Folketingspolitiker efter kokain-kørsel: Giv Engel-Schmidt en chance

16x9
Alternativets Anders Stjernholm opfordrer Venstre til at lade være med at dømme Jakob Engel-Schmidt for hårdt. Foto: Scanpix

Lovovertrædelsen har ikke noget med arbejdet at gøre, mener Anders Stjernholm. Han håber, Jakob Engel-Schmidt kan vende tilbage til politik.

Han har fået en dom for narkokørsel. Han har mistet sine jobs på uddannelsesinstitutionen Niels Brock og TV 2. Og så har han ikke længere en opstillingskreds til næste folketingsvalg.

For Venstres Jakob Engel-Schmidt, der for øjeblikket er på orlov fra Folketinget, har det fået store konsekvenser, at Ekstra Bladet har afsløret, at han er blevet stoppet i bil med kokain i blodet.

Men ifølge Alternativets folketingsmedlem Anders Stjernholm er det vigtigt ikke at dømme Jakob Engel-Schmidt for hårdt. I en opdatering på Facebook advarer han særligt Venstre mod permanent at udelukke ham fra politik.

Det sker efter, at partiets gruppeformand, Søren Gade, onsdag sagde, at han har ”meget svært” ved at se Jakob Engel-Schmidt vende tilbage til Christiansborg.

Kære Venstre: Giv Jakob en chance - for jeres egen skyld. Jeg føler behov for at advare Venstre (og TV2 og Niels Brock)...

Posted by Anders Stjernholm Alternativet on Wednesday, February 7, 2018

Har ikke noget med arbejdet at gøre

TV 2 har spurgt Anders Stjernholm, hvad han mener med, at Jakob Engel-Schmidt skal have en chance.

- Det er jo ikke korruption eller andre uetiske handlinger i forbindelse med hans arbejde. Og når det kommer til Venstre, så synes jeg, at straffen hovedsageligt bør være noget, der har med fejl i hans arbejde at gøre, siger Anders Stjernholm til TV 2.

Ikke utilgiveligt

Du mener ikke, der er tale om en uetisk handling i forbindelse med arbejdet. Men er det ikke et stort problem, når politikere – der jo vedtager love – bryder dem?

- Jo, det er et stort problem, når politikere bryder love. Men det er forhåbentligt ikke utilgiveligt. Der er kæmpestor forskel på at sige, at det her er et problem og så at sige, at noget er utilgiveligt. Utilgiveligt er et meget, meget stærkt tillægsord at bruge om noget som helst. Og det er der, hvor jeg synes, filmen knækker.

Venstres gruppeformand mener, det er utilgiveligt. Men det kalder Jakob Engel-Schmidt det også selv over for Ekstra Bladet. Hvad er problemet?

- Det er synd, hvis Jakob også kalder det utilgiveligt. Det håber jeg faktisk ikke, han selv mener bogstaveligt. Og jeg håber heller ikke, at Venstre egentlig mener det.

Vores demokrati hviler meget på tillid mellem politikere og de folkevalgte. Er det ikke svært for danskerne at have respekt for den lovgivende magt, hvis den selv bryder lovene?

- Vores demokrati og vores retssystem hviler også på en optimisme omkring, at folk kan forbedre sig. Og jeg ville synes, det var et kæmpestort problem, hvis vi både i vores demokratiske system og generelt i vores omgang med hinanden ikke regnede med og håbede på, at vi kan forbedre os.

Men anerkender du ikke, det er et ret stort problem, når den lovgivende magt bryder sine egne love?

- Selvfølgelig er det et større problem, når en politiker bryder en lov, end når en almindelig borger gør det.

Sårbar over for afpresning

I din opdatering kalder du det ”en omgang kokain-snifferi”, hvordan ved du, det kun er én omgang?

- Jeg aner ikke noget, om Jakobs kokainforbrug. Det er der heller ikke så mange andre, der gør på nuværende tidspunkt. Derfor synes jeg, straffen er voldsom.

En gang er vel en gang for meget. Og når en person sætter sig bag rattet i en bil med kokain i blodet, kan det både gå ud over en selv, men også andre. Er det ikke ekstremt alvorligt?

- Det er skide alvorligt. Og jeg ønsker ikke at underminere vores sikkerhed på vejene eller forbrug af illegale midler. Men det, jeg peger på her, er, hvor meget den offentlige rettergang mod sådan et menneske skal være.

- Der bliver næsten lagt op til, at Jakob mister sin karriere, og at han fuldstændig skal redefinere sit liv. Og hvis det bliver sanktionen over for personer i magtpositioner, risikerer vi, at politikere bliver ufatteligt svage over for afpresning. Enhver person, der har skeletter i skabet ala Jakobs kan afpresses ganske alvorligt meget.

- Man kan true hele hans karriere. Og så har vi pludselig en masse mennesker siddende i magtpositioner, som er svære at stole på. Det bliver sådan noget, hvor vi har hinanden i skruetvinger, og det er jo ikke sådan et demokrati, vi vil have. Så vil det være bedre, hvis man som person i en magtposition kan tillade sig at sige, at man har dummet sig alvorligt og så få den straf, der er proportional med fejlen. Vi bør som samfund virkelig overveje, hvad konsekvenserne kan blive af at have så hårde konsekvenser over for denne slags overtrædelser.

Så Venstre bør give ham muligheden for at vende tilbage?

- Ja. Med mindre de vil fremstå som et parti, der uddeler livstidsstraffe for narkokriminalitet

Vil ikke negligere

Når nogle ser den her opdatering, kan de måske tænke, at du negligerer det, han har gjort?

- Det er ikke det, jeg gør. Jeg negligerer ikke. Det har domstolene heller ikke gjort. Det er skidefarligt og ulovligt. De har idømt ham en kæmpe stor bøde og frakendt ham kørekortet i tre år. Det er den straf, vi giver for den slags. Derudover kan arbejdsgivere vælge at sanktionere ham, og der synes jeg godt, man kan være lidt varsom med, hvor voldsom straffen skal være.

Har du selv prøvet kokain?

Dette spørgsmål vil Anders Stjernholm ikke svare på.

TV 2 har forsøgt at få et interview med Jakob Engel-Schmidt. Han har ikke ønsket at udtale sig.