Thulesen Dahl om forhandlinger: - Meget, meget lidt sandsynligt vi bliver færdige

Liberal Alliance, der truer med ikke at stemme for egen finanslov, er dog noget mere positive end Dansk Folkeparti.

Det ser ikke bare lidt, men meget, meget svært ud at nå at få udlændingestramninger og skattelettelser på plads inden den 22. december, hvor Liberal Alliance har truet med ikke at stemme for sin egen finanslov.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, efter et møde mellem regeringen og støttepartiet i Statsministeriet torsdag middag.

 - Med det forhandlingstempo, vi har lige nu, anser jeg det for meget, meget lidt sandsynligt, at vi er færdige med de her forhandlinger inden 22. december, siger Kristian Thulesen Dahl.

Enige om at være langt fra en aftale

Regeringen og Dansk Folkeparti forhandler i disse dage om både udlændingestramninger og en skatteaftale, og her er stemningerne parterne i mellem blevet anspændt, efter Liberal Alliance fredag truede med ikke at stemme for sin egen finanslov næste fredag, hvis ikke der også er skattelettelser på plads.

Dansk Folkeparti vil have markante udlændingestramninger for at stemme for skattelettelser, men her er regeringen langt fra at komme dem i møde, siger DF-formanden.

- Det er klart min fornemmelse, at vi har bekræftet hen over bordet, at vi er langt fra en aftale, siger Kristian Thulesen Dahl, der dog erklære sig klar til videre forhandlinger i en god tone.

Udlændingedelen fortsætter senere torsdag, mens forhandlingerne om en skatteaftale genoptages fredag.

LA har et andet indtryk

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, sagde tidligere på dagen, at der er fremdrift i forhandlingerne, og at han tror på aftaler om både udlændinge og skat inden jul.

Dette lyder unægteligt som en noget andet opfattelse end Dansk Folkeparti. Men efter mødet i Statsministeriet torsdag middag gentager Liberal Alliances forhandlingsleder, økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, sit partis positive indtryk

- Vi er jo ikke længere fra hinanden, end at vi kan nå hinanden, hvis den politiske vilje er til stede, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Er den politiske vilje til stede?

- Det er den i hvert fald fra vores side. Og hvis den fra alle sider skal vi nok nå det.

Langballe: Tonerne er væsentligt mere positive

Selvom Dansk Folkeparti og Liberal Alliance altså fortsat har forskellige udlægninger af, hvordan det går med forhandlingerne, hæfter TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, sig ved tonen fra de to partiers forhandlingsledere.

Han noterer sig, at Dansk Folkeparti ikke længere taler om et cirkus, og at Simon Emil Ammitzbøll-Bille efter mødet svarer undvigende i forhold til, om aftalerne nødvendigvis skal være på plads samtidigt.

- Tonerne er væsentligt mere positive fra begge sider i dag, end de tidligere dage. Jeg siger ikke, at det betyder, at de er enige, jeg siger bare, at det er forudsætningen for, at de kan blive færdige, siger Anders Langballe.

Det forhandler de om

Der er flere problemer i forhandlingerne. Her kan du i overbliksform blive klogere.

  • Tidsperspektivet: Liberal Alliance vil have skattelettelser inden finansloven tredjebehandles den 22. december. Sker det ikke, har partiet truet med ikke at stemme for finansloven. Truslen hænger formentlig sammen med, at skat er en mærkesag for partiet, og at skattelettelser flere gange er blevet udskudt. Dansk Folkeparti vil have udlændingestramninger samtidig med en skatteaftale, men det bliver "meget, meget lidt sandsynligt" at nå inden jul, siger Kristian Thulesen Dahl.
  • Skat: Liberal Alliance har varslet "de største skattelettelser i historien" og har sammen med Venstre og Det Konservative Folkeparti foreslået skattelettelser for omkring 15 milliarder kroner. Ifølge Liberal Alliance er parterne allerede enige om at bruge otte milliarder på et nyt jobfradrag samt at gøre det mere attaktivt at spare op til pension. Det afviser Kristian Thulesen Dahl dog torsdag. Tidligere har Dansk Folkeparti kritiseret regeringens planer om at afskaffe loftet over beskæftigelsesfradraget. Det er skjulte topskattelettelser, lyder det. 
  • Udlændinge: Dansk Folkeparti ønsker markante udlændingestramninger - et såkaldt paradigmeskifte - for at stemme for skattelettelser. Et krav går på, at folk med midlertidig beskyttelsesstatus først skal kunne få deres familie til Danmark efter fem år. I dag er det tre år. Tre år er dog grænsen for, hvad konventionerne tillader, lyder det fra regeringen. Et andet krav er, at flygtninge på midlertidigt ophold skal sendes hjem, når der er fredeligt i deres hjemland. Regeringen har ikke været afvisende, men DF føler sig endnu ikke imødekommet. ​
Skattelettelser er blevet udskudt igen og igen
2015
Juni
Skattelettelser i det første regeringsgrundlag
Umiddelbart efter folketingsvalget skriver den nye V-regering i regeringsgrundlaget, at topskatten skal sænkes med fem procentpoint.
 
