BLOG: ”Fuck menneskerettighederne” blev der sagt!

BLOG: Dansk Folkeparti forslår som de første i Europa, at vi i Danmark afskaffer de europæiske menneskerettigheder.

For at vinde den strammerkonkurrence, der udspiller sig i dansk politik, råber Dansk Folkeparti nu; ”Fuck menneskerettighederne”. Kristian Thulesen Dahl har stillet sig i spidsen for det hidtil mest fundamentale skred i europæisk, politisk historie. Som de første i Europa fremsatte han i går et forslag i folketingssalen om at gøre op med dine og mine menneskerettigheder. Rettigheder, som giver dig og mig beskyttelse og sikkerhed mod forfølgelse, fordi vi er danskere. Fordi vi har en særlig hudfarve. Fordi vi er kvinder. Eller fordi, vi er medlemmer af et politisk parti.

Det skræmmer mig, at vi er nået til, at et parti forsøger at slette erindringerne om 2. verdenskrig – en af de allermest tragiske begivenheder i verdenshistorien. De europæiske menneskerettigheder vedtog vi som et løfte til hinanden om, at vi aldrig igen skal acceptere udslettelse, forfølgelse og diskrimination af en hel befolkningsgruppe på grund af deres religion eller etnicitet. ”Aldrig mere,” kiggede vi hinanden i øjnene og sagde.

Beslutningsforslaget markerer et absolut lavpunkt i dansk politik. I mine seks år på Christiansborg har jeg været førstehåndsvidne til en konkurrence, der går ud på at være den, der strammer udlændingepolitikken mest. Den konkurrence kulminerer i dag på det skammeligste.

Dansk Folkeparti vil gå forrest i hele Europa og sige til vores europæiske samarbejdspartnere og naboer; ”Vi er mere værd end jer. Vi accepterer ikke jeres regler, vi spiller kun efter vores egne”. Det siger Kristian Thulesen Dahl til tyskerne. Det siger han til svenskerne. Og det siger han til resten af Europa. Han vil gøre Danmark til det mest isolerede land i Europa. Dem ingen andre stoler på. Dem ingen andre vil lave aftaler med. Og det vil koste arbejdspladser og ikke mindst velfærd.

Iveren, efter at vinde strammerkonkurrencen på Christiansborg, har ikke været til at overse. Klip skægget af lægerne, og riv burkaen af de undertrykte kvinder, og send dem i øvrigt også i fængsel. Sådan har forslagene lydt hele efteråret. Desværre hoppede et flertal i folketinget med på den symbolpolitiske vogn og stemte for et burkaforbud. Et forbud hvor man vil bekæmpe undertrykkelse med undertrykkelse. Er det ikke snart ved at være tid til lidt eftertanke? Udlændingestramninger er ikke en sportskonkurrence. Det handler om mennesker!

Menneskerettighederne er noget af det mest fundamentale vi har. De er grundpiller i vores fælles forståelse af, hvem vi er som danskere og europæere. De er grundpiller i vores demokrati. Det er min og din ret til at være, hvem vi er og være fri for forfølgelse, drab og diskrimination. Dem skal vi hylde. Dem skal vi kæmpe for. Dem kan vi aldrig nogensinde tage for givet. Det var der nok en overgang i vores historie, i min levetid, at vi troede vi kunne. At selvfølgelig var der ikke nogen, der ville stille spørgsmålstegn ved, at vi skulle holde fast i menneskerettighederne. Men sådan er det. Det er et wake-up call til os alle. Begynder vi at acceptere, at menneskerettighederne gælder for nogle men ikke for andre, så er det ikke længere menneskerettigheder. Dine og mine børn. Deres grundlæggende rettigheder, deres grundlæggende muligheder. Det er dem, det gælder. Aldrig nogensinde mens jeg lever, kommer jeg til at acceptere, at nogen siger; ”Fuck menneskerettighederne”.

Som Nordahl Grieg skrev så fint i sit digt Kringsat af Fjender (1936) (sat til musik af den danske komponist Otte Mortensen i 1952):

Her er dit værn mod vold,

her er dit sværd:

troen på livet vort,

menneskets værd.

For al vor fremtids skyld,

søg det og dyrk det,

dø om du må - men:

øg det og styrk det!

Findes der en smukkere kærlighedserklæring til menneskerettighederne? Dø om du må men: Øg det og styrk det. Sådan har jeg det i dag.