Skimmelsvamp udvikler resistens - og det øger dødeligheden

16x9
Skimmelsvamp på væg. Foto: Uffe Weng / Scanpix Denmark

Statens Serum Institut har de senere år konstateret flere dødsfald på grund af resistente svampeinfektioner.

En lungeinfektion forårsaget af skimmelsvamp er i nogle tilfælde begyndt at udvikle resistens mod den medicin, der plejer at være den bedste behandling med færrest bivirkninger for patienten.

Det skriver DR.

Ifølge mediet har Statens Serum Institut de senere år konstateret flere dødsfald på grund af resistente svampeinfektioner.

De fleste tager ikke skade

Det vides dog ikke, præcist hvor stort problemet er, da der ikke findes nogen systematisk overvågning af situationen.

Svampeinfektionen forårsages af Aspergillus Fumigatus, som er en skimmelsvamp, der findes over alt i naturen. Langt de fleste mennesker indånder den uden at tage skade, men for alvorligt immunsvækkede kan det udvikle sig til en livstruende lungeinfektion.

Lægerne behandler svampen med såkaldte azoler. Det er de midler, som svampen har udviklet resistens imod.

Ifølge Maiken Cavling Arendrup fra Statens Serum Institut øges dødeligheden, når svampen bliver resistent.

- Det er en sygdom, som er behæftet med en betydelig dødelighed. Almindeligvis mellem 40 og 60 procent, men hvis svampen er resistent, så stiger dødeligheden helt op til 90 procent, siger hun til DR.

Vil undersøge det nærmere

Ifølge DR frygter forskere og læger, at resistensen er opstået, fordi azoler også bruges som middel mod svamp i industrien og landbruget.

Ole Hilberg, der er overlæge i lungemedicin på Vejle Sygehus og formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab, siger til DR:

- Man må sige, at de svampemidler, der bliver brugt i landbruget, er næsten identiske med dem, vi bruger til at behandle patienter. Og ved at man breder det ud i så stor stil, så forventer vi, at det vil give tiltagende problemer inden for behandling af patienterne.

Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer understreger over for DR, at der endnu ikke er endegyldigt bevis for, at resistens opstår på grund af landbruget.

Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) ønsker problemstillingen undersøgt nærmere.

Ifølge sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skal et tættere samarbejde mellem miljø-, fødevare- og sundhedsmyndighederne afdække, hvad der er behov for i Danmark.