BLOG: Vidste du? For sølle 8 milliarder kan vi sende Syriens børn i skole

16x9
En lærer fra en skole i Hazema, det nordlige Raqqa. Foto: ZOHRA BENSEMRA / Scanpix Denmark

BLOG: Radikale Venstre vil bruge en halv milliard på skolegang til Syriens børn. Det giver børnene en fremtid og tvinger færre til at flygte.

50 procent af Syriens børn går ikke i skole. Sådan lyder vurderingen fra UNICEF. Det er en katastrofe for de mange børn. Men også for deres familier og for Syriens fremtid.

Den gode nyhed er, at vi kan forandre situationen. UNICEF har regnet ud, at det vil koste cirka otte mia. kroner at sikre alle syriske børn en skolegang – både de 20 procent, som bor i flygtningelejre, og de 80 procent der bor udenfor. Derfor foreslår vi i Radikale Venstre, at Danmark afsætter 500 mio. kroner til at sende Syriens børn i skole. Vi foreslår også, at Danmark bliver initiativtager til en donorkonference i EU, som skal skaffe de otte mia. kr.

Efter femten års aktivistisk udenrigspolitik står det klart, at militære indsatser alene ikke bærer frugt. Der er ikke kommet varig fred og stabilitet i nærområderne, og vi vinder ikke freden, før vi også investerer de nødvendige midler i befolkningens fremtid.

Og her er det vigtigste vi kan gøre at give Syriens børn uddannelse. For uddannelse er frihed. Uddannelse giver dig magten over dit eget liv og din egen fremtid. Uanset, hvor du kommer fra og hvor du er. Uden uddannelse er der omvendt ikke meget håb.

”Du vil skaffe 8 milliarder kroner. Er det ikke ren utopi?” vil mange måske spørge. Nej, jeg mener på ingen måde, at det er utopi. For både Danmark og resten af Europa ønsker sig et Syrien, hvor der er fred. Vi ønsker, at børn vokser op med muligheder i nærområderne.

Ifølge FN er manglende skolegang et af de stærkeste motiver for, at mennesker rejser fra nærområderne. Tænk, hvis vi investerede mere i uddannelse i nærområderne i stedet for kun at lave fattigdomsydelser, der rammer børn i Danmark. Tænk, hvis vi investerede i uddannelse i stedet for at lægge kræfterne i at lave ulovlige hjemsendelser. Tænk, hvis vi forbedrede menneskers fremtid i deres hjemlande.

Radikale Venstres vision er, at alle Syriens børn får en uddannelse.