BLOG: Skal folkeskolelæreren også klaskes op på forsiden?

16x9
Vi må ikke bevæge os et sted hen, hvor vi begynder at gå i så små sko, at vi luger fuldstændig ud i de goder, som ansatte har – uanset om de er offentligt eller privat ansat, mener Søren Gade. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

BLOG: Skal folkeskolelæreren også klaskes op på forsiden, når han eller hun låner klasseværelset til barnets konfirmation?

For ikke så længe siden havde jeg den store ære at blive forgyldt på forsiden af en hæderkronet avis: ”Venstres gruppeformand har udnyttet ulovlig fidus til datters bryllup”. Nå ja, avisen glemte bare at gøre klart, at de indgåede aftaler blev overholdt. Regningen blev betalt - og til tiden. Det er umuligt at udnytte en fidus, som man ikke vidste fandtes. Og længere er den historie sådan set ikke.

Men at se mig selv pryde forsiden af en landsdækkende avis fik mine tanker på gled. Og nu er der sikkert nogle, der tænker, at jeg vil bruge de næste mange ord på at skrive stolpe op og stolpe ned om, hvor uretfærdigt behandlet jeg føler mig. Men nej, det er ikke det, jeg vil.

Det handler om noget andet. Det handler om, at stille sig på de ansattes side. For eksempel folkeskolelærerens. Pædagogens. Sygeplejerskens. Sosu-hjælperens. Politimandens. Alle dem, som gør et kæmpe arbejde for at gøre alle danskeres liv til en positiv oplevelse hver dag.

Som ansat har man ofte gennem den tilhørende forening mulighed for at låne eller leje lokaler og faciliteter til en given lejlighed. Nu vil nogle sikkert skyde mig i skoene, at netop jeg har en aktie i at forsvare leje af lokaler til fx et bryllup. Men skal folkeskolelæreren så også klaskes op på forsiden, når han eller hun låner klasseværelset til barnets konfirmation? Er det så ulovligt, hvis pædagogen lejer pulterkammeret til en børnefødselsdag? Er det så forkert, at politimanden låner et lokale til en reception?

Det korte svar er ganske enkelt nej. Overholdes reglerne, betales regningen, og gøres det til tiden, ja, så kan jeg ikke se noget problem i det. Og for mig er det underordnet om, vi taler ansatte i offentligt eller privat regi. Ingen af dem gør det jo ikke for at rage til sig. Nej, de benytter sig blot af den mulighed, de får stillet til rådighed. Er det fair? Ja, det er det. At undlade at benytte sig af muligheden ville svare til, at man lader være med at bruge den rabat, man kan få nede hos Netto, blot fordi nogle mener, at man ikke bør tage rabatten.

Vi må ikke bevæge os et sted hen, hvor vi begynder at gå i så små sko, at vi luger fuldstændig ud i de goder, som ansatte har – uanset om de er offentligt eller privat ansat. Desværre kan det blive en konsekvens af en fortsat mistænkeliggørelse af alle arrangementer, der bliver afholdt på offentlige eller private virksomheder.