Her er seks ting på finansloven, som du måske ikke havde forventet

Retskrivningsordbogen, Dansk Skoleskak og ridende politibetjente er blot nogle af de ting, man ikke forventer at læse i finansloven.

Selvom danskerne indtil videre primært har hørt om indfasningen af en permanent boligjobordning, ældremilliarder og skærpet tilsyn med asylansøgere i den nye finanslov for 2018, er der også andre - og lidt mere mærkværdige - emner, som er endt i den 50 sider lange aftaletekst mellem regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti.

Det er en finanslov med alt godt fra havet

Hans Engell, politisk kommentator

Ifølge politisk kommentator Hans Engell er finansloven et katalog af mange af de mærkesager, som regeringspartierne og Dansk Folkeparti har haft i kalenderen længe.

- Det er en finanslov med alt godt fra havet, hvor alle partier har fået nogle mærkesager igennem, siger han til TV 2.

Blandt mærkesagerne finder man også nogle af de emner, som danskerne måske ikke hører om så tit. For eksempel vil Dansk Folkeparti have politihestene tilbage.

- Partiet har længe haft en mærkesag, hvor de har ønsket at genetablere det ridende politi, så på den måde er det både stort og småt, der er kommet med på finansloven, som også bærer præg af, at der i år har været mange penge at holde jul for, siger Hans Engell og henviser til, at det ikke har været forhandlinger, hvor partierne har skulle finde en masse "kompenserende besparelser i et langt katalog af ting, der gør ondt".

Derudover har emnet 'truede dyrearter' desuden også fundet en plads i finansloven. Fremover vil der blive slået hårdere ned på handlen med truede arter.

Det glæder WWF Verdensnaturfonden, som længe har lobbyet for at få skærpet straffene, og generalsekretær Bo Øksnebjerg ser nyheden som den bedste julegave, de kunne få:

- Danmark er ikke længere i fare for at blive dyresmuglernes paradis - så det her er en kæmpe sejr for dyrene, naturen og alle os, der ikke vil have at Danmark skal være et fristed for alvorlig kriminalitet med truede dyr, siger han.

TV 2 har gennemgået aftaleteksten og fundet seks overskrifter, som står lidt ud:

Usædvanlige mærkesager på finansloven

Straffen skærpes ved handel med truede dyrearter

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at skærpe straffen for grov og organiseret handel med truede arter eller produkter af truede arter. Strafferammen hæves fra et til seks år, hvis en person har opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk gevinst ved handel med truede arter eller produkter af truede arter. Den øgede strafferamme giver mulighed for at styrke efterforskningen, blandt andet med brug af aflytning.

Beløb til forskning i alternativ behandling

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at styrke forskningen i alternativ behandling, hvor der afsættes 5 millioner kroner i 2018. Heraf prioriteres 4 millioner kroner til en pulje målrettet forskningsprojekter inden for alternativ behandling, mens 0,2 millioner kroner afsættes til at styrke rådgivningen af potentielle projektansøgere.

Det ridende politi genetableres

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at reetablere en rytterisektion i dansk politi. Der etableres konkret en rytterisektion, som anvendes til honorære opgaver samt patruljering i turistområder. Der afsættes 8 millioner i 2018 og 10 millioner kroner årligt i perioden 2019-2021.

Danmark skal afholde Bocuse d'Or

Tilskuddet til Bocuse d'Or øges med 0,5 millioner kroner årligt i perioden 2018-2021 for at øge Danmarks muligheder for at præstere på den internationale gastronomiske scene. Aftalepartierne er enige om at undersøge muligheden for at afholde Bocuse d’Or i Danmark. 

Retskrivningsordbogen på finansloven

Der afsættes 0,5 millioner kroner årligt fra 2018 og frem til fri adgang til sprogdata fra Dansk Sprognævn.

Dansk Skoleskak får tilskud

Der gives et tilskud til Dansk Skoleskak på 2 millioner kroner årligt i perioden 2018-2021.