Søren Papes forlovede taget for spirituskørsel

Josue Medina Vasquez, der er forlovet med justitsminister Søren Pape Poulsen (K), blev natten til fredag taget bag rattet med alt for høj promille.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) måtte fredag til tasterne for at skrive en Facebook-opdatering, han nok helst havde været foruden.

- Min samlever har i nat kørt spirituskørsel (målt til 1,25 promille). Der skal ikke herske tvivl om, at det er en meget alvorlig sag, som jeg er inderligt ked af, skriver ministeren.

Josue Medina Vasquez og justitsministeren blev i sommer forlovet, og de to har sammen deltaget i flere offentlige begivenheder.

Må tage sin straf

Spirituskørslen fandt sted natten til fredag i Midt- og Vestjyllands Politikreds. Josue Medina Vasquez var alene i bilen, mens Søren Pape Poulsen befandt sig i København.

Ministeren holder ikke igen med sin kritik af samleverens lovbrud.

- Spirituskørsel kan ikke forsvares og kan have meget store konsekvenser. Nu må min samlever tage sin straf ligesom alle andre. Min holdning til lov og orden er den samme i dag som i går, skriver han.

Politiet kan ikke udtale sig om den enkelte sag, men bekræfter over for TV 2, at der har været sager omkring spirituskørsel natten til fredag.

En promille på 1,25 er langt over den tilladte promille på 0,5. Allerede ved promille 1,0 har man ifølge hjemmesiden omalkohol.dk, der drives af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, svækket opmærksomhed, balance og koncentrationsevne, og man bliver træt.

Straffen for at køre med den promille er som førstegangsforseelse en ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år. Alternativt kan man søge om at køre med alkolås i stedet. Man får desuden en bøde svarende til en netto månedsløn gange med sin promille, og man skal gennemføre et kursus og bestå ny teori- og køreprøve. Det skriver Rådet for Sikker Trafik.

Funding: Ripper op i gamle sår

Noget stort politisk problem bliver sagen formentlig ikke for Søren Pape Poulsen, vurderer TV 2s analytiker Thomas Funding.

- Det helt afgørende er, om han har været med i bilen eller været med til det arrangement, der blev kørt fra, og været vidende om det her. Og det lyder det altså ikke til, siger han.

Alligevel er justitsministeren altså gået offentligt ud med nyheden, selvom der i pricippet er tale om en privatsag. Forklaringen på det skal formentlig findes i partiets fortid, mener Thomas Funding.

- De konservative har en historik med det her. Både Hans Engell og Per Stig Møller (tidligere partiformænd, red.) er blevet taget for spirituskørsel. Så selvom Pape nok ikke har haft specielt meget lyst til at informere om det her, må man have vurderet, at det var den bedste løsning.

Mødtes i Bruxelles i 2013

Josue Medina Vasquez er 33 år gammel og er dermed 13 år yngre end Søren Pape Poulsen. Han kommer fra Den Dominikanske Republik i det caribiske øhav og har læst internationale studier i New York.

De to mødte hinanden i Bruxelles i 2013, hvor Josue Medina Vasquez arbejdede på det tidspunkt, men senere flyttede han tilbage til Caribien for at arbejde inden for turisme.

Parret holdt imidlertid kontakten og flyttede siden sammen i Viborg, hvor Søren Pape dengang var borgmester.

I sommeren sidste år annoncerede de deres forlovelse og planer om at skulle giftes i Viborg i år.