Enhedslisten i København videresender penge fra eksborgmesters eftervederlag

Morten Kabell skulle betale 131.000 kroner af sit eftervederlag i partistøtte til Enhedslisten.

Da Enhedslistens partiforening i København mødtes onsdag aften, var der et særligt punkt på dagsordenen.

Skulle partiet tage imod penge fra forhenværende teknik- og miljøborgmester Morten Kabells (EL) omdiskuterede eftervederlag?

Partiforeningen modtager pengene, men vil sende dem videre. 

- Vi har valgt at sige, at de penge skal ikke ned i partikassen, de skal gives til nogle andre gode formål uden for partiet, fortæller Eva Milsted Enoksen, bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København, til TV 2.

Morten Kabell er blevet kritiseret for, at han beholder 501.896 kroner i eftervederlag, selvom han i januar er begyndt i et chefjob i det private erhvervsliv.

Regler i Enhedslisten betyder, at han skulle betale 131.000 kroner i partistøtte, og det er de penge, partiforeningen nu har besluttet at give videre.

Det vides endnu ikke, hvilke formål pengene skal gå til. Men Eva Milsted Enoksen forsikrer, at Enhedslisten fremadrettet vil undgå at havne i samme situation og vil dermed ændre på vedtægterne ved en kommende generalforsamling i marts.

- Pengene bør gå til kommunen

Enhedslisten er modstandere af dobbeltløn. Det vil sige, at man ikke bør have ret til eftervederlag, hvis man starter direkte i et nyt job. Derfor har der været intern kritik af, at pengene ikke skal gå til partikassen, men derimod til Københavns Kommune. Vibeke Syppli Enrum, der er valgt for Enhedslisten i Region Syddanmark, har sagt: 

- Det er skattekroner, som man får udbetalt, hvis en politiker en overgang bliver arbejdsløs. Det er jo fair nok, men det er ikke tilfældet her, lød det fra hende til TV 2 i december, da sagen kom ud.

- Har kun 26.000 kroner tilbage

Morten Kabell forsvarede selv sin beslutning om at beholde vederlaget i et opslag på Facebook i søndags. Her skrev han, at når blandt andet skat og partiskat er trukket fra, så har han 26.000 kroner tilbage.

Morten Kabells regnestykke

Vederlag 503.000 kroner
AMBI – 40.000 kroner
Skat – 240.000 kroner
Partiskat – 131.000 kroner
Feriepenge, 1. år – 24.000 kroner
Januarløn – 23.000 kroner
Måned uden løn – 23.000 kroner
Resultat 26.000  kroner

Og det er penge, den tidligere borgmester vil bruge på et velgørende formål.

- Jeg modtog 503.000 brutto. Jeg betalte godt 40.000 i AMBI (arbejdsmarkedsbidrag), og 240.000 ryger til skat. Tilbage er der 223.000, skrev Morten Kabell på Facebook, som tilføjede, at partiskatten udgør 131.000 kroner.

- De resterende midler går til at betale feriepenge det første år, jeg er ansat i mit nye arbejde. Det går til at dække en måned, hvor jeg ikke får løn.

- Og der skal også fraregnes den måneds løn, der manglede den 1. januar 2018, fordi man som borgmester er forudlønnet, og mit nye job er bagudlønnet, lød det fra den tidligere teknik- og miljøborgmester.

Det er vist ved at være tid til, at jeg fortæller min side af historien om eftervederlag. Jeg modtog eftervederlaget...

Posted by Morten Kabell on Sunday, January 7, 2018

V-ordfører: - Det er hyklerisk

Den tidligere teknik- og miljøborgmester modtager eftervederlaget på trods af, at hans parti tidligere har kritiseret andre politikere for at gøre det samme.

Ifølge Enhedslisten var det eksempelvis ’grådigt’, da den tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V) i 2015 modtog eftervederlag fra Region Syddanmark, samtidig med han fik løn som forsvarsminister.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen (V), kalder det hyklerisk.

- Jeg har noget imod, at man fra Enhedslistens side synes, at det er helt frygteligt og moralsk angribeligt, hvis Venstre-folk bliver betalt for at have et offentligt embede, men når de selv gør det, så er det helt i orden, lød det fra Jakob Ellemann-Jensen i december.

Han forstår ikke, at Enhedslisten skyder med skarpt, når de med hans ord ikke er bedre selv.

- Hykleriet består jo i, at der gælder et sæt regler for alle andre og et sæt regler for dem selv. Det er ligesom at læse ’Kammerat Napoleon’; alle er lige, men nogle er mere lige end andre.

Morten Kabell er startet i et nyt job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Company.

Afstemning