BLOG: Trumps første år har været godt set med historikerbriller

16x9
Hvis man vil forstå, hvorfor det ikke kan afskrives, at Trump kan blive genvalg i 2020, ligger en stor del af svaret i den førte politik, ikke de skrevne tweets, men i Trumps politiske dagsorden, mener Mirco Reimer-Elster. Foto: MANDEL NGAN / Ritzau Scanpix

Samt en tommelfingerregel til år to af Trumps præsidenttid.

Trumps første år skal – ligesom præsidentens generelle virke – opdeles i politisk substans og retorisk støj. Medierne har en tendens til at fokusere på sidstnævnte, og det er da heller ikke uvigtigt. Men balancen mellem at dække Trump – og republikanernes – politik og præsidentens tweets og andre udmeldinger har været skæv.

Det har bidraget til et indtryk af en præsident, der godt nok tweetede meget, men sammen med sit parti ikke har fået ret meget fra hånden i løbet af det sidste kaotiske år. Omvendt anslår præsidenten – og mange af hans støtter – selv, at ingen præsident har fået mere af hånden i sit første år nogensinde.

Men et nærmere eftersyn viser, at der er tale om to misvisende billeder. Det er rigtigt, at Trump administrationen tager den kedelige rekord for den største udskiftning af toprådgivere siden Bill Clinton. Faktisk har Trump administrationen haft en større udskiftning end det var tilfældet for Clinton, Bush og Obama tilsammen.

Der har med andre ord været markant mere støj, end man er vant til i en præsidents første år i embedet.

Men bedømmer man Trumps politiske resultater ud fra præsidentkandidaten Trumps valgløfter og sammenligner dem i en historisk kontekst, er historien faktisk, at Donald Trump har haft et godt første år som præsident på den front.

Der er ikke tale om en præsident, der har ”opnået mere end måske nogen anden præsident i sit første år”, som præsidenten påstod for nyligt. Men mindre kan også gøre det.

Ja, på syv-trins skalaen vil præsidenten nok godt kunne have hevet et syvtal hjem for sin præsentation.

Lovgivning skal bedømmes kvalitativt ikke kvantitativ

Trump har selv været ude og postulere, at han har haft flest ”legislative approvals” end nogen amerikansk præsident siden Anden Verdenskrig, og at han slog præsident Trumans rekord.

Dette ikkeeksisterende begreb, legislative approvals, som Trump opfandt til lejligheden, skulle nok illustrere, at Trump angiveligt havde underskrevet mere lovgivning end alle præsidenter siden og inklusive Harry Truman i midten af det tyvende århundrede.

Det er en sandhed med modifikationer. Trump underskrev godt nok flest lovforslag siden Truman i sine første 100 dage som præsident. Men sammenligner man Trumps første år med andre moderne præsidenter, er Trump den præsident, der har underskrevet færrest lovforslag siden Eisenhower i 1950erne.

Her skal vi lige have nogle nuancer med. Som med så meget andet i livet er kvalitet at foretrække for kvantitet. En historisk skattereform tæller kun som et underskrevet lovforslag, men vægter selvsagt tungere end en masse småtterier. At gøre en præsidents succes op i, hvor mange lovforslag, vedkommende har underskrevet, er med andre ord en dårlig målestok.

Præsidenters indflydelse på USA's økonomi er begrænset

Hvilket leder os til en anden vigtig nuance. Vi skal passe på med at tilskrive præsidenter for meget indflydelse – både når det går godt og skidt med den amerikanske økonomi.

Tag bare tre aktuelle eksempler, som Trump ofte selv fremhæver, de stigende aktiekurser, jobskabelsen, og arbejdsløshedstallene.

For det første skal vi sætte tingene i en større kontekst. Når det kommer til aktiekursernes imponerende stigning, var stigningen i Obamas første år relativt større end i Trumps første år. Og ser vi på jobskabelsen, ligger Trump i det lune midterfelt, når vi sammenligner ham med amerikanske præsidenter siden Truman. Ser vi derimod på faldet i arbejdsløsheden, har kun Jimmy Carter og Bill Clinton set et større fald i deres første år end Trump.

Nu kommer vi til det sædvanlige aber dabei.

En relativ stor stigning i aktiekurserne er selvsagt nemmere at opnå, hvis udgangspositionen har været relativ lav (hvilket den var, da Obama trådte til). Og jobskabelsen bliver selvfølgelig sværere, når man træder ind i embedet på et tidspunkt, hvor man nærmer sig fuld beskæftigelse (som Trump gjorde). Ligeledes giver det sig selv, at arbejdsløsheden stiger markant – som den gjorde i Obamas første år – under en finanskrise, mens den falder, når økonomien har fundet fodfæste igen.