Udgangspunktet er, at forhandlingerne skal finde sted i foråret 2016.
2016
Januar
Løkke udskyder forhandlingerne
I januar 2016 siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at regeringen har høje ambitioner for en skattereform, men at de planlagte forhandlinger udskydes fra foråret til sommeren.
 
Regeringen mener, det er bedst, hvis forhandlingerne om en skattereform tager afsæt i en ny 2025-plan, der præsenteres til august.
 
Liberal Alliance er på dette tidspunkt ikke med i regeringen, men støttepartiets leder, Anders Samuelsen, vil efter udskydelsen ikke længere garantere regeringens overlevelse.
August
Vil sænke topskatten, men ikke for alle
I forbindelse med præsentationen af V-regeringens 2025-plan foreslår Lars Løkke Rasmussen at sænke topskatteprocenten med fem procentpoint, men kun for årsindkomster op til en million kroner.
 
I samme ombæring spiller regeringen ud med at indføre et nyt jobfradrag, der også skal lette skatten for lavere indkomster.
 
Kort tid efter slår Anders Samuelsen fast, at skatten skal ned for alle. Også for dem, der tjener over en million. Han truer i samme ombæring med at vælte regeringen.
Oktober
Skatteforhandlinger udskydes igen
I oktober 2016 beslutter Lars Løkke Rasmussen igen at udskyde forhandlingerne om en skattereform, så finanslovsforhandlingerne kan føres separat.
 
Anders Samuelsen holder fast i, at topskatten skal sænkes for alle topskatteydere, men siger også, at det er en god idé at dele tingene op.
November
Nyt regeringsgrundlag uden konkrete mål for skattelettelser
Da den nye VLAK-regering præsenteres, er der i regeringsgrundlaget ingen konkrete mål for en skattereform.
 
De tre partier er dog enige om, at topskatten skal "spille en langt mindre rolle", og at skatten i bunden skal sænkes.
2017
August
Regeringen dropper topskattelettelser
Den 13. august i år melder Anders Samuelsen ud, at regeringen dropper sine planer om at sænke topskatten. Det har ellers været et hovedkrav fra Liberal Alliance, men Dansk Folkeparti vil ikke være med.
 
Den 29. august præsenterer VLAK-regeringen sit skatteudspil. Her er der ingen topskattelettelser, men via eksempelvis en afskaffelse af loftet over beskæftigelsesfradraget vil regeringen sænke skatter for milliarder.
 
Dansk Folkeparti er kritisk, og formand Kristian Thulesen Dahl siger, at planerne hovedsageligt gavner dem, der tjener mest.
December
DF opfordrer regeringen til at udskyde skattereform
Efter at have forhandlet igennem længere tid, opfordrer Dansk Folkeparti regeringen til at udskyde skattereformen.
 
Forhandlingerne om skat har kørt parallelt med forhandlingerne om næste års finanslov, men partiformand Kristian Thulesen Dahl vil have udskudt skatteforhandlingerne, så finansloven kan komme på plads først.
 
Finansminister Kristian Jensen (V) afviser imidlertid pure det ønske. Han mener stadig, at det kan lykkes at komme til enighed om hele pakken.
 
Det er i forvejen usædvanligt, at der den 5. december endnu ikke er fundet flertal for næste års finanslov. Det plejer at være på plads i november.
December
LA truer med ikke at stemme for egen finanslov
Fredag den 9. december indgår regeringen en finanslov med Dansk Folkeparti, men i forbindelse med det, skriver Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, på Facebook, at den kun bliver vedtaget inden jul, hvis også der kommer en skatteaftale.
 
Partiets leder, Anders Samuelsen, lover i samme ombæring "de største skattelettelser i historien".
 
DF-formand Kristian Thulesen Dahl afviser at have lovet regeringen historisk store skattelettelser, og at det skal være inden jul. 
 
Lars Løkke Rasmussen slår fast, at regeringen "selvfølgelig" stemmer for sin egen finanslov, men Liberal Alliance trække ikke sin trussel tilbage.
December
LA dropper truslerne og stemmer for finansloven
Tirsdag den 19. december siger Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, at hans parti stemmer for finansloven. Han dropper samtidigt kravet om, at der skal være en skatteaftale på plads inden jul.
Han fortæller, at han har aftalt med statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen umiddelbart efter Folketingets juleferie indkalder til fortsatte forhandlinger om en ”ambitiøs skatteaftale” og en udlændingeaftale.