BLOG: Nej, du må ikke ødelægge dig selv med stoffer

16x9
Vi skal ikke acceptere, at folk spiller russisk roulette med deres liv, mener Mette Abildgaard. Foto: Scanpix Danmark

BLOG: Som fællesskab må vi gerne i omsorg sætte grænser for den enkelte. Især når det kommer til stoffer. Derfor er jeg konservativ og ikke liberal.

Stoffer kan være dødsensfarlige. Det kan der ikke være to meninger om. For nogle uger siden døde et 15-årigt menneske med hele livet foran sig. Han havde taget narkotikummet MDMA. Og mange mennesker dør hvert år af stoffer. I 2015 mistede vi herhjemme over 150 mennesker til narkotika.

Liberal Alliances Joachim B. Olsen mener, at MDMA sammen med andre endnu hårdere stoffer, skal legaliseres. Er det virkelig svaret til de bekymrende forældre, der sender deres unge mennesker ud i det natteliv, der i forvejen er fyldt med stoffer? Det er ansvarsløst, og minder mig om de mennesker i USA, der argumenterer for flere våben i klasselokalet dagen efter et skoleskyderi.

Det styrer du jo bare selv?

For hvad er det for et signal at sende? Når du legaliserer stoffer, er beskeden til de unge tydelig: Værsgo. Gør det bare. Det er dit eget ansvar. Du risikerer at få alvorlige psykiske lidelser som skizofreni. Det kan føre til livslang afhængighed og et misbrug, der ikke kun går ud over dig selv men også din familie og venner. I sidste ende kan det føre til din død. Men det styrer du jo bare selv...

Personlig frihed har også en grænse

Ægte omsorg for sine medmennesker indebærer også, at man nogle gange siger fra. Det er en af grundende til, at jeg er konservativ og aldrig bliver liberal. Personlig frihed er godt, og heldigvis har vi meget af den her i landet. Men for mig som konservativ har alt en grænse – også den personlige frihed. For i et fællesskab skal vi også passe på hinanden. Vi må sommetider sætte grænser, fordi den enkelte ikke altid kan overskue konsekvenserne af sine valg. Og det gælder sommetider også voksne mennesker. Det er ikke altid, man kan overskue konsekvensen af at indtage stærke stoffer. Her skal et ansvarligt fællesskabet sætte grænser op.I Colorado har man forsøgt at legalisere marihuana. I september 2017 kunne man så konstatere, at man havde fået den største andel af unge, som havde prøvet marihuana inden for den seneste måned. Men det er ikke så underligt, når man melder ud, at noget, der før var forbudt, nu er lovligt. Tænk, hvis man som mange liberale ønsker det, gjorde det samme med endnu hårdere og farlige stoffer. Jeg kan ikke holde tanken ud.Særligt når vi ifølge en rapport fra Sundhedsstyrelsen i perioden 2011-2015 kan se et tydeligt og markant fald i den eksperimenterende brug af de fleste stoffer blandt 15-16-årige. Det ville være direkte tåbeligt at vende den udvikling ved at gå ud og erklære hårde stoffer for lovligt.

Russisk roulette

Vi politikere bør have befolkningens tryghed og sikkerhed i tankerne, når vi lovgiver. Vi skal ikke acceptere, at folk spiller russisk roulette med deres liv.

Som politiker vil jeg ikke være med til at sende signalet:  ”Tag nogle stoffer og ha’ en fest”.