Og når alt det er sagt, har amerikanske præsidenter en begrænset indflydelse på en så stor, åben og mangfoldig økonomi som den amerikanske.

Pointen er ligetil: selvfølgelig kan man ikke tilskrive først Obama – og nu Trump – den primære ære for de stigende aktiekurser, den faldende arbejdsløshed, eller millioner af nye jobs, der er blevet skabt.

Vi glemmer de historiske rammer

Ydermere skal vi have med, at de historiske rammer er relevante. For selvfølgelig er der en altovervejende sandsynlighed for, at en republikansk præsident kan udnævne mange nye konservative dommere, når der er mange ledige dommerpladser. Og en præsident der for eksempel træder til under en global finanskrise og/eller har et komfortabelt flertal i begge Kongressens kamre, skal og har mulighed for at gennemføre væsentlig mere lovgivning end en præsident, der kommer til uden for krisetider eller ikke har politisk flertal i den lovgivende forsamling.

Begge dele var tilfældet for Barack Obama. Og selv Obama fik langt fra gennemført alle sine store politiske mærkesager i løbet af sine første knap to år i embedet – tag bare lukningen af militærbasen Guantánamo som eksempel. Og Bill Clinton formåede i sine første to år som præsident ikke at få gennemført en sundhedsreform på trods af, at demokraterne havde flertal i begge Kongressens kamre.

Disse eksempler burde minde os om, at partidisciplinen i USA er langt mindre end i Danmark, og at politikernes beslutninger på føderalt niveau ofte bliver domineret af regionale og lokale hensyn.

Det burde også mere grundlæggende få os til at gå væk fra tanken om den amerikanske præsident som en super magtfuld indenrigspolitisk spiller. Præsidentens magt ligger primært i udenrigspolitikken.

Og så skal vi også have med, at en stor del af Trumps politiske projekt består i at tilbagerulle den føderale stats indflydelse. Trump har med andre ord sat sig for at tilbagerulle reguleringer, forordninger og store dele af præsident Obamas eftermæle.

Det er præsidenten godt i gang med, særligt på klima-, finans- og energiområdet. Primært ved hjælp af præsidentielle dekreter, som Trump har udstedet flere af end Barack Obama og George W. Bush gjorde i deres første år. Faktisk har kun Bill Clinton og Dwight Eisenhower udstedte flere præsidentielle dekreter i deres første år. En ironisk statistik, taget i betragtning af, at Trump ofte anklagede Obama for at regere for meget ved hjælp af dekreter.

Hvad vi kan lære af Trumps første år?

Så hvad kan vi lære af Trumps første år som præsident, når vi tager historikerbrillerne på?

Blandt andet, at det første år typisk er året, hvor der er sjovest at være præsident. Det er der, man normalt har momentum og skal få gennemført sine mærkesager. For ved præsidentens første midtvejsvalg bliver præsidentens parti typisk straffet af vælgerne.

I Trumps tilfælde er det ikke usandsynligt, at republikanerne mister flertallet i Kongressen ved årets midtvejsvalg. Dette vil i så fald besværliggøre, hvis ikke umuliggøre, at præsidenten kan få gennemført sin politiske dagsorden af lovgivningsvejen.

Ligeledes er det heller ikke usandsynligt, at demokraterne efterfølgende med et eventuelt flertal i Repræsentanternes Hus vil indlede en rigsretssag mod præsident Trump. Der vil med andre ord være tale om en ren kamp om politisk overlevelse frem mod næste præsidentvalg for Trump. Vel og mærke for en præsident, der helt uset tidligere ikke kom ind i embedet med momentum og befolkningens opbakning, men tværtimod som den mindst populære præsident i nyere amerikansk historie.

Så for at gøre en meget lang historie kort:

At fokusere på Trump og republikanernes politiske bedrifter betyder selvsagt ikke, at det er ligegyldigt, hvad præsident Trump tweeter og siger.

Men hvis man vil forstå, hvorfor det ikke kan afskrives, at Trump kan blive genvalg i 2020 – såfremt han vælger at genopstille – ligger en stor del af svaret i den førte politik, ikke de skrevne tweets.

Det er en tommelfingerregel, der er værd at huske, her hvor vi går ind i år to af Trumps præsidenttid.