Musik i ørerne og sms’er på cykel – partier er klar til at se på strengere straffe

Antallet af ulykker falder ikke for cyklister, og det skal der gøres noget ved, mener Dansk Folkeparti.

I bunden af artiklen kan du teste din viden i færdselsreglerne på cykel.

Instagram på mobilen og musik i ørerne er til fare for sikkerheden på cykelstierne.

Det mener flere partier, der nu er klar til at se på strengere straffe for de tohjulede.

Konkret vil Dansk Folkeparti og Venstre se på, om bøden for at cykle med håndholdt mobiltelefon skal sættes op.

Det koster i dag 1000 kroner at blive taget med en mobil i hånden, når man cykler, men det er ikke nok, mener Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen.

- Vi ser mange ulykker med bløde trafikanter på grund af uopmærksomhed. Og selvom det primært er en selv, det går ud over på cykel, er der altså også mange grimme ulykker, hvor andre er involveret, siger Kim Christiansen til TV 2.

Minister afviser ikke

Transportminister Ole Birk Olesen (LA), der netop har annonceret, at det skal til at koste et klip i kørekortet at bruge håndholdt telefon i bilen, er ikke afvisende.

- Jeg synes altid, vi skal være åbne over for, om vi kan gøre tingene bedre. Derfor er jeg også åben over for, om man kan gøre det bedre der. Men lige nu og aktuelt har jeg ikke nogen plan om at forhøje straffen, siger Ole Birk Olesen til TV 2.

Forbud mod musik

Foruden højere bøder for at bruge mobiltelefonen vil Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti også have musik i øerne helt forbudt.

- Nogle kommer kørende med 300 watt stereo i ørerne, og så er man jo fuldstændig fraværende i trafikken. Når man cykler, er man sårbar, og derfor bør man altså have meget mere fokus på trafikken, og her er en af vores vigtigste sanser hørelsen, siger Kim Christiansen.

Han afviser, at et forbud mod musik også skal gælde biler.

- I bilen er det normalt på et niveau, hvor man godt kan høre udrykningskøretøjerne. Det kan man ikke med ørepropper, siger han.

Det kan være, man hører lydbog eller et samtaleprogram, eller at det bare er for at afvente telefonopkald

Cyklistforbundet er imod forbud

Hos Venstre er transportordfører Kristian Pihl Lorentzen ikke afvisende over for hverken forbud mod musik eller sætte bøden for håndholdte mobiltelefoner op.

- Noget af det, der er dødsensfarligt, er, når cyklister kører rundt med høj musik i ørerne i København fuldstændig afskåret fra omverdenen. Det er farligt for både fodgængere og andre cyklister, siger Kristian Pihl Lorentzen til TV 2.

Cyklistforbund afviser ikke

Selvom antallet af trafikulykker overordnet set har været nedadgående de senere år, går det ikke lige så godt på cykelstierne.

For de tohjulede er ulykkestallet ifølge Sikker Trafik stabilt, og i perioden 2012 til 2016 har 81 cyklister mistet livet, mens 1744 er kommet alvorligt til skade.

Cyklistforbundets direktør, Klaus Bondam, er klar til at se på, hvad der kan gøres for at forbedre sikkerheden blandt cyklister. Og her kan større bøder være en mulighed, lyder det.

- Uopmærksomheden er et meget stort problem i trafikken, det er også et problem på cykelstierne, så de tiltag, hvor vi kan få øget opmærksomheden, er godt, siger Klaus Bondam til TV 2.

Imod musikforbud

Han er til gengæld ikke meget for et forbud mod musik i ørerne, da det i praksis ikke er til at vide, hvad folk bruger høretelefonerne til.

- Det kan være, man hører lydbog eller et samtaleprogram, eller at det bare er for at afvente telefonopkald, og det er sådan set at sidestille med en håndfri, siger Klaus Bondam.

Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, mener som udgangspunkt, at 1000 kroner er en rimelig bøde, men afviser ikke at se på, om den skal sættes op.

Til gengæld kalder han forslaget om forbud mod musik for en dårlig idé.

- Vi har brug for flere, der cykler, ikke færre. Og derfor skal der være nogle muligheder, siger Rasmus Prehn og understreger, at cyklister skal passe på med musik i bykørsel.

Rigspolitiet oplyser til TV 2, at der ikke føres særskilt statistik for bøder til cyklister.

Hvordan klarer du 'cykelkøreprøven'?