvor forbrugerne ikke kommer til at opleve ændringer. Det kan blandt være de steder, hvor der er foretaget afskrivninger eller investeret i billigere produktionsformer.

Sådan kan forbrugerne blive ramt

  • Omkring 140.000 husstande vil som udgangspunkt mærke prisstigninger, når grundbeløbet forsvinder.
  • Halvdelen af dem (cirka 70.000) vil få en årlig prisstigning på deres varmeregning på mellem 2000-4000 kroner.
  • Omkring 14.000 husstande vil få en årlig prisstigning på mellem 500-1000 kroner.
  • Omkring 8000 husstande risikerer en årlig prisstigning mellem 8000-10.000

Kilde: Dansk Fjernvarme og finans.dk

Efterlyser ny lovgivning

Hos brancheforeningen Dansk Fjernvarme mener direktør Kim Mortensen ligesom de to oppositionspolitikere, at det haster med at finde en løsning.

Han siger, at det især vil ramme udkantsområdernes mange små fjernvarmeværker, når grundbeløbet forsvinder.

Ifølge Dansk Fjernvarme er problemet for mange af de mindre værker, at de lovgivningsmæssigt er bundet til naturgas, som er dyrere end mange af alternativerne.

Den binding gør, at de ikke har fået lavet investeringer i nye anlæg med alternativer, der er billigere end naturgas. Derfor mener han ikke, at de reelt har haft en chance for at forhindre prisstigninger.

- Det haster meget med at finde en løsning. Det er rigtigt, at vi har kendt udløbsdatoen længe, men mange af de her værker kan ikke gøre noget, fordi lovgivningen ikke er tilpasset, siger Kim Mortensen til TV 2.

Vil holde forbrugerne skadesløse

Han opfordrer politikerne til at finde en overgangsløsning, så forbrugerne bliver holdt skadesløse.

Vi vil målrettet hjælpe dem, som står til at få de største stigninger

Thomas Danielsen, energiordfører for Venstre

Derudover mener Dansk Fjernvarme, at det er nødvendigt at få gjort op med den lovgivning, der binder mange fjernvarmeværker til naturgas.

Det kan ske ved at fjerne den såkaldte brændselsbinding og ved en permanent sænkelse af elafgiften til varmepumper, som Dansk Fjernvarme gerne ser, at fjernvarmeselskaberne investerer i.

Kim Mortensen mener, ligesom Socialdemokratiet og Radikale Venstre, at en permanent sænkning vil gøre det langt mere interessant for fjernvarmeselskaberne at investere i varmepumper. Og det vil være godt for både miljøet og forbrugernes pengepunge.

Venstre: Nogle må acceptere prisstigning

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har ikke haft mulighed for at stille op til et interview med TV 2. Det har Venstres energiordfører, Thomas Danielsen, til gengæld.

Han siger, at regeringen allerede har gjort meget for fjernvarmesektoren. Han nævner blandt andet, at det allerede i efteråret blev besluttet at sænke elvarmeafgiften frem til 2025. Og han undrer sig samtidig over, at Socialdemokratiet ikke var med i den aftale.

Thomas Daniel mener ikke, at regeringen er i mål endnu. Og spørgsmål om eksempelvis værkernes binding til naturgas og en permanent sænkelse af elvarmeafgiften kan komme til at indgå i de kommende forhandlinger om et nyt energiforlig.

- Vi kommer med et udspil, hvor vi tager hånd om det her, siger Thomas Danielsen til TV 2.

Det betyder dog ikke, at alle forbrugere går fri af prisstigninger.

- Vi vil målrettet hjælpe dem, som står til at få de største stigninger. Men dem, som står til en prisstigning på en 1000-kronesedel om året, de er måske lidt mere nogen, som må acceptere, at deres forsyningsselskab er ved at investere sig ud af en udfordring, siger Thomas Danielsen.

Regeringen forventes at præsentere sit udspil til en energiaftale for 2020-2030 efter påske.