Jeg ER den rigtige leder, siger Samuelsen – mens endnu en lokalformand stopper

Samuelsen lovede de største skattelettelser i mands minde. Det kostede en stor skattereform, erkender han.

Mens utilfredsheden breder sig i Liberal Alliances bagland, har to nordjyske politikere det seneste døgn trukket sig som lokalformænd for regeringspartiet.

Der er dog entydig opbakning til Anders Samuelsen som politisk leder, siger han efter partiets hovedbestyrelsesmøde fredag.

Torsdag meddelte Leo Skydt Jørgensen, at han trækker sig som formand for Liberal Alliance Thy/Mors, og at han ikke vil forny sit medlemskab af partiet, da hans tillid til ledelsen er helt væk.

Og samme aften skiftede Liberal Alliance Frederikshavn/Læsø formand, da Kristina Mebus valgte at trække sig fra posten, hun kun har siddet på siden marts.

Om hendes beslutning skyldes utilfredshed med partiets ledelse, vil hun ikke sige.

- Jeg har ingen kommentarer til det. Det er min egen beslutning, og den har jeg ikke lyst til at uddybe, siger Kristina Mebus til TV 2.

Hun vil heller ikke fortælle, om hun fortsætter som medlem af partiet.

Har kostet på troværdigheden

Selvom flere lokalformænd den seneste tid har udtrykt utilfredshed med partiets ledelse, fortsætter politisk leder Anders Samuelsen i spidsen af partiet, siger han.

- Jeg ER den rigtige partileder for Liberal Alliance, siger Anders Samuelsen, inden han fredag skulle ind til partiets hovedbestyrelsesmøde.

Efter mødet lyder det fra Anders Samuelsen, at han har opbakning til at fortsætte.

- Der er også en fuldstændig enstemmig opbakning til, at jeg bliver som partiets leder, siger han.

På hovedbestyrelsesmødet skulle Anders Samuelsen orientere om det kaotiske forløb omkring skatteforhandlingerne, der foregik i december og fortsatte indtil denne uge, hvor regeringens planer om en stor skattereform faldt til jorden.

Anders Samuelsen lagde ikke skjul på, at det var et dårligt forløb og en helt forfejlet proces, han skulle ind og redegøre for. En proces, der også har kostet på den politiske leders troværdighed.

- Det har da kostet helt vildt på troværdigheden. Og sådan er det. Det er mig, der står i spidsen, jeg tager 100 procent ansvaret. Jeg deler det ikke med nogen, siger han.

Anders Samuelsen orienterer om skatteforhandlingerne på Liberal Alliances hovedbestyrelsesmøde.

Forståelse med DF før jul

Ifølge Anders Samuelsen lå der før nytår en forståelse om en skatteaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

På Twitter skrev han den 8. december:

- Mange har tvivlet på, om skattelettelserne kom. Nu kommer de. Inden jul endda. Og de blive de største i mands minde. Tillykke, Danmark.

Men skattelettelserne kom ikke. Ikke før jul. Ikke efter jul. Det stod klart tirsdag i denne uge.

Og før mødet i hovedbestyrelsen sagde Anders Samuelsen, at hans selvsikre udmelding ødelagde den fælles forståelse med Dansk Folkeparti.

- Der er jo ingen tvivl om, at min update om, at nu kommer de historisk store skattelettelser, førte til, at den forståelse, som der var, den løb nogen fra. Og jeg går ud fra, at jeg kan stole på min statsminister, når han siger, at der var en forståelse, siger Anders Samuelsen.

Dermed anerkender Samuelsen også, at det er hans skyld, at de lovede skattelettelser, ikke kommer.

- Der er intet i det her forløb, der ikke er MIT ansvar, siger han.

På hovedbestyrelsesmødet fredag blev det diskuteret, om Liberal Alliance skulle trække sig fra regeringen. Men kun et par stykker mente ifølge Anders Samuelsen, at det ville være en god ide.

- Vi har haft en rigtig god drøftelse, og konklusionen er helt klart, at Liberal Alliance bliver i regeringen, siger han.