Danskerne siger nej tak til svensk sex-samtykke

Ny Megafon-måling viser, at et flertal af danskerne ikke ønsker lov om samtykke i Danmark.

I takt med, at #MeToo-bevægelsen ruller sig ud verden over, har den svenske regering i sidste uge fremsat et lovforslag, hvor sex uden tydeligt samtykke fra begge parter kan straffes som voldtægt.

Loven om samtykke vil ifølge den svenske regering medføre øget tydelighed, så en person i hvert nyt moment af sexakten siger eller viser vilje til at være med.

En ny Megafonmåling foretaget for TV 2 viser dog, at danskerne er skeptiske, når det kommer til, om Danmark bør følge det svenske eksempel og indføre krav om sex-samtykke i den danske straffelov.

28 procent af danskerne svarer "ja" til en ny lov, hvor sex uden tydeligt samtykke kan straffes som voldtægt, mens 54 procent siger "nej". 18 procent af de 1100 respondenter har svaret "ved ikke".

Danske partier er splittede

Blandt partierne i Folketinget er der uenighed om, hvorvidt man herhjemme skal følge trop med den svenske lovgivning.

En af fortalerne er Enhedslistens retsordfører, Rune Lund.

- Vi mener, det er utroligt vigtigt, at vi får ændret lovgivningen, fordi det i dag er sådan, at man skal have sagt aktivt nej og have gjort modstand - ellers er det ikke voldtægt, siger Rune Lund til TV 2.

Arkiv.
Arkiv. Foto: Sofie Mathiassen / Scanpix Denmark

- Det vil vi gerne have ændret til, at der skal siges aktivt ja, så man sikrer sig, at når man har haft sex med en anden person, så er det mindste, man kan forlange, at den person har indvilliget i at have sex, siger Rune Lund.

Afstemning

Brud på dansk retspraksis

Der er dog ikke opbakning til et muligt lovforslag, som minder om det svenske, fra hverken Socialdemokratiet eller Venstre.

Begge partier mener, at det vil være et brud på dansk retspraksis, hvis den formodede gerningsmand skal til at bevise, at der var et samtykke ved samleje.

- Det er en forkert vej at gå, og jeg frygter, at der er rigtig mange uskyldige, især mænd, der vil blive dømt for voldtægt, fordi der har været tale om en lidt uklar situation, siger retsordfører Trine Bramsen (S).

Samme holdning finder man hos Britt Bager fra Venstre.

- Jeg mener, det er en meget vigtig og meget central del af dansk ret, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og at det er den, der anklager et andet menneske for at gøre noget ulovligt, der skal løfte bevisbyrden. Det, der stadig står uklart for mig, er, hvordan det her samtykke skal afgives, siger Britt Bager.

Kvinders retsstilling skal styrkes

I SF mener man, at vi skal skærpe loven herhjemme.

- Vi mener, at vi ikke blot skal fastholde paragraffen, som vi har i dag, men også skærpe den. Således at det er en skærpende omstændighed, hvis samleje sker ved vold eller trussel om vold, eller hvis samlejet er med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, hvor den pågældende ikke er i stand til at modsætte sig, siger Karsten Hønge, politisk ordfører i SF.

Karsten Hønge fra SF mener, at der fremover skal indskrives, at manden kan dømmes for voldtægt, hvis ikke kvinden har givet samtykke. Video: Stine Gliese

Han mener, at det er ekstremt vigtigt, at danske kvinders retsstilling bliver styrket.

- Der er i dag alt for mange, der ikke anmelder voldtægter, og der er alt for mange tilfælde, hvor straffen for voldtægt er for lav, siger Karsten Hønge.

- Det er helt uhørt, så mange voldtægter vi har i Danmark, og det er vigtigt at få sendt et signal til mænd om, at hvis kvinder siger fra, så skal de ikke forgribe sig på dem. Ligegyldig hvor mange genstande de så kan have fået indenbords, og selvom der forud for det har været en flirt, lyder det fra SF's politiske ordfører.