BLOG: Ulighed kræver mere end snak fra verdens rigeste

16x9
Pia Olsen Dyhr håber, at verdens rigeste og mest magtfulde også kan se, at det kræver mere end bare snak, hvis vi skal vende udviklingen. Foto: Tariq Mikkel Khan / Ritzau Scanpix

BLOG: Hver dag skal vi kæmpe med næb og kløer for at fordele pengene rimeligt og sikre lige muligheder til alle.

Antallet af milliardærer stiger, mens millioner af mennesker arbejder for en løn, de knap kan overleve på.

Det er desværre status i en tid, hvor udviklingen buldrer afsted. Det skal vi have vendt på hovedet, så overskuddet kan bruges på det stik modsatte. Nemlig mere lighed.

Når nogle af verdens rigeste og mest magtfulde mennesker i disse dage mødes i schweiziske Davos, står ulighed højt på dagsordenen.

Men er de rige og magtfulde klar til at gøre noget alvorligt ved den globale ulighed, eller bliver det bare ved snakken?

En ny rapport fra Oxfam Ibis viser, hvor store problemerne er. De rigeste skovler penge ind, mens almindelige lønmodtagere i tredjeverdenslande bare knokler videre uden at få del i overskuddet.

82 procent af de rigdomme, der blev genereret sidste år, gik til den rigeste procentdel af verdens befolkning. Samtidig fik de 3,7 milliarder, som er den fattigste halvdel af verdens befolkning, ingen øget indtægt.

Det er på alle måder skævt. Tænk hvilken forskel pengene ville gøre, hvis det var omvendt.

Hvis det nogensinde skal ske, skal mange ting gøres anderledes. Verdens rigeste og mest magtfulde mennesker skal bruge dagene i Davos til at give hinanden håndslag på, at de vil sikre et løft til andre end sig selv.

Det bør i mine øjne være helt naturligt, at alle lande sikrer en rimelig mindsteløn, at der er en skattelovgivning, som sørger for, at de rigeste betaler deres fair del af regningen til fællesskabet, og at alle børn og unge får mulighed for at gå i skole, uddanne sig og få et godt job, uanset om deres forældre har penge til at betale for uddannelsen eller ej.

Men der er desværre lang vej igen. Og det er vist ren utopi at tro, at de rigeste uden videre vælger at dele ud af pengene i stedet for bare at skumme fløden.

Den eneste vej frem er at kæmpe for én sejr ad gangen og igen og igen insistere på at sige nej til ulighed.

Der er nemlig hele tiden nogen, der trækker i den anden retning. Nogen som er mere interesserede i at sikre deres formue end i at skabe rimelige vilkår for alle.

Herhjemme er det især kontanthjælpsloftet, som sender tusindvis af børn under den fattigdomsgrænse, som regeringen meget belejligt i mellemtiden har afskaffet. Og samtidig kæmper samme regering for, at de rigeste kan få skattelettelser. Men at tro det stopper der, hvis vi ikke tager kampen op, er desværre naivt. 

Uligheden er ødelæggende for sammenhængskraften i samfundet. Derfor skal vi kæmpe med næb og kløer hver dag for at fordele pengene rimeligt og sikre lige muligheder til alle. Jeg kan ikke leve med, at der bliver flere og flere fattige børn – hverken i Danmark eller i hele verden. 

Derfor håber jeg, at verdens rigeste og mest magtfulde også kan se, at det kræver mere end bare snak, hvis vi skal vende udviklingen.