Thulesen Dahl foretrækker regering med S og Venstre

Når der forhandles på Christiansborg, vil Dansk Folkeparti fortsat møde op bevæbnet med udlændingestramninger. Også når emnet er et helt andet.

Kræmmermarkedet i dansk politik er bestemt ikke fortid.

Det slår Dansk Folkepartis formand nu fast.

- Det er jo ethvert partis ret. Jeg kan ikke se, hvordan det kan være slut, siger Kristian Thulesen Dahl, der er ugens gæst i talkshowet ’Lippert’ på TV 2 NEWS.

Meldingen kommer blot dagen efter, at landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), ellers afmonterede noget-for-noget-modellen.

På et pressemøde aflyste han både regeringens planer om skattelettelser til alle lønmodtagere og Dansk Folkepartis krav om et såkaldt paradigmeskift i udlændingepolitikken, som DF havde lagt i bytte for den store skatteaftale.

- Regeringen vil meget gerne drøfte udlændingepolitik, men på udlændingepolitikkens præmisser, sagde statsministeren.

- Helt ærligt, jeg vil jo ikke bytte hvilken som helst krone i skattelettelser for et hvilket som helst udlændingepolitisk indgreb. Det er jo det, det handler om.

Mit mål er, at Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet er i stand til at arbejde sammen

Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti

DF: Regeringen må trække i land

Ifølge DF-formanden kan Lars Løkke Rasmussen dog skyde en hvid pil efter forhandlinger uden bytte-bytte-købmand.

- Nu har jeg forhandlet ganske mange finanslove. Når vi sidder til efteråret og skal forhandle – nu lægger vi til grund, at regeringen kører videre frem mod folketingsvalget i 2019 – så tror jeg ikke, at det vil overraske, at vi kommer med nogle tanker på udlændingeområdet, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Jeg tror ikke, at vi vil møde en regering, der siger, at de trak en streg i sandet den pågældende tirsdag.

Kold luft mellem DF og LA

Den politiske uro i blå blok har den seneste tid været til at føle på.

Tiden skal blot spoles tilbage til weekenden og det traditionsrige nytårsstævne i Nyborg, hvor de radikales leder, Morten Østergaard (R), havde inviteret DF-formanden med som gæst.

Her gjorde Kristian Thulesen Dahl det klart, at VLAK-regeringen var en ”uholdbar” konstellation - og efter tirsdagens skrottede skattelettelser konstaterede Liberal Alliances Joachim B. Olsen, at ”Dansk Folkeparti helt grundlæggende ikke bakker op om regeringens økonomiske politik”.

- Jeg tror, at det er åbenlyst for enhver, at forholdet mellem os og DF kunne være bedre, sagde han til TV 2.

Vi er helt parat til at gå i regering og være et regeringsparti

Kristian Thulesen Dahl, formand i Dansk Folkeparti

Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti i regering

Spørger man Kristian Thulesen Dahl om hans drømmeregering, så er der heller ikke plads til Liberal Alliance.

Dansk Folkepartis formand drømmer om en tid, hvor Danmarks tre største partier kan danne en ny trekløverregering.

- Mit mål er, at Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet er i stand til at arbejde sammen. Og hvor man ikke sidder med det sidste, afgørende mandat hos Liberal Alliance eller Alternativet, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Det ville interessere store dele af danskerne.

Afstemning

Men kunne man forestille sig en sådan regering?

- Jeg anerkender, at der mellem Venstre og Socialdemokratiet er kamp om, hvem som sidder på statsministerposten, siger DF-formanden.

- Jeg peger på Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge Kristian Thulesen Dahl kunne en regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti også være ”fint", hvis, vel at mærke, at mandaterne var til det.

Er du bange for at tage magten?

- Nej nej nej, vi er helt parate til at gå i regering og være et regeringsparti. Hvis vi kan få opbakning til et regeringsgrundlag, der er tilfredsstillende, så sidder vi meget gerne i regering.

Se hele interviewet med Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl i talkshowet ’Lippert’ på TV 2 Play.