Alternativet har mistet to tredjedele af deres vælgere på to år, viser ny måling

16x9
Alternativet, med Uffe Elbæk som politisk leder, går tilbage i ny måling. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Trods tilbagegang til Alternativet er der fortsat rødt flertal i ny måling. Radikale og Konservative kan glæde sig over fremgang.

Den vælgermæssige nedtur ser ud til at fortsætte for Alternativet.

Blot 3,1 procent af vælgerne vil sætte krydset ved liste Å, hvis der var valg i morgen, viser en ny meningsmåling, foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken.

Det er den laveste opbakning til partiet med Uffe Elbæk i spidsen siden valget i 2015.

Og måler man i forhold til januar 2016, hvor partiet nåede sit foreløbige højdepunkt i meningsmålingerne med 9,3 procent, har partiet nu mistet to tredjedele af opbakningen.

Man må bare konstatere, at det kan være overordentligt svært at fastholde den eufori og pionerånd, der ofte omgiver nye politiske bevægelser som Alternativet. Nu er det i højere grad blevet hverdag.
Sagerne om den "overdrevne festkultur" internt i partiet, som især fyldte i kommunalvalgkampens slutspurt, har også skadet.
Og sidst, men ikke mindst, er det bemærkelsesværdigt, hvor forholdsvis fraværende Uffe Elbæk er i den offentlige debat i øjeblikket. Og når han ikke er synlig, har Alternativet svært ved at gøre sig bemærket.

Fremgang til Konservative

Blandt dem, der kan glæde sig over målingen, er Radikale Venstre, der går 2,3 procentpoint frem i forhold til valgresultatet og nu ligger på 6,9 procent. Det svarer til 12 mandater – fire flere end Radikale Venstre har i Folketinget nu.

I blå blok har Konservative mest at glæde sig over. 5,3 procent tilkendegiver nu, at de vil sætte krydset her – en signifikant fremgang i forhold til valgresultatet på 3,4 procent. Og da Liberal Alliance samtidig går tilbage, er styrkeforholdet regeringspartierne imellem ændret, så Anders Samuelsens parti nu står til at blive det mindste blandt de to.

Også Dansk Folkeparti går frem i forhold til den seneste måling, gennemført i januar. Partiet ligger dog stadig mærkbart lavere end ved valget.

Partierne, der forventes at pege på S-formand Mette Frederiksen som statsminister, står stadig til at kunne mønstre flertal. 51,9 procent af vælgerne tilkendegiver, at de vil sætte krydset her.

48,1 procent vil stemme på et af partierne, der vil pege på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister.

15 procent af de adspurgte i målingen svarer, at de enten er i tvivl om, hvor de vil sætte krydset, eller at de ikke ønsker at stemme.

Der skal senest være valg til Folketinget i juni 2019.