Ingen hjælp til somalier fra S: Herinde på Christiansborg må vi holde fast i nogle principper

- Vi er nødt til at lave regler, som gælder for alle, og ikke kun dem, der har været i medierne, siger S om 21-årig somalier, der nu skal sendes hjem.

Mohamed Ibrahims dage i Danmark er efter alt at dømme ved at være talte.

Trods protester fra både kolleger, kammerater og fagbevægelsen afviser et politisk flertal at gå ind i sagen om den 21-årige slagteriarbejder, der står til at blive sendt tilbage til Somalia efter at have været her i landet siden 2013 og undervejs har lært dansk, engageret sig i lokalsamfundet og fået fast arbejde.

Både regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti har argumenteret for nødvendigheden af, at flygtninge med midlertidig beskyttelse i Danmark - som Mohamed Ibrahim - skal sendes tilbage til deres hjemland så snart myndighederne vurderer, at det er forsvarligt.

Og også Socialdemokratiet står fast på, at Mohamed Ibrahim skal ud af landet.

- Jeg kan sagtens forstå, at hans kolleger og lokalsamfundet er triste over at skulle sige farvel til Mohamed. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi herinde på Christiansborg holder fast i nogle principper. Og ét af dem er, at vi gerne vil give beskyttelse til folk på flugt - men når der kommer fred i deres hjemland, så skal de ikke være i Danmark mere, siger Mattias Tesfaye, Socialdemokratiets integrationsordfører.

Men hvorfor ikke kigge individuelt på den her slags sager? Her er en mand, der er velintegreret og i arbejde. Hvorfor ikke give lige præcis ham lov til at blive?

- Jeg kan godt forstå, at man har lyst til at sige til lige nøjagtig Mohamed, at han kan blive. Men vi er nødt til at lave regler, som gælder for alle, og ikke kun dem, der har været i medierne. Og hvis vi lavede en regel om, at man som borger fra den tredje verden kunne komme til Danmark og arbejde i almindelige håndværksprægede jobs, så ville det danske arbejdsmarked blive udsat for alt for hårdt et pres, siger S-ordføreren og fortsætter:

- Vi skal passe på med at sige, at fordi man er på flugt og har brug for midlertidig beskyttelse, så bliver det også automatisk en adgangsbillet til permanent indvandring til Danmark. Det kan vi simpelthen ikke holde til.

Fagforening: Ikke i orden

Fagbevægelsen - der traditionelt har haft tætte bånd til Socialdemokratiet - ser helt anderledes på sagen. Blandt andet Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevarefundet NNF, der repræsenterer slagteriarbejdere:

- Jeg mener ikke, det er i orden. Manden har gjort alt det, det danske samfund har bedt ham om. Han har lært dansk, involveret sig lokalt. Han har arbejde, er ikke en udgift for staten. Han betaler sin husleje og sin skat. Og i øvrigt har vi brug for udenlandsk arbejdskraft inden for vores område. Han er jo sådan en rollemodel, som alle efterspørger. Og så er takken, at man kan blive udvist af Danmark, siger Ole Wehlast.

Også Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF, har blandet sig i debatten og argumenteret for, at der er behov for at lave en mere individuel vurdering af hvilke flygtninge, der gavner det danske samfund og derfor skal have lov at blive.

En holdning, SFs gruppeformand Jacob Mark deler.

SF-ordfører Jacob Mark vil ændre udlændingeloven.

Mange somaliere er bekymret

Said A. Hussein, generalsekretær i Somali Diaspora Organization (SDO), som beskæftiger sig med somalieres integration i Danmark, fortæller, at mange somaliere i Danmark i øjeblikket er bekymrede for at få inddraget deres midlertidige opholdstilladelse.

Hjemsendelserne af flygtninge til Somalia sker nu, fordi Integrationsstyrelsen finder landet sikkert nok at vende tilbage til. Men den vurdering sker på baggrund af flere omstridte rapporter, som Politiken afdækkede i 2017.

Én rapport var udarbejdet i lufthavnen i hovedstaden Mogadishu, da embedsmændene bag den fandt det for farligt at blive mere end én dag i Somalia. En anden indeholdt over 20 advarsler mod udvisninger.