BLOG: Skal integrationen trumfe alt?

16x9
Merete Riisager Foto: Henning Bagger / Scanpix

BLOG: På en iskold februardag trillede blankpolerede ministerbiler ind i Mjølnerparken, og ud steg ministrene i deres stiveste puds.

Ja, måske lige bortset fra undertegnede, som havde taget de fornuftige vinterstøvler og den strikkede hue på. Men det budskab, vi kom med, var lige så skarpt som kulden. Vi var kommet for at præsentere regeringens parallelsamfundsudspil, og antallet af fremmødte ministre illustrerede hvor mange områder, problemerne med parallelsamfund griber ind i.

Vi skal løse problemerne i ghettoen. Det skal vi gøre, uden at vi samtidig undergraver de rettigheder og den frihed, vi har i Danmark. Det er en svær balancegang, som statsministeren formulerede meget præcist i sin nytårstale: ”Der er brug for en langt mere præcis indsats. Hvor vi ikke generer samtlige danskere i hele Danmark. Men sætter ind de steder, hvor problemerne er størst. Og kun dér.”

Regeringens parallelsamfundsudspil er hård kost. Men det er et nødvendigt udspil. For vi er simpelthen nødt til at gøre noget, vi er nødt til at turde gøre noget for at bekæmpe problemerne. Det er konsekvenspædagogik i et land, der i generationer har kunnet klare sig med dialog. Det er indgriben, hårde bagkanter og opfølgning. Og det er desværre nødvendigt.

Vi må ikke glemme, at det på den ene side er rigtige mennesker, der bebor ghettoer og lever i parallelsamfund. Og der er allerede mange dygtige og fornuftige mennesker, der gør en kæmpe indsats med at rette op og hjælpe børn godt på vej. Og det skal de have tak for. På den anden side må vi ikke glemme statsministerens eftertænksomme betragtning og være omhyggelige med ikke reducere rettighederne for helt almindelige borgere, fx ved at fratage dem frie valgmuligheder, som de sætter pris på. Det er bidende nødvendigt, at vi ikke bare tromler igennem med forslag om tvang og kvoter, som blandt andet Socialdemokraterne har forslået, og derved lader integrationsværktøjerne omfatte alle.

Et forslag om at omfordele eleverne, så der ikke længere findes skoler med mere end 30 procent med udenlandsk herkomst, betyder helt konkret, at man vil skulle bede Hvidovres borgere med etnisk dansk baggrund om at køre deres børn til Ishøjs skoler for at få regnestykket til at gå op. I Ishøj er det nemlig 39 procent af alle elever, der har udenlandsk herkomst. I Hvidovre er der til sammenligning 15 procent af eleverne.   

Nu går vi i gang med de politiske forhandlinger om regeringens udspil. Og heldigvis er der bred enighed om, at der er brug for handling – også af mere drastisk karakter. Vi skal løse problemerne i ghettoen uden at undergrave de rettigheder og den frihed, vi har i Danmark. Derfor er et opgør med det frie skolevalg IKKE en del af parallelsamfundspakken. For hvis vi skal opnå en perfekt fordeling af elever på alle folkeskoler i Danmark, så vil det gribe ind i rigtig mange danske familiers liv. Det ønsker vi ikke.

Når jeg hører politikere og partier, der er parate til at opgive det frie skolevalg i håb om at løse integrationsproblemerne ad den vej, giver det mig kuldegysninger. For det frie skolevalg er fundamentalt. I en undersøgelse fra 2017 svarede 79 procent af forældrene, at det frie skolevalg er en god ordning. Kun tre procent svarede, at det var en dårlig ordning. Og jeg vil vove den påstand, at ingen – eller meget få – forældre har lyst til at spænde deres børn for en ideologisk vogn eller gamble med deres skolegang. Alle vil det bedste for deres børn – og det gælder uanset etnicitet eller politisk tilhørsforhold. Vi skal ikke reducere danskerne til brikker i et integrationspuslespil.

I år var hvert tiende barn, der begyndte i skolen, et barn med ikke-vestlig baggrund. Allerede inden børn begynder i skole, kan der være op mod to års forskel mellem de børn, der har de svageste sproglige, matematiske og socioemotionelle kompetencer sammenlignet med gennemsnittet. Og vi ved, at der en hyppigere forekomst af børn med en ikke-vestlig baggrund, der har markant dårligere eller svagere sproglige kundskaber på det tidspunkt, end børn med en dansk baggrund. Når udenlandske børn forlader skolen, ligger de i gennemsnit 1,6 karakterpoint under gennemsnittet. De tendenser er desværre stabile fra første over anden til tredje generation. Det fortæller os, at der er problemer, som stikker dybt, og som vi ikke bare løser ved for eksempel at eliminere det frie skolevalg for alle.

Vi skal fastholde troen på, at integration sker ved, at vi insisterer på, hvad der er dansk kultur og danske værdier med alt, hvad det indebærer af ligestilling, frihed, og demokrati – og så er sprogkundskaber en ekstremt vigtig nøgle til integration. Derfor mener jeg, at forslaget om at indføre en sprogprøve i børnehaveklassen på skoler, hvor der er særligt mange elever fra udsatte boligområder, er godt, selvom det er usædvanligt at gøre i det danske skolesystem. Vi skal have en løsning, hvor vi forstyrrer færrest muligt, men hjælper flest muligt. Det er en hårfin balance. Sprogprøven handler netop om at hjælpe børnene og deres forældre, ikke om at straffe. Med en tidlig indsats kan vi nå at rette op på mange udfordringer, som ellers vil ramme eleven endnu hårdere senere i skolelivet.

Flere af forslagene i udspillet er målrettede de områder, hvor der er problemer. Og det er en vigtig pointe. Jeg vil ikke være med til at fratage flertallet af danskerne deres rettigheder i integrationens hellige navn.