BLOG: Penge, penge, penge…

16x9
I sidste uge var det "Pengeuge". Pengeugen sætter fokus på undervisning i privatøkonomi i grundskolens ældste klasser (7.-9. klasse). Foto: Scanpix

BLOG: 48.000 unge i alderen 18-30 år er registreret i gældsregisteret RKI som dårlige betalere. Det er simpelthen alt for mange!

I sidste uge var det ”Pengeuge” – et initiativ, som Finans Danmark står bag sammen med Danmarks Matematiklærerforening, som har stået for undervisningsmaterialet. Pengeugen sætter fokus på undervisning i privatøkonomi i grundskolens ældste klasser (7.-9. klasse). Og rigtig mange af landets grundskoler havde taget imod dette tilbud, hvor ansatte fra finanssektoren kom ud på skolerne og gav de unge mennesker indsigt i fænomener som opsparing, gæld, budgetter, indtægter, udgifter og renter.

Det er afgørende vigtigt, at unge mennesker har en basal viden om økonomi – og at de er i stand til at styre deres egne penge. Det har de brug for nu og her, hvor lommepengene gerne skal række lidt mere end et par dage. Men de får i høj grad brug for det, den dag de flyver fra reden og skal være herre i eget hus – eller kollegieværelse. For så er der jo pludselig elregninger og indkøb af kedelige ting som toiletpapir og tandpasta. Og hvis man ikke aner en dyt om penge eller hvordan man lægger et budget, ja så ryger mange hurtigt i gældsfælden. Og er man først gået den vej, er det svært at komme tilbage på sporet igen.

Det fører en masse dårligdom med sig at have rod i økonomien og måske endeløse gældsposter. Tag bare tv-programmet ”Luksusfælden”, som bliver vist på en konkurrerende kanal. Her kan man se, hvordan gæld og overforbrug fører til alskens ulykker og fortvivlelse. Og i langt størstedelen af tilfældene handler det om, at disse mennesker ikke har en helt basal viden om penge – eller er i stand til at få indtægter og udgifter til at balancere nogenlunde med hinanden.

Pengeugen er et supergodt initiativ, som jeg hilser meget velkomment. Men det er jo ikke gjort med blot én uge om året. Derfor skal forældrene naturligvis noget mere på banen og lære – og ikke mindst vise – deres børn, hvordan man får en sund privatøkonomi. Det er faktisk en del af forældreansvaret og forberedelsen til at gøre børnene selvstændige og parate til at klare sig selv.

Og så er undervisning i privatøkonomi også en opgave for skolen. I fagene samfundsfag og matematik er der rig mulighed for at arbejde med privatøkonomiske begreber, forbrugeradfærd og forbrugerrettigheder. Med en kombination af sund fornuft og gode, basale kundskaber som for eksempel procentregning og brøker er man godt på vej til at kunne tage styringen over sit eget liv – og holde sig langt væk fra RKI og programmer som ”Luksusfælden”.