BLOG: Stop for oliejagt er en kæmpe sejr for lokale klimaaktivister

16x9
Efter stor folkelig modstand stopper regeringen med at tillade olie- og gasjagt på dansk jord. Foto: CLAUS FISKER / Scanpix Denmark

BLOG: Efter stor folkelig modstand stopper regeringen endelig med at tillade olie- og gasjagt på dansk jord.

Alle, der ved noget om klima, siger, at langt størstedelen af klodens fossile brændsler – kul, olie og naturgas – skal forblive i undergrunden, hvis vi skal nå at begrænse den globale opvarmning til maksimalt 2 og helst 1,5 grader.

Derfor blev vi noget forbavsede i Alternativet, da vi sidste år opdagede, at regeringen i al ubemærkethed var godt i gang med at give tilladelse til, at et hollandsk selskab kunne udforske mulighederne for olie- og gasjagt på Lolland-Falster de næste 40 år. Ikke engang kommunerne eller borgerne i området havde hørt om det.

Vi tog derfor sagen op, og heldigvis lykkedes det os at få udskudt tilladelsen midlertidigt. Vi indkaldte efterfølgende klimaministeren i samråd for at få en forklaring på, hvordan regeringen på én og samme tid kunne bakke op om den historiske klimaaftale fra Paris og samtidig tillade mange års olie- og gasjagt i Danmark.

Med Parisaftalen har Danmark sammen med resten af verdens lande forpligtet os til at gøre, hvad vi kan for at begrænse den globale opvarmning til 2 og helst 1,5 grader, så vi undgår et katastrofalt klimasammenbrud. Derfor er det helt hen i vejret at give nye tilladelser til olie- og gasjagt, når vi ved, at det vil stride imod Parisaftalens mål og intentioner.

Mens regeringen blev ved med at udsætte datoen for tilladelsen, opstod der efterhånden en helt fantastisk folkelig modstand på Lolland-Falster, ligesom der tidligere har været I Nordjylland, hvor der har været skifergas-hungrende selskaber på udkig. Og i går meldte klimaministeren så endelig ud, at regeringen har valgt at lytte til borgerne og afvise alle ansøgninger om olie- og gasjagt på landjorden i Danmark fremadrettet.

Det er så vigtig en sejr for klimakampen, for det viser med al tydelighed, at lokal klimaaktivisme nytter. Det nytter, når vi siger, at vi ikke vil have vores undergrund tømt til sidste dråbe for fossile brændstoffer. At vi vil have en regering, der står ved sine internationale klimaløfter. At vi vil have en verden, som vi er stolte af at give videre til de fremtidige generationer.

Derfor er det også vigtigt, at vi bliver ved med at kæmpe. For selvom regeringen nu endelig har givet op på sine oliedrømme til lands, fortsætter den desværre ufortrødent olie- og gasjagten i Nordsøen. Det skal vi have sat en stopper for. Lad os bruge kampgejsten fra denne betydelige klimasejr til at kæmpe videre for et totalstop for oliejagt både til lands og til vands.

På den måde hjælper vi også regeringen med at nå sit eget mål om at omstille Danmark til et lavemissionssamfund baseret på 100 procent vedvarende energi i 2050. Det kan nemlig kun lade sig gøre, hvis vi begynder en seriøs bæredygtig omstilling nu. For hvis vi venter til sidste øjeblik, bliver det praktisk talt umuligt at nå at omstille hele Danmarks energisystem. Vi skal i gang nu – og hellere i dag end i morgen.

Lad os derfor – nu med fornyet energi – kæmpe videre for at få stoppet oliejagten i Nordsøen. Og for at få skudt den seriøse bæredygtige omstilling for alvor i gang. Så vi stolt kan give en mere bæredygtig klode videre til de næste generationer.