BLOG: Islamisterne skal frygte kvinden

16x9
Nøglen til oprøret mod islamismens rigide tankegang ligger tilsyneladende netop hos kvinderne, skriver Pia Kjærsgaard. Foto: LUKE MACGREGOR / Scanpix Denmark

BLOG: Et kvindeoprør vil kunne få hele fundamentet til at vakle under det islamistiske undertrykkelsesapparat.

I Iran breder den folkelige modstand mod tørklæder sig. En rapport bestilt af det iranske præstestyre viser, at omkring halvdelen af den iranske befolkning mener, at tørklædet er en privat sat og ikke noget, regimet skal blande sig i. I Iran har kvinder siden den islamiske revolution i 1979 skullet tildække deres hår med slør - den såkaldte hijab - i det offentlige rum, men nu tyder meget altså på, at de er ved at få nok af den statsdikterede islamisme. 

Er det #MeToo-bølgen, der er nået til Iran, eller har iranske kvinder bare nogle meget mere fundamentale ting at kæmpe for end vestlige kvinder? I Iran kan det koste en fængselsstraf at gøre oprør og smide tørklædet. Den 29. januar kravlede den unge iranske kvinde, Narges Hosseini, op på et ledningsskab og trak sit tørklæde af, og efter kun ti minutter blev hun anholdt af civilklædte betjente – men fem andre kvinder fulgte trop, og en af dem udtalte, at hun er træt af, at regeringen skal diktere, hvad hun skal gøre med sin krop. 

Kvinderne vil ikke længere finde sig i det. Snesevis er blevet anholdt på kort tid, fordi de ganske enkelt har fået nok af undertrykkelsen. Iran er ramt af massive demonstrationer – de største siden 2009, og regimet svarer igen med undertrykkelse, hån og arrogance. Kvinderne betegnes som ”barnlige” og ”uvidende” og for at lade sig ”lokke af udlændinge”. Men det handler ikke kun om nogle få kvinder. I 2014 opregnede Irans ”religiøse politi”, at næsten 3,6 millioner kvinder havde fået en påtale for manglende tildækning eller for at bære deres hijab forkert.

I Danmark og vesten er debatten næsten vendt på hovedet. Dels raser #MeToo-kampagnen stadig, og i et land som USA bliver mænd afskediget og får deres karriere smadret på baggrund af anklager om handlinger, de skulle have begået for ofte flere årtier siden, og som de i sagens natur ikke kan modbevise. Dels handler debatten på den vestlige halvkugle primært om muslimske kvinders ”ret” til at tildække deres ansigter og gå rundt på gader og stræder som formummede spøgelser – for det handler nemlig også om ”det frie valg”. Har vi glemt, hvad det vil sige at kæmpe for helt basale rettigheder? Har vestlige kvinder glemt den egentlige kamp? 

Den iranske hijab kan ikke sammenlignes med hverken burkaer eller niqab’er, men den er en tvungen uniformering af kvinden, som ikke selv har ret til at vælge, hvordan hun ønsker at fremtræde offentligt. Den valgfrihed, som de modige iranske kvinder kæmper for, er heller ingen selvfølge i danske ghettoer, hvor den sociale kontrol dikterer, at muslimske kvinder ”frivilligt” skal bære tørklæde, hvis de vil undgå chikane og misbilligende blikke fra omgivelserne. Men nøglen til oprøret mod islamismens rigide tankegang ligger tilsyneladende netop hos kvinderne – selv Saudi-Arabien har modstræbende givet kvinder lov til at køre bil. 

Islamisterne har sådan set fat i noget af det rigtige, når de desperat forsøger at undertrykke kvinder. De er nemlig farlige. Et kvindeoprør vil kunne få hele fundamentet til at vakle under det islamistiske undertrykkelsesapparat. Undertrykkelse af kvinder er nemlig også undertrykkelse af mænd. Tildækningen af kvinder signalerer til mænd, at de er i deres drifters vold og ikke kan styre sig selv. Og tildækningen signalerer had til frihed og demokrati. Vesten fremgang havde været utænkelig uden kønnenes ligestilling. Demokratiet begynder og slutter nemlig med dette: At mænd og kvinder har samme rettigheder og kan mødes som ligeværdige partnere. Det har de iranske kvinder forstået – og de kommende måneder kan blive afgørende for det iranske præstestyres jerngreb